fbpx

Renoveringen af Rømerhus bød på sjældne udfordringer

11. dec 2018

”Speciel”, ”hård” og ”udfordrende” er nogle af de ord, der går igen, når man hører de involverede håndværkeres erfaringer med renoveringen af det ikoniske Rømerhus i hjertet af Aarhus Midtby, der var nomineret til RENOVER prisen 2018.

Da Bestseller slog dørene op til deres flagship-store i Rømerhus i maj 2017, var det til en bygning, der havde været igennem et omfattende renoveringsarbejde. Den oprindelige facade fra 1895 var bevaret og forfinet, men bygningens indre havde gennemgået en total modernisering, der havde udfordret alle involverede udover det sædvanelige.

Oppefra og ned
Generelt er det en helt anden arbejdsproces at lave renovering end nybyg, forklarer Brian Gravgaard fra Per Aarsleff A/S, der var entrepriseleder på renoveringen af Rømerhus.

”Ved nybyg kan du få den rigtige byggetakt ind, fordi du groft sagt starter på en tom mark med at lave det fundamentale. Men det kan være svært at få den rigtige byggetakt med renovering.”

Men selv med denne forskel in mente var renoveringen af Rømerhus ekstraordinært udfordrende, for det var nemlig besluttet at begynde med renoveringen af bygningens øverste tre etager.

”Det er jeg aldrig stødt på før – som udgangspunkt er det nedefra og op,” fortæller Brian Gravgaard.

Heller ikke Bent Johnsen, der arbejdede med mur og beton på projektet, er i sine 37 år som murer vant til at se denne tilgang i et renoveringsarbejde.

”Det var udfordrende, det er vist det bedste, man kan sige om det. Men det var nu også spændende, for det er metoder, der sjældent er prøvet før,” fortæller han om oplevelsen af at skulle arbejde ind imellem hundredevis af midlertidige søjler, dragere og skråspindler, der var monteret som midlertidig afstivning.

Manglende fundament ændrede projektet markant
I tillæg til den utraditionelle fremgangsmåde ved renoveringen bød den gamle bygning også på flere uforudsete problemer, der testede mandskabet.

Som noget af det første stødte man på problemer med fundamentet, eller rettere – det manglende fundament.

”Bygningens sider, der vender ind mod strøget, har et højt jordtryk, så vi havde forudsat, at der var fundament. Men det var der ikke. Huset var bygget direkte på jorden, siger Brian Gravgaard.

Den oprindelige tidsplan blev derfor skubbet og byggeruten ændret. Hvad der skulle have været lavet i fire store etaper, blev delt op i 20 mindre, fordi der løbende skulle bygges midlertidige støtter til at sikre bygningens enorme vægt.

Og så var den i øvrigt heller ikke i vatter. Man opdagede en højdeforskel på hele 10 cm mellem to af bygningens sider, som skulle justeres for indvendigt for at bevare den flotte, oprindelige facade. Det betyder, at højden til vinduerne nu ikke er ens overalt i bygningen.

I centrum
Foruden udfordringerne ved byggetakten og de uforudsete problemer havde omgivelserne også stor indflydelse på renoveringsarbejdet. De snævre rammer i midten af Aarhus medførte, at nogle opgaver var mere tidskrævende end normalt.

”Vi havde af gode grunde ikke nogen kran, så vi måtte arbejde med håndforme, fortæller Bent Johnsen.

Som resultat er bygningens trapper og etagedækkene mellem kælder, stue og første sal støbt på stedet, område for område.

”Men det var nu også noget af det, der var mest interessant ved projektet,” forklarer han om de snævre rammer i Aarhus bymidte. For entrepriselederen havde mere større rammer dog været en stor hjælp, da den centrale placering satte store krav til logistikken.

”Vi havde kun et tidsrum på fire timer til at få varer ind, og da vi jo var midt i Aarhus, var det også begrænset, hvor meget vi kunne tage ind af gangen,” fortæller Brian Gravgaard, der som resultat fik dyrebare erfaringer inden for styring og planlægning.

På trods af udfordringerne med byggetakten, alternative løsninger, uforudsete problemer og restriktive rammer åbnede det renoverede Rømerhus dørene for offentligheden i maj 2017.

Set i bagspejlet er både mureren og entrepriselederen enige om, at al deres slid har været det hele værd:

”Man kan jo ikke lade være med at være lidt stolt,” slutter Brian Gravgaard.