RENOVER prisen: Sådan kårer vi vinderen
30. apr 2015
167 projekter er blevet indstillet til RENOVER prisen i år. Vinderen bliver kåret til september, men den foregående udvælgelsesproces er allerede i fuld gang.
Der går seks måneder fra indstillingsperioden er slut, til RENOVER prisvinderen bliver udråbt ved prisfesten i september.
I mellemtiden er alle projekter blevet vurderet, diskuteret og sorteret ud fra syv kriterier, som kendetegner den gode renovering: Eksempelværdi, Energikrav og bæredygtighed, Samarbejde, Brugskvalitet, Bidrag til omgivelser, Økonomi og værdiforøgelse og Udførelseskvalitet.
– Det komplette renoveringsprojekt skal gerne være banebrydende inden for bæredygtige løsninger. Der er ikke noget særskilt krav til arkitekturen, men ombygningen skal tilføre brugerne en værdi og bidrage positivt til omgivelserne. Det kan den gøre æstetisk, men den kan også gøre det socialt, siger Gøsta Knudsen, der er formand for RENOVER prisens nomineringsudvalg.
Foruden den forhenværende stadsarkitekt består nomineringsudvalget af Henrik Mielke, direktør i Enemærke & Petersen, Torben Esbensen, direktør i Esbensen Rådgivende Ingeniører og Karen Mosbech, adm. direktør i Freja Ejendomme.
Udvalget fordeler alle 167 projekter imellem sig i fire lige store puljer, og hvert projekt bliver vurderet med en karakter på en skala fra 1-5 for hvert kriterium.
– Det er ofte en udfordring, at hovedparten af dem, der har indstillet projekterne, ikke nødvendigvis forholder sig til kriterierne. Har man ikke skrevet et ord i projektbeskrivelsen om processen, om bidraget til omgivelserne eller om, hvordan man har løftet værdien af bygningen, så kan man ikke gå videre. Heller ikke selvom man har indstillet det flotteste projekt i verden, siger Gøsta Knudsen.
Fuld enighed eller ingenting
Når alle projekter er blevet endevendt i plenum, skæres 167 ned til 40-50 projekter, der bliver gået ekstra grundigt efter i sømmene. Ingen projekter bliver frasorteret uden, at der er fuld enighed om det.
– Den første screening er let, men det kan være vanskeligt at barbere 40 ned til 15-20 stykker, som er næste skridt. Vi er nødt til at være enormt grundige og bruge mange hele dage sammen, og det kan selvfølgelig give nogle diskussioner. Men grundlæggende synes jeg, vi fungerer rigtig godt sammen. Vi har efterhånden stor erfaring med processen, og arbejdet forløber for det meste ganske problemfrit, fortæller Gøsta Knudsen.
De 15-20 bedste projekter bliver efterfølgende lagt i hænderne på Statens Byggefondsinstitut (SBi), der gennemgår dem med en tættekam og analyserer kriterierne i dybden. Advokatfirmaet Molt Wengel undersøger de juridiske aspekter af byggeprocessen og sørger for at tjekke, at alt er foregået i overensstemmelse med nærmiljø, arbejdsmiljø og en sund økonomi.
Branchens egen pris
På baggrund af de eksterne vurderinger skærer nomineringsudvalget feltet yderligere ned til de fem-seks projekter, der officielt bliver nomineret til prisen.
– Vi besøger alle projekter, inden nomineringerne bliver offentliggjort. Ingeniøren inspicerer de bæredygtige elementer, entreprenøren kigger på håndværk og byggeproces, og jeg kigger blandt andet på lysindfald og brugerværdi. Derefter skriver vi en sammenfattende vurdering, som ender hos valgkollegiet sammen med analyserne fra SBi og den juridiske dokumentation fra Molt Wengel. Fra det øjeblik er vi ude af spillet og helt uden indflydelse, til afstemningen er afgjort, siger Gøsta Knudsen.sfasss nomineringerne bliver offentligjgortprojekter, der officielt bliver nomineret.ls beboere bliver plaget af det, og øje m
Det 70-mand store valgkollegium, der bestemmer vinderen, er udpeget af byggebranchens egne virksomheder, uddannelsesinstitutioner og fagmedier. Interesseorganisationerne er udeladt, så branchen selv nominerer og stemmer uden, at særinteresser påvirker udfaldet.
Hele processen faciliteres af en professionel afstemningsrevisor fra Deloitte, og alle forholdsregler er taget for at beskytte prisuddelingen mod snyd og tekniske problemer. Valgkollegiet stemmer, og konkurrencen afgøres.
Og så får Gøsta Knudsen alligevel det sidste ord, når han for lov at uddele prisen til prisfesten d. 3. september.
– Det har vist sig igen i år, at vi har nogle fantastisk fine projekter i Danmark, der både tæller enfamiliehuse, institutionsbygninger, alment byggeri og erhverv. Det giver en bredde og en alsidighed, der gør os fortrøstningsfulde for fremtiden, og det er en fornøjelse at være med til at anerkende det arbejde og uddele prisen til et projekt, der virkelig har fortjent den, siger han.