RENOVER prisen har en søster i Storbritannien
28. maj 2015
Det er ikke kun i Danmark, vi har en helt særlig pris, der hylder de bedste renoveringsprojekter i landet. I Storbritannien uddeler de hvert år prisen Retrofit Awards til de mest innovative og kreative renoveringsprojekter. University of Amsterdam var den store vinder i 2014.
RENOVER prisen har et britisk modstykke, der også ønsker at sætte renovering højere på dagsordenen.
Den britiske pris, Retrofit Awards, kårer og hylder hvert år renoveringsprojekter, der har gjort en særlig og beundringsværdig indsats for at forlænge og forbedre livet af eksisterende bygninger og infrastruktur.
Bag prisen, der uddeles for femte gang i år, står det britiske magasin The Architects’ Journal. Redaktionschef på magasinet, Paul Finch, har tidligere forklaret, at det, de ønsker med prisen, er at vise, at det er muligt at kombinere god arkitektur, funktion og energi- og klimavenlige tiltag. Vinderne af Retrofit Awards skal netop vise, at dette er muligt:
– Retrofit Awards er en fremragende måder at anerkende succeser i renoveringsbranchen. Prisen skal ses som en fejring af fantastiske renoveringsprojekter, der kan tjene som eksemplarer for hele bygge- og konstruktionsindustrien, siger Paul Finch.
Retrofit of the Year ligger i Amsterdam
I modsætning til RENOVER prisen kårer Retrofit Awards ikke blot et enkelt projekt, men tildeles til renoveringsprojekter i hele 13 forskellige kategorier – blandt andet almenboliger, skoler og international innovation, hvoraf sidstnævnte kategori åbner op for projekter både i og uden for Storbritannien.
Udover de 13 kategorier udnævnes der også hvert år en overordnet vinder af alle renoveringsprojekterne, ”Retrofit of the Year”.
Sidste års vinder af den denne pris var projektet ”University of Amsterdam”, der også vandt den internationale innovationspris. Projektet er en fornyelse af et af Amsterdams Universitets campusser, der tilbage i 1960’erne var en del af en større vision, der aldrig blev bygget færdig.
Det engelske arkitektfirma, Allford Hall Monaghan Morris, har, samtidig med at de har bevaret de oprindelige betonmure, genopfundet campusset. Campusset bestod blandt andet tidligere af en 40 X 25 meter tung bygningssektion, der blokerede en af Amsterdams karakteristiske kanaler, og som afskar campusset fra resten af bylivet.
Arkitektfirmaet valgte fjerne denne bygningssektion og erstatte den med en glasbygning med kantinemuligheder og fem etager med arbejdsstationer og lærerværelser – alle med udsigt over bycentrum og kanalen.
Denne løsning, hvor en del af bygningen blev fjernet for at give resten af bygningen liv, imponerede dommerpanelet og var en afgørende faktor for, at projektet løb af sted med prisen Retrofit of the Year. Dommerpanelet begrundede, at denne løsning ”fuldstændig redefinerede den måde, som bygningen relaterer sig til campusset og dets omkringliggende byliv”.
De nye vindere skal findes
De indledende runder til dette års kåringer af Retrofit Awards er allerede i gang. Indtil den 1. maj 2015 kunne alle indstille projekter, som nu – ligesom det gør sig gældende i RENOVER prisen – gennemgås af et nomineringsudvalg, der vurderer hvilke projekter der skal nomineres og udgøre såkaldte ”shortlists”.
Vinderne kåres ved en stor prisfest, som afholdes den 16. september – 13 dage efter RENOVER prisen er blevet uddelt.