Villa Søvang
Nænsom renovering og ombygning
Villa Søvang
Nænsom renovering og ombygning
Læs projektets egen beskrivelse
Bygherre overtog en stilfuld patriciervilla. Villaens indretning bar præg af at være udtænkt for 100 år siden. Villaen havde i 1980’erne gennemgået en renovering uden hensyn til husets særlige kvaliteter. Huset er generelt ”født” med mange håndværksmæssige detaljer og opført af gode materialer. Et eksempel er fx hoveddøren, der af den første bygherre blev indkøbt på landsudstillingen i Århus i 1908 og gemt til opførelsen af denne bolig i 1920.
Hovedopgaven var at gennemføre en total modernisering af 1920/1980’er-boligen og transformere huset til en nutidig, moderne villa, med genskabte smukke rum med unikke håndværksdetaljer. Det var vigtigt at bevare de smukke lofter med stuk og de særlige udsmykninger i gips, der var i huset.
For familien var de primære mål med renovering at få nogle større sammenhængende rum i stueetagen med en tæt relation til familiens dagligdag. Derudover ønskede man en niveaufri adgang fra stueetagen til en hævet terrasse og derfra videre til haven. Et andet ønske var at kunne nyde udsigten over havet fra huset alrum.
Der er udført ny rumdisponering. Køkkenet er flyttet. Der er skabt nye åbninger og sammenhæng mellem rummene i stueplan via etagens køkkenalrum. Derudover blev der i stueetagen tilføjet en havestue.
Havestuen giver direkte adgang til haven mod syd og vest. Tilføjelsen af havestuen skabte til huset et hjørne med en hævet aftenterrasse med læ og sol. Fra terrassen kan man gå i haven og sidde og nyde haven fra den integrerede bænk i trappen. På blæsende dage giver havestuen læ fra havet, samtidig med at man kan nyde udsigten over havet gennem bygningen.
kælderetagen var en mørk og kold kælder. Bygherre ønskede at kælderen skulle være en etage for husets teenagere og gæster. For at skabe gode forhold for den nye anvendelse af etagen, blev der mod vest anlagt en solgård. Ved at anlægge solgården sikrede man et naturligt lysindfald til underetagen, samtidig med at det gav en smuk sammenhæng med adgang til haven omkring huset.
1. sal har i store træk beholdt sin oprindelige rumfordeling, men har fået to nye badeværelser – hver med sit unikke udtryk. Trappen mellem stue og 1. sal har fået en “makeover” med nye trin og tilpassede værn og balustre. Der er fra 1. sal adgang til en genskabt altan mod vest og en eksisterende stor balkon mod øst.
Tagetagen var før ét stort, uudnyttet loftrum. Etagen blev tilført to store kviste – én mod øst mod havet i tilknytning til et stort værelse, og én mod vest med badeværelse og adgang til walk-in. Tilføjelsen af kvistene og den nye indretning har omdannet tagetagen til en lækker forældreafdeling, hvor de flotte, eksisterende synlige spærkonstruktioner er med til at skabe nogen helt særlige rum.
Huset skulle moderniseres og efterisoleres, for komfort og energibesparelse. At omdanne en ”gammel dame”, som huset oprindelig var, til et moderne hus med lavt energiforbrug, høje krav til sikkerhed, og et godt indeklima. Huset er i dag et moderne hus med to ventilationsanlæg, der sammen med mange forskellige isoleringsvalg, sikrer et godt indeklima og lavt energiforbrug.
Afsluttende er huset malet i nye farver, og der er omkring huset anlagt en ny indrettet have.
Der er tilført parkering bag huset, hvor en ny carport er under projektering.
Blik for brugerne
Projektet har haft et helt unikt godt samarbejde med bygherre og håndværkere. Det skaber de gode resultater og løsninger. Det har været til stor fornøjelse for alle parter i projektet.
Inspirerende ressourcetiltag
Der er genbrugt indfatninger og gerichter samt eksisterende gulvbrædder hvor det har været muligt.
Eksempelværdi
Der er gennem processen fundet flere gode løsninger . Genskabt stuk i alle rum med skjult indirekte belysning
Solidt samarbejde
Projektet har kun kunnet lade sig gøre gennem et helt unikt og stærkt samarbejde med bygherre, arkitekt og håndværkerne. Det har været en fælles proces med masser af vidensdeling og rigtig godt håndværk fra alle involverede parter der har skabt mange af de helt specielle løsninger og konstruktioner i huset.
Faglig kvalitet
Det har været en udfordring af finde den rette isoleringstype til det rette sted. Der er i projektet anvendt mange forskellige konstruktionsopbygninger for at opnå det ønskede resultat.
Levende bygningskultur
Projektet har genskabt fremhævet de værdier der lå gemt i huset og tilført nye værdier gennem de ændrede konstruktioner og overflader.
Parter bag projektet
Bygherre: Morten & Katrine Landrok
arkitekt: Insitu Arkitekter ApS, Mikkel Horsbøl Lauridsen, Per Hartwig
Tømrer:Christian Stougaard ApS, Preben Roed,Niels Lemming
Murermester: Jens Vestergaard
VVS. Hov VVS, Lars Beck og Jens Christiansen
Ventilation: HP Ventilation, Henning Pedersen
Elektriker: JH-EL, Henrik ,j Hansen
Sted
Strandvejen 128
8000 Aarhus C