Vester Søgade 10
Renovering af kontorejendom ved Søerne
Vester Søgade 10
Renovering af kontorejendom ved Søerne
Læs projektets egen beskrivelse
Vester Søgade 10 – en bygning med mere fremtid end fortid
Da Danica Ejendomme overtog Vester Søgade 10, stod man med en markant kontorejendom fra 1971 med en stærk arkitektonisk identitet og en robust konstruktion, men også med betydelige tekniske, miljømæssige og funktionelle udfordringer. I stedet for at begynde forfra blev ambitionen at se værdien i det eksisterende og bygge videre på de kvaliteter og ressourcer, huset allerede rummede.
Renoveringen er derfor gennemført ud fra et grundlæggende princip om at bevare, hvor det giver mening, og forandre præcist, hvor det skaber ny værdi.
Bygningens bærende konstruktion er bevaret, ligesom facadens rytme og arkitektoniske karakter er fastholdt. Vinduerne er udskiftet for at forbedre energiydelse og indeklima, mens en række tekniske installationer og bygningsdele er bevaret, tilpasset eller genanvendt. Blandt andet er eksisterende kølelofter demonteret, saneret, sorteret og genanvendt, og bygningens varme-, køle- og ventilationssystemer er i vidt omfang videreført og opgraderet.
Samtidig er huset gentænkt indefra. De tidligere cellekontorer og lange gangforløb er erstattet af lyse og fleksible arbejdsmiljøer, hvor centrale kerner organiserer møderum, fokusrum, køkkener og fællesfunktioner. Dagslys og udsigten til Søerne er trukket ind som aktive kvaliteter i arbejdsdagen, mens forskellige zoner giver mulighed for både fordybelse, samarbejde og uformelle møder.
Et af projektets mest markante nye arkitektoniske greb findes i ankomsten. En ny trappe mellem stueetagen og mødecentret på første sal skaber visuel og fysisk sammenhæng i huset. Reception, restaurant og mødefunktioner er samlet omkring et åbent ankomstrum, der har ændret stueetagen fra passage til et levende socialt omdrejningspunkt.
Renoveringen er samtidig gennemført midt i en bygning i drift. Eksempelvis blev vinduerne udskiftet etage for etage og sektion for sektion, så hverdagen i huset kunne fortsætte under arbejdet.
Projektet har desuden arbejdet systematisk med bæredygtighed. Bevarelse af konstruktion og eksisterende bygningsdele reducerer behovet for nye ressourcer, mens tekniske systemer er opgraderet med blandt andet intelligent CTS-styring. Der er ansøgt om DGNB-certificering, og projektet har bidraget til udviklingen af DGNB’s 2025-manual for renovering og transformation.
Resultatet er ikke et nyt hus, men en bedre og mere levende version af det eksisterende. Vester Søgade 10 viser, hvordan en stor kontorbygning fra efterkrigstiden kan bringes ind i en ny tid gennem præcise indgreb frem for omfattende udskiftning. En renovering, hvor arkitektonisk kvalitet, ressourcer, teknik og moderne arbejdsliv ikke er modsætninger, men forudsætninger for hinanden.
Blik for brugerne
Fra tidligere cellekontorer og lukkede gangforløb er huset blevet organiseret omkring forskellige typer arbejds- og fællesmiljøer. Centrale kerner samler mødefaciliteter, fokusrum, køkkener og sociale funktioner, mens dagslys, udsyn, akustik og indeklima har været gennemgående parametre. Reception, restaurant, foyer og kaffekøkkener på hver etage fungerer som sociale knudepunkter. Huset understøtter dermed både koncentration, samarbejde og de uformelle møder, der er en væsentlig del af en moderne arbejdsplads.
Inspirerende ressourcetiltag
Projektets udgangspunkt har været at bevare og videreudvikle frem for at erstatte. Den eksisterende bærende konstruktion er fastholdt, og en række tekniske installationer og bygningsdele er genanvendt eller levetidsforlænget. Eksisterende kølelofter er eksempelvis taget ned, saneret og genanvendt. Projektet viser samtidig en pragmatisk tilgang til genbrug: Bygningsdele er vurderet ud fra miljø- og sundhedsskadelige stoffer, levetid, funktion og mulighed for forsvarlig genanvendelse frem for et princip om at bevare for enhver pris.
Eksempelværdi
Vester Søgade 10 viser potentialet i en bygningstype, som findes mange steder i Danmark: Den store kontorejendom fra efterkrigstiden. Projektet demonstrerer, at teknisk og funktionel nedslidning ikke behøver føre til nedrivning eller gennemgribende udskiftning. Med afsæt i bygningens robuste konstruktion, fleksible etageplan og arkitektoniske kvaliteter er kapaciteten i det eksisterende hus genaktiveret og tilpasset nutidens behov. Netop derfor rækker projektets læring ud over den enkelte adresse.
Solidt samarbejde
Projektets kompleksitet har krævet et tæt tværfagligt samarbejde mellem Danica Ejendomme, Sund & Bælt, Nordic Office of Architecture, Norconsult og Elindco. Arkitektur, konstruktioner, teknik, indeklima, materialer og udførelse skulle løses inden for den eksisterende bygnings rammer - og samtidig med at huset var i drift. Alle involverede sætter stor pris på det tætte og tillidsfulde samarbejde mellem parterne, som uden tvivl også har været afgørende for det færdige resultat.
Faglig kvalitet
Renoveringen er karakteriseret ved præcise indgreb i en eksisterende bygning med komplekse konstruktive og tekniske bindinger. Nye løsninger for facade, ventilation, akustik, møderum og installationer er projekteret ind i de eksisterende rammer, mens materialer og detaljer er udviklet med respekt for husets oprindelige karakter. Materialevalg, overgange og specialtilpassede løsninger dokumenterer et højt arkitektonisk og håndværksmæssigt ambitionsniveau.
Levende bygningskultur
Renoveringen viderefører en karakteristisk repræsentant for efterkrigstidens københavnske kontorarkitektur. Jørgen Buschardts bygning fra 1971 er kendetegnet ved curtain wall-facade, åbne etageplaner, enkel søjlekonstruktion og en tæt forbindelse til Søerne. Renoveringen fastholder facadens rytme, husets struktur og relationen mellem dagslys, udsigt og arbejdsrum. Den oprindelige arkitektur er dermed sat aktivt i spil som ramme om et nyt arbejdsliv.
Parter bag projektet
• Bygningsejer: Danica Ejendomme
• Domicillejer/bruger: Sund & Bælt
• Arkitekt og landskabsarkitekt: Nordic Office of Architecture
• Ingeniør og bygherrerådgiver: Norconsult Danmark
• Hovedentreprenør: Elindco
Yderligere information om projektet
https://nordicarch.com/dk/projects/vester-sogade
Sted
Vester Søgade
1601 København V