fbpx

Tilbage til 60’erne i Højbjerg

Tilbageførelse af klassisk Friis og Moltke villa

Se mere

Tilbage til 60’erne i Højbjerg

Tilbageførelse af klassisk Friis og Moltke villa

Læs projektets egen beskrivelse

Dette projekt drejer sig om renoveringen af en arkitekttegnet villa i Aarhus.

”Elkhuset” i Højbjerg er en Friis & Moltke-villa opført i 1962. Villaen er karakteriseret ved de typiske arkitektoniske greb, som Knud Friis og Elmar Moltke anvendte i mange af deres bygninger. Boligen er integreret i terrænet, og det naturlige lys er udnyttet til perfektion. Derudover ses en ærlig konstruktion og anvendelse af materialer, som aflæses let. Dette skaber en grundfæstet ro og jordnærhed – som er en sjældenhed i meget nutidigt byggeri.

Da parret Nadia og Jonas købte huset i 2020, skulle deres blik skærpes for at genfinde de oprindelige detaljer, som heldigvis stadig lå gemt bag de ombyggede facader, en ændret rumdisponering og en udvisket farveholdning.

Parret gik i gang med at genfinde husets oprindelige identitet og har nu afsluttet deres fjerde og største istandsættelsesetape, som omfatter hele overetagen samt en del af underetagen.

P+P kulturarv har haft fornøjelsen af at give arkitektrådgivning i forhold til underetagen, som blandt andet omhandlede ny entré-, garderobe- og garagearealer, samt en gentænkning af husets indgangsparti.

Projektet er en fortælling om at turde skære ind til benet og tilnærme sig husets oprindelige form og virke.

Friis & Moltke-arkitektur er blevet en passion for Nadia og Jonas. De har brugt tid på at dykke ned i litteratur og viden om tegnestuens tilgang og holdninger til private boliger. Derudover er samtlige brugtmarkeder gennemsøgt for Friis & Moltke-lamper, møbler og andre elementer, som parret har anvendt i tilbageføringen af deres bolig.

Vi, P+P kulturarv, har indstillet projektet på baggrund af bygherreparrets inspirerende tilgang, store passion og vedholdenhed.
Et projekt som er 100 % båret frem af bygherreparrets egne ambitioner, og som vi er stolte af at have fået lov at være en del af.

Se mere på Instagram:

@elkhuset

@ppluspkulturarv

Inspirerende ressourcetiltag

Sæt pris på det, du allerede har.

Vi oplever i arkitektbranchen en stigende interesse for at se værdien i eksisterende bygninger – herunder også enfamiliehuse og det ”ydmyge” parcelhus.

Elkhuset er et godt eksempel på, hvordan man med den rette tilgang kan skabe stor værdi ved at forstå og respektere husets oprindelige identitet.

Genanvendelse har været en central del af projektet:
• Teglsten fra det nedrevne trappetårn er renset og genanvendt i facaden.
• Altaskiferklinker er forsigtigt optaget og genanvendt i boligen.
• Døre og dørkarme er bevaret.
• Eksisterende, originale radiatorer er sandblæst og pulverlakeret.
• Vindueskarme og -rammer er bevaret og forsynet med nye glas - med undtagelse af nye vinduer i nordfacaden ud mod vejen.
• De originale lampeudtag er bevaret, da Friis & Moltke havde en klar intention med deres placering, hvilket giver indsigt i boligens oprindelige indretning og områder med tiltænkt liv.
Der har generelt været fokus på genanvendelse, både af husets egne materialer og ved indkøb:
• Trægulvet fra en ombygning i 1990’erne er skåret op og genanvendt i et andet projekt på Djursland, hvor udelukkende genbrugsmaterialer blev anvendt.
• Hasleklinker er købt af en pensioneret murer, der opkøbte lageret, da fabrikken lukkede i 1990'erne.
• Nye Altaskiferklinker til overetagen er købt som restparti.
• Badeværelseshåndvaske er genbrugt fra Skive Sygehus.
Gennem genanvendelse har projektet ikke blot sikret brugen af holdbare og ærlige materialer, men også tilføjet nye lag af historie til boligen.

Eksempelværdi

Fokus på kvalitet frem for kvantitet.
P+P kulturarv ser ombygningen af Elkhuset som et godt eksempel på, hvordan enkle arkitektoniske greb kan genetablere og forhøje værdien af et hus fra det 20. århundrede. I den bæredygtige og historiebevidste indsats for at bevare det eksisterende er et projekt som Elkhuset af stor betydning.
Det er essentielt, at flere får øjnene op for værdien af eksisterende bygninger.
Mere er ikke altid bedre, og intet er vedligeholdelsesfrit.
I dette projekt er bygherreparret gået så ”vidt”, at de har fjernet elementer, der ikke tilføjede huset værdi – eksempelvis det tilbyggede trappetårn fra 1990'erne. Parret valgte derfor at lade trappetårnet nedrive, da det forstyrrede boligens oprindelige bevægelsesflow. En modig beslutning, som skulle vise sig at blive ”rygraden” i deres generelle renoveringsholdning.

Solidt samarbejde

Projektet er primært udført af bygherreparret, Nadia og Jonas. De har selv stået for planlægning, byggeledelse og store dele af det håndværksmæssige arbejde. Jonas har været aktiv på byggepladsen, hvor det var muligt, mens Nadia har haft koordineringsansvaret og overblikket over processen. De har indhentet ekstern rådgivning og udførende entreprenører efter behov.
P+P Kulturarv har ydet rådgivning i forbindelse med indgangsparti, garage og entréarealer – et samarbejde, der blandt andet inspirerede bygherreparret til at sætte prikken over i’et med en helt særlig hoveddør. De nye løsninger samler facaden og indgangspartiet på ny, samtidig med at de trækker tydelige paralleller til husets oprindelige indgangsparti.

Levende bygningskultur

At forstå sit hus er essentielt for en god renovering. Projektet respekterer de værdier, huset allerede besidder, og de tanker, det er opført efter. Parret lever i dag efter husets principper og det er netop det, de holder så meget af.

”Det er tydeligt, at dette hus har sin egen personlighed og er skabt ud fra nogle stærke værdier. Det har vi fra den dag, vi købte det, ønsket at respektere. Dette hus skal ikke være noget andet end det, det er – for det er godt nok. Det er blandt andet det, der gør det særligt og bevaringsværdigt i vores øjne.” fortæller Nadia og Jonas.

Der er fundet inspiration i byggesagsarkiver, Friis & Moltke-huse og litteratur om tegnestuens arbejde, og de har i løbet af projektet etableret dialog med andre Friis & Moltke-kendere og -entusiaster. Målet har været at føre huset tilbage til dets oprindelige udtryk med tidstypiske materialer fra 1960'erne.

Parter bag projektet

Bygherrer: Nadia Spanggård og Jonas Jacobsen (Instagram: @elkhuset)
Rådgivende arkitekt: P+P Kulturarv v. Anne Monrad
Div. udførende entreprenører – blandt andre: ”Madsen Vinduer og Døre” og ”Murerfirmaet Klitbjerg”

Yderligere information om projektet

https://ppluspkulturarv.dk/portfolio/elkhuset/

Sted

Adresse
8270 Højbjerg

Fotos: Nadia Spanggård / P+P Kulturarv

Realiseret

2024

Indstillingsår

2025

Anvendelse

Bolig

Areal

1-500 m²