fbpx

Ryegaard Fårestald

Fra 150 årig stald til moderne gæstehus.

Se mere

Ryegaard Fårestald

Fra 150 årig stald til moderne gæstehus.

Læs projektets egen beskrivelse

Den nuværende Avlsgård på Ryegaard mellem Roskilde og Holbæk fra 1876 er landets første asymmetriske avlsgård. Den er tegnet af arkitekt F. V. Tvede og er efter bygherrens mening bevaringsværdig, selv om den har været funktionstømt i en del år. De originale tegninger har været en hjælp til at sørge for at bygningens kvaliteter kan bevares.

En del af godsernes formål har været at bevare og formidle de kulturhistoriske værdier. At kunne bevare bygningen og give den en ny funktion er således en af de bedste metoder til at bevare de kulturhistoriske værdier. Ryegaard og Trudsholm Godser har efter ombygningen nu fået sin ottende bygning, der huser gæster til fester eller møder. Blandt de øvrige bygninger kan nævnes den gamle Kørestald fra 1656, der egner sig til julemarked, receptioner og koncerter. Det gamle Brandsprøjtehus, fra 1870erme. hvor 50 personer kan spise eller holde møder. Trudsholm Hovedbygning fra 1551, der er unik med sit romantiske forfald som kan opleves til fx. bryllupper. Hestestalden på Trudsholm der i år 2020 blev isoleret, fik et helt nyt køkken samt køkken, bad og toiletter. Orangeriet fra 1850erne der giver plads til primitive romantiske måltider under de 150 år gamle vinstokke. Det var således ikke nyt at finde en ny funktion til en ældre bygning.
Vi mente at en overnatningsmulighed ville kunne øge brugen af vore øvrige lokationer. Fx at huse bryllupsgæster i forbindelse med et bryllup på Trudsholm, eller efter en rund fødselsdag i Brandsprøjtehuset, eller i forbindelse med møder i vores trætophytter. Sammen med vores samarbejdspartnere udarbejdedes et projekt og der blev søgt om tilladelse både hos Kommunen og hos Fredningsnævnet. Der har været udfordringer med at forene bevarelse af de kulturhistoriske værdier med nutidens krav til bygningsregulativet. Vi har i den ene af de tre fløje fået plads til ni dobbeltværelser med bad. I den anden fløj har vi fået køkken, linnedrum lager og bibliotek/lounge. Den tredie fløj indeholder både spiserum, toiletkerne samt et mødelokale med plads til 97 spisende gæster.
Da vi fik afslag på vores ansøgninger til fonde, har vi også selv måttet finansiere byggeriet.
Vi mener selv at vi har fået et byggeri, der bevarer så meget som muligt af den gamle bygnings kulturhistorie og fortællekraft, samtidigt med at vi har fået en bygning med funktioner der opfylder kravene til moderne oplevelsesøkonomi. Vi er stolte af resultatet, hvor vi har sikret kulturhistorien, minimeret CO2 udslippet og kunnet give vores gæster en unik oplevelse i “vores” gæstehus, der slet ikke ville kunne været nået med en nyopført bygning.

Inspirerende ressourcetiltag

Det har været vigtigt for at reducere CO2 udledningen i forbindelse med byggeriet. Ryegaard og Trudsholm Godser opsuger mere CO2 end der udledes selv om der er tale om en større landbrugsvirksomhed. Vi har bevaret ydermurene, døre og vinduer. Vi har reduceret brugen af beton og stål, og i stedet maksimeret brugen af træ og andre materialer med et mindre CO2 forbrug. Der er anvendt Hempcreed og lerpuds, som udleder meget mindre end almindelige bygge materialer. Brostenene i den gamle svinesti er blevet genbrugt og omlagt så der nu er tale om en gårdhave i stedet.

Eksempelværdi

At finde nye funktioner til eksisterende bygninger bevarer de kulturhistoriske værdier.
Vi har genbrugt og citeret meget fra den gamle bygning. Både vægge, vinduer, døre samt mange andre detaljer. Dette giver en særlig oplevelse, når man er bruger af gæstehuset.
Dette eksempel mener vi at andre vil kunne blive inspireret af.

At genbruge så meget som muligt af eksisterende bygninger kan reducere CO2 aftrykket.
(Næsten) samtlige ydervægge er genbrugt, herunder de gamle vinduer. Herudover er der anvendt så meget træ som muligt samt Hempcrete og lerpuds for at reducere byggeriets klimapåvirkning. Dette vil andre, der renoverer eller bygger nyt også blive inspireret af.
At genbruge de gamle materialer giver en oplevelse af kvalitet og stoflighed, som nye materialer ikke kan matche.

At akustikken er blevet så god, hvor mange mennesker mødes, er et resultat af en planlagt indsats fremfor efterølgende reparationer.

At de langsigtede vedligeholdelsesomkostninger kan holdes ned ved at anvende kvalitetsmaterialer fremfor de billigste materialer, glemmes ofte i byggerier. Dette er en påstand, der desværre først kan dokumenteres om 150 år.

Solidt samarbejde

Lejre Kommune har været fleksible til at finde løsninger, der har kunnet rummes i bygningsregulativet.
Bygherre, rådgivere, arkitekter og entreprenører har inspireret og suppleret hinanden for at kunne opnå det ønskede resultat.
Der har været to entrepriser. En nedrivningsentreprise samt en opbygningsentreprise. Der har været inddraget både lokale håndværkere og Ryegaards egne håndværkere i processen.

Faglig kvalitet

Det har været vigtigt for os at bygningens arkitektoniske værdier blev bevaret og vist bedst muligt. Her fik vi hjælp af arkitekt MAA Mette Maegaard, som tidligere har hjulpet os med Trudsholms Hovedbygning og ombygning af det gamle hønsehus på Ryegaard.
Det har været vigtigt for os at minimere de fremtidige vedligeholdelsesomkostninger. Derfor har vi valgt de bedste metoder og materialer. For eksempel er der valgt naturskiffer til taget og Douglasgran fra vores egne skove til udvendig beklædning. Et andet eksempel er akustikken. Her blev der udviklet en virtuel model af samlingssalen så vi kunne høre hvordan de forskellige materialer ville ændre på akustikken inden vi valgte den endelige løsning. Da renovering af gamle bygninger ofte risikerer at give fugtproblemer, har vi valgt at bruge Hempcreet og lerpuds. Disse materialer er både meget diffusionsåbne og har et minimalt CO2 aftryk. Mange af bygningens detaljer er lavet af lokale håndværkere fx snedker og VVS samt af Ryegaards egne håndværkere. Hermed har vi kunne sikre at kvaliteten er meget høj og kan både ses og mærkes i det færdige resultat.

Levende bygningskultur

Ryegaard avlsgård er den første asymmetriske avlsgård i Danmark. Det vil vi gerne bevare. Da vi stadig har arkitekt Frederik Vilhelm Tvedes originale tegninger fra 1876 både i opstalt og plan, har vi kunne fastholde så meget som muligt af bygningens originale udtryk. Herunder brug af både gule og røde mursten, de gamle døre, porte samt vinduer.
Ved at anvende bygningen som gæstehus har vi undgået at skulle nedrive den meget solidt byggede bygning, men har kunnet skabe nyt liv i bygningen ved at give den en helt ny og mere nutidig funktion. Ved at have et gæstehus som en del af en levende landbrugsvirksomhed, får gæsterne en oplevelse, som men ellers ikke får mange steder.

Parter bag projektet

Bygherre K/S Ryegaard Gods, arkitekt Mette Maegaard, bygherrerådgiver Højgaard Consult ved John Holm, rådgivende ingeniører, Terkel Petersen, hovedentreprenør VM Anlæg A/S.

Yderligere information om projektet

https://www.ryegaard.dk/moder-og-konferencer/farestalden

Sted

Munkholmvej 380 B
4060 Kirke Såby

Realiseret

2024

Indstillingsår

2025

Anvendelse

Erhverv

Areal

501-5.000 m²