Kunsten
Museum of Modern Art
Læs projektets egen beskrivelse
Respektfuld restaurering og modige nyskabelser under jorden spiller overraskende godt sammen i opdateringen af Alvar.
Alvar Aaltos ikoniske museumsbygning er en tidlig forløber, der passer perfekt ind i den profil, som Aalborg i dag ønsker at tegne af sig selv. Derfor er der nu gennemført en omfattende restaurering og revitalisering af Alvar Aaltos arkitektoniske perle.
Projektet omfatter blandt andet en gennemgribende restaurering af bygningen og parken, en revitalisering af udstillingsarealer og publikumsfaciliteter, et bedre flow gennem museet samt nye og forbedrede personalefaciliteter. Bygningens status som fredet har sat sine klare rammer for arbejdet, men ved at grave ned i jorden og med en bedre udnyttelse af det underliggende parterre-plan er der tilføjet modige nyskabelser, der fungerer overraskende godt i bugen på Aaltos bygning.
Revitaliseringen af museet er sket i Aaltos ånd. Opgave har bestået i at bevare mest muligt af Aaltos enestående bygning og samtidig skabe et moderne og tidssvarende museum. Det er lykkedes os at opfylde museets ønsker inden for husets rammer ved at operere under jorden. Det er også her, de væsentligste ændringer er foretaget – både i parterre-plan og i kælderen. Til gengæld har stueetagen – hvor Aalto er stærkest repræsenteret – været så godt som urørlig. Der er sket ændringer i velkomstarealet, museumsbutikken er flyttet og har fået mere plads, og så er der etableret et vidensrum i den gamle kammermusiksal. Men ellers er der tale om en yderst nænsom restaurering.
Projektet er tro over for Aaltos arkitektoniske sprog og hans materialeholdning. Aalto arbejdede med et begrænset materialevalg – træ, tegl, marmor, messing og beton. Det er blevet respekteret. En ny trappe fra udstillingsarealerne i stueetagen fører direkte ned i museets nye ’black box’. Hvor der tidligere var depotrum og toiletter, er der skabt et stort og fleksibelt udstillingsrum. Her kan man dyrke mørket.
Brugskvalitet
Publikum føler, at de kommer tilbage til et museum, som de kender, men som samtidig er opgraderet til de krav, der i dag stilles til et museumsbesøg.
Eksempelværdi
Udført med stor respekt for den nuværende bygning og den tidligere kunstners værk
Parter bag projektet
Bygherre: Kunsten - Museum of Modern Art, Aalborg
Totalrådgiver: Erik Møller Arkitekter A/S
Bygherrerådgiver: NIRAS
Arkitekt: Erik Møller Arkitekter A/S + TRANSFORM ApS
Landskabsarkitekt: GHB Landskabsarkitekter A/S
Ingeniør: Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S
Andre aktører: TL Byg A/S, Ib Andersen VVS A/S, Fruensgaard Byg A/S m.fl.
Sted
Kong Christians Allé 50
9000 Aalborg