fbpx

Jorcks Bistro i Jorcks Passage

Fra kontorer til kantine – en ombygning med respekt for historien

Se mere

Jorcks Bistro i Jorcks Passage

Fra kontorer til kantine – en ombygning med respekt for historien

Læs projektets egen beskrivelse

I hjertet af København ligger Jorcks Passage. Et ikonisk vartegn fra slutningen af 1800-tallet tegnet af den anerkendte arkitekt Vilhelm Dahlerup for bygherren Reinholdt W. Jorck. Dahlerup er desuden kendt for at have tegnet mange andre markante københavnske byggerier som bl.a. Dahlerups Pakhus, Det Kongelige Teater, Hotel D’Angleterre og Ny Carlsberg Glyptotek.

I mere end 130 år har bygningerne i Jorcks Passage været en central del af Københavns liv og udvikling. Passagen, der forbinder Strøget og Skindergade, er kendt for sin arkitektoniske elegance, rige udsmykning, historiske detaljer og smukke facade, der vidner om en svunden tid. Men hvor passagens stueplan er et velkendt og velbesøgt københavnsk byrum, er der ikke mange, der ved, hvordan passagebygningen ser ud inde bag facaden.

Over de senere år har passagebygningen gennemgået en række moderniseringer for at bygningerne efterlever alle moderne byggetekniske krav og brugernes behov. En af de mest markante moderniseringer var, da selve passagen blev overdækket med et smukt glastag i 2015, og ejendommen ved samme lejlighed fik tilført en tagterrasse med udsigt over byens tage, frit udsyn til Københavns smukke tårne og højhusene uden for Indre By. Senest, i 2024, har en del af ejendommen gennemgået en gennemgribende transformation, idet nogle tidligere kontorlokaler er blevet forvandlet til et nyt fælles kantine- og mødecenter, navngivet Jorcks Bistro, der samler bygningens lejere.

Valget af placeringen af bistroen faldt på to kontorlejemål på i alt 550 kvadratmeter på 4. sal ud mod Skindergade, for at gøre det let at medbringe frokosten op på ejendommens tagterrasse.Det var helt essentielt for Jorcks Ejendomme, at renoveringen blev gennemført med stor respekt for bygningens historiske arv. Det har derfor været et gennemgående fokus for hele projektet at skabe funktionelle og moderne rammer for bistroen med respekt for ejendommens oprindelige arkitektur. Ved brug af nøje udvalgte materialer og farvevalg er der lagt vægt på at forene fortidens æstetik med nutidens moderne krav.

Indretningen af den nye bistro hylder bygningens rige historie ved at bevare originale detaljer og blotlagte støbejerns søjler samt at indarbejde moderne faciliteter i den nye fælles kantine, der tilgodeser lejernes behov for både praktik og æstetik.

Blik for brugerne

Inden projektet med etableringen af Jorcks Bistro gik i gang, var det vigtigt at de kommende brugere var med på idéen. Opbakningen var stor, og mere end 80% af lejerne havde forpligtet sig til at deltage i kantineordningen allerede før ombygningen blev sat i gang. Lejerne var med i hele processen og blev forelagt både indretningen, tankerne om designet og Jorcks Ejendomsselskabs forslag til operatør og madkoncept.
Hvor der tidligere var individuelle spisefaciliteter i de enkelte lejemål, og hver enkelt virksomhed havde individuelle frokostleveringsordninger, kan Jorcks Ejendomsselskab nu, med den nye bistro, tilbyde en mere praktisk og pladsbesparende løsning for deres lejere.
Derudover giver bistroen mulighed for, at lejerne – der inden ombygningen kun mødte hinanden på trapperne og ved cykelstativerne – nu kan mødes på tværs af lejemål til alt fra frokost og fredagsbarer til større arrangementer som julefrokoster og sommerfester, hvilket styrker fællesskabet blandt brugerne af ejendommen. Mange af ejendommens kontorlejere kender i forvejen hinanden, og det er ikke usædvanligt, at medarbejdere på tværs af virksomhedsskel nu mødes uformelt til hyggelige samtaler, mens de deler frokostbord.

Inspirerende ressourcetiltag

Projektet et godt eksempel på, hvordan arkitektur kan forme mere end blot mursten og mørtel – det kan også styrke en bygnings historie og skabe relationer mellem brugerne. Originale detaljer som vinduer og søjler er nænsomt bevaret, hvilket fremhæver bygningens historie og ånd, samtidig med at de tjener praktiske formål.
Renoveringen har skabt plads til nye mødelokaler, hvilket sikrer optimal udnyttelse af de eksisterende arealer, samtidigt med at det bidrager til en mere fleksibel arbejdsramme for lejerne. Og det kommer til udtryk hos kontorlejerne, hvis pladsbehov har ændret sig med de nye faciliteter. Efterhånden bliver tidligere spiseområder i lejemålene omdannet til andre funktioner, mens nye lejere fravælger egne møderum og spiseområder.

Eksempelværdi

Det har været helt afgørende for Jorcks Ejendomsselskab at bevare bygningernes ånd og æstetiske udtryk. Men det kan være ret udfordrende at integrere moderne installationer i historiske bygninger, da de sjældent er usynlige.
Fra design og materialevalg til brand- og konstruktionstekniske løsninger – Jorcks Bistro er et glimrende eksempel på, hvordan man kan forene historiske bygningers æstetik og elegance med moderne installationer og sikkerhedsstandarder.
Dette gælder både under projektet og efter færdiggørelse, da de rigtige løsninger er afgørende for at beskytte både menneskeliv og bygningsstruktur.
Renoveringen viser, at det er muligt at tilføje nutidige funktioner, som eksempelvis et fuldt funktionsdygtigt produktionskøkken, fedtudskiller, afstivning, brandalarmer og flugtvejsgange, samt ventilation, der overholder kravene, uden at gå på kompromis med bygningens oprindelige stil.
Jorcks Bistro kan være til inspiration for fremtidige renoveringer af historiske bygninger og projekter, hvor æstetik, funktion og sikkerhed alle vægtes højt.

Solidt samarbejde

Projektet har været præget af et tæt samarbejde mellem alle involverede parter. Med tidlig involvering af alle de relevante rådgivere, entreprenører, arkitekter og ingeniører, var det muligt at sikre en gennemarbejdet planlægning fra start. Bygherres aktive engagement har været afgørende for løsningen af projektets komplekse udfordringer, og det har skabt et solidt fundament for både det praktiske og æstetiske resultat.
Fra start til slut har projektet været præget af ressourceeffektivitet og håndværksmæssig respekt, hvor selv de mindste detaljer er blevet behandlet med omtanke.
Hele projektet blev gennemført, mens bygningen forblev i fuld drift, hvilket krævede koordinering og tæt samarbejde mellem alle involverede parter. Samtidig med bistroprojektet rykkede flere lejere internt i ejendommen i forbindelse med udvidelser og indskrænkninger af lejemål. Derfor var det indtænkt i planlægningen at få lavet nødvendige rørgennemføringer og udføre mest muligt af det støjende arbejde i de få uger, hvor hvert enkelt lejemål var ledigt.
Håndværkere, materialer og værktøj bevægede sig således gennem bygningen uden væsentligt at forstyrre brugernes daglige arbejde. Dette blev gjort muligt gennem detaljerede tidsplaner og opdeling af arbejdet i etaper, for at lejerne i bygningen kunne fortsætte deres aktiviteter stort set uforstyrret.
For at minimere gener for lejere blev der etableret dedikerede adgangsveje og arbejdszoner for håndværkerne. Materialer blev transporteret og opbevaret på en måde, der tog hensyn til bygningens snævre forhold, de vanskelige leveringsforhold i Skindergade, og at fællesområder og flugtveje forblev tilgængelige for bygningens brugere.

Faglig kvalitet

I Jorcks Passage smelter arkitektur og ingeniørkunst sammen i en transformation, der forener fortid og nutid. Arkitektoniske detaljer fra den oprindelige bygning blev nænsomt bevaret og integreret med moderne faciliteter, så det historiske udtryk forblev intakt.
De nye rum balancerer elegant mellem funktionalitet, der opfylder nutidens krav, og et æstetisk udtryk, hvor materialer og design skaber rød tråd gennem bygningen. Valg af farver, fliser, billeder og inventar tager udgangspunkt i eksisterende udsmykning andre steder i passagen for at understrege bistroens rolle som et centralt og samlende element i Jorcks Passage.
Under ombygningen blev sikkerheden og arbejdsprocessen sikret gennem omhyggeligt planlagte ingeniørløsninger. Brandtekniske systemer blev implementeret for optimal brandsikring, herunder varslingsanlæg, der aktiveres automatisk via detektorer, samt strategisk designede flugtveje, der muliggjorde sikker evakuering. 
Samtidigt blev innovative konstruktioner som stålrammer både forstærket og diskret integreret for at beskytte bygningen under renoveringen og skabe varige løsninger. Denne harmoniske sammensætning af design og teknik har sikret, at historie, funktionalitet og sikkerhed går op i en højere enhed.

Levende bygningskultur

Projektet formår at puste nyt liv i en ikonisk bygning, der har eksisteret i over 130 år. Ved nænsomt at respektere og fremhæve stedets arkitektoniske værdier bidrager renoveringen til at bevare og holde liv i den Københavnske bygningskultur ved at forbinde fortid og nutid gennem et design, der både respekterer den ikoniske arkitektur og tilføjer moderne, funktionelle elementer.
Jorcks Bistro har tilført Jorcks Passage nyt liv og fællesskab inde bag facaderne, på etagerne over butikkerne, hvor kun de færreste ved hvordan der ser ud, men hvor dem der gør, nu værdsætter deres arbejdsplads endnu mere.

Parter bag projektet

Bygherre: Jorcks Ejendomsselskab (Aktieselskabet Reinholdt W. Jorck)
Hovedentreprenør: DEKO HOVED- OG TOTALENTREPRISE
Arkitekt: DesignGroup Architects
Ingeniørrådgiver: AFRY

Yderligere information om projektet

https://jorcksbistro.dk/projektbeskrivelse

Sted

Jorcks Passage 1B, 4. sal
1162 København K

Fotos: Fotokreditering fremgår af filnavnet for de enkelte billeder og er henholdsvis fotograf Hannah Paludan Kristensen, Bendix Marketing og Jorcks Ejendomsselskab

Realiseret

2024

Indstillingsår

2025

Anvendelse

Erhverv

Areal

501-5.000 m²