fbpx

Vinder 2019

Hotel Herman K

Fra transformerstation til hotel og restaurant

Se mere

Hotel Herman K

Fra transformerstation til hotel og restaurant

Begrundelse for nominering

Hotel Herman K er eksemplarisk for sin forvandling fra en stilfærdig, hengemt transformatorstation til et højklasset hotel. Det vellykkede resultat, hvor det på en begavet måde er lykkedes at bevare den brutalistiske betonarkitekturs rå stoflighed, vidner om en overlegen arkitektonisk beherskelse, fornem byggeledelse og et godt samarbejde med hoteloperatøren. Med til den gode fortælling hører endvidere, at bygherren af egne midler har finansieret byggeriet og insisteret på en håndværksmæssig udførelse af høj kvalitet. Samlet vurderet er det en overbevisende præstation, som gør nomineringen af Hotel Herman K fuldt fortjent.

Læs projektets egen beskrivelse

Midt i København står en industrihistorisk perle i beton og bronze. Bygningen er opført i årene 1962-63, opført af Stadsarkitektens Direktorat og arkitekt Hans Chr. Hansen, og har, til 2013, levet en relativt anonym tilværelse som transformerstation, nabo til nogle af byens travleste gader og nabo til mange af byens kendte bygninger, gader og pladser. Dansk Ejendoms Management købte bygningen i 2015 med henblik på at skabe et særligt sted i Københavns centrum, funderet på bygningens unikke arkitektoniske kvaliteter. Det er blevet til Hotel Herman K, hotel og restaurant.

Omdannelsen af bygningen i højstyrke sprængsikker beton har været krævende for de udførende parter, særligt da man har arbejdet med henblik på at bevare store dele af huset. Transformerstationens arkitektoniske kvaliteter har heldigvis været besværet værd. Dette vigtige stykke brutalistisk Dansk kulturarv kan nu opleves af fremtidige generationer sammen med den historiske bevidsthed om en ikke fjern fortid, hvor byens ”tunge” funktioner i højere grad prægede hovedstadens dagligliv.

Den mest åbenlyse af disse arkitektoniske kvaliteter er bygningens facade i bronze, som er bevaret med nogle markante ændringer, der gør facaden mere åben og tillader dagslys at komme ind i hotellets lobby og værelser. Indenfor vil den besøgende blive mødt af en 12 meter høj lobby. Tidligere blev store transformere kørt ind i denne hal i bygningens midte. Her blev de hejst ned på skinner og trillet på plads i bygningens tre transformerrum, som i dag rummer restaurant og lounge. Den tidligere monteringshal er en imponerende påmindelse om bygningens funktionelle fortid. Konstruktion og materialer er stolt fremvist rå og utilslørede (Béton brut) i samme ånd som ved bygningens brutalistiske fødsel. De høje port partier, rummets proportioner, rå in situ støbte betonmure, svalegange, trapper og andre storskala rester fra en 50 år gammel industrikultur er bevaret. Ombygningen har haft til sigte at vise bygningens forskellige historiske lag på en tydelig og afklaret måde.

I den øvre del af bygningen er værelser udformet med stor variation. Hvor det har været muligt, er rå betonmure og betonlofter bevaret. Gennem vinduerne mod gaden filtreres dagslyset mellem facadens bronzelameller.

Håndvaske i keramik er specialfremstillede til Hotel Herman K i samarbejde med bl.a. Kähler. Kähler var indtil ultimo 2018 et firma i samme koncern som Dansk Ejendoms Management. Hotellets navn stammer ligeledes fra Herman A. Kähler (1846 – 1917), den mest berømte historiske frontmand for Kählers værksteder.

Bilag

Blik for brugerne

Det bæredygtige potentiale i genanvendelse, frem for nedrivning og nybyggeri har skabt håndgribelige resultater på Hotel Herman K, hvor der er genanvendt højstyrkebeton og armering i fundamenter, mure, dæk og skillevægge. Bronzefacaden er ligeledes genanvendt og ombygget. Den ikke isolerede betonbygning fra 1963 lever nu op til bygningsreglementets krav for energiforbrug. At bevare den unikke bronzefacade - og således både finde en løsning på energiforbrug og bevarelse af den historiske bygnings egenart - har været en udfordring. Konkret er det løst ved at kombinere indvendig og udvendig isolering på bygningens forskellige dele og ved at variere tykkelsen på isolering på forskellige bygningsdele. Ventilationssystemet er nøje tilpasset bygningens anvendelse og æstetiske rammer. I fællesområder er der eksempelvis valgt et diffust indblæsningsprincip over loft for både at tage hensyn til bygningens lave installationshøjde og uden at gå på kompromis med hverken energieffektivitet eller indeklima. Samtlige ventilationsaggregater er forsynet med effektiv varmegenvinding og ventilatorer med et lavt el-forbrug. En del af bygningens el-forbrug dækkes af energi fra solceller monteret på bygningens tag.

Brugskvalitet

Hotellet og restauranten har fået fine anmeldelser hos brugere, fagfolk, pressen, mad- og modebloggere og lignende. Det er afgørende for hotellets drift og omdømme, at vurderingerne er positive, og at bygningen bliver taget godt imod, og at bygningen fungerer godt i praksis.

Bidrag til omgivelser

Den strækning af Bremerholm, hvor Hotel Herman K står, var før omdannelsen et overset stykke midtby. Klemt inde mellem Magasins p-hus og en udtjent transformerstation var det et ubemærket sted, som de fleste folk passerede i al hast. Hotel Herman K har pustet forfriskende nyt liv i gaden med en facade i øjenhøjde, som henvender sig til forbipasserende. Facaden er nu rengjort, transparent, beplantet og de gamle montrer på facaden har fået nyt udstillingsindhold og er lavet, så man kan kigge gennem dem ind i bygningen. Folk er velkomne inden for i hotellet, som serverer kaffe ”to go” og små anretninger først på dagen, og restauranten større middage om aftenen. Den besøgende – og ikke kun hotellets overnattende gæster - har også mulighed for at sætte sig på bygningens grønne tagterrasse i gården og her nyde freden og få en pause fra det pulserende københavnske byliv. Fra denne fælles tagterrasse kan 80 år gamle gavlreklamer stadig tages i øjesyn. De gamle reklamer har været skjult for offentligheden i årtier. I deres storhedstid har de været farverige og stærke, nu rummer de en mere afdæmpet æstetik, som forsigtigt minder den beskuende om livet i København, endnu før transformerstationen blev bygget. Fra mange af hotellets 31 værelser kan gæster ved at åbne vinduet komme i nærkontakt med den gamle bronzefacade, der skærmer vinduerne mod gaden som et slør. Oplevelsen er unik og taktil.

Eksempelværdi

Hotel Herman K kan synliggøre over for fremtidens bygherrer og over for offentligheden, hvordan den nære fortids fortællelag kan skabe værdi. 60’ernes og 70’ernes brutalisme er en lidt overset, og endnu ikke så værdsat, stilperiode, som bliver mere aktuel og vil kræve mere opmærksomhed i fremtiden. Projektet er et af de første og mest stærke eksempler på, hvordan brutalismens bygninger kan omdannes og har kvalitet.

Solidt samarbejde

Omdannelsen har været en omfattende og udfordrende aktivitet, som ikke kunne gennemføres uden, at alle involverede parter arbejdede konstruktivt og løsningsorienteret sammen. De gode løsninger har krævet omfattende planlægning, økonomisk prioritering og tålmodighed fra rådgivere og udførende folk i byggeperioden. Særligt har udgravning og understøbning været udfordrende (vandspejlet står højt) ligesom nye huller eller udskæringer i den stenhårde beton har taget tid og været støjende. Faggrupperne har arbejdet på beskeden plads med alverdens logistiske udfordringer til følge. Hensyn til byggepladsforanstaltninger, velfærdsfaciliteter, oplagring af materialer, naboer, tung trafik, parkering, sikkerhed ved f.eks. kranarbejde er nogle af de praktiske udfordringer som har måttet løses, ofte dag for dag. Det er et bredt fælles (og ofte vanskeligt) løft, som har omdannet denne svære og smukke bygning for eftertiden.

Økonomi og værdiforøgelse

Bygningens anvendelse som hotel var ikke bestemt, da bygningen blev købt. I begyndelsen var alene en hensigt om at skabe et særligt sted i København og en fascination af bygningens unikke kvaliteter. Ejerlejligheder og butik i stueetagen ville have været lettere at udføre end hotel, men blev valgt fra, da adgang til bygningen ville blive relativt privatiseret. I stedet blev det besluttet at lave et hotel med restaurant, da offentligheden ville have lettere adgang og antallet af mennesker, som kunne opleve værdien af den unikke arkitektur ville blive bredere.

Udførelseskvalitet

Omdannelsen har været som at skræddersy en habit. Meget få elementer har kunnet hejses færdige ind udefra. Mange bygningsdele er blevet lavet på pladsen og tilpasset til de faktiske snævre og ofte kringlede forhold. Denne ikke ligefremme proces har givet bygningen en håndlavet kvalitet, som man ofte kender fra ældre byggeri, og som mennesker værdsætter. Et eksempel på dette er omdannelse af bronzefacaden, som er udført af gørtler, et fag, som sjældent får mulighed for at arbejde med projekter i stor skala. Hvert facadeelement er nedtaget, rengjort, genpatineret og genopsat. Dele af facaden er ombygget med specialiseret værktøj, metoder og løsninger, f.eks. ”sølvlodninger”. Et andet eksempel er den bevarede in situ støbte beton, som har måttet gennemgås meter for meter for rensning, reparation og slutbehandling. Megen projektering er tilpasset stedets faktiske forhold. At bevæge sig rundt i huset i dag er et lille eventyr, hvor den udførende hånds spor er synlige, og hvor specielle løsninger kan findes rundt om hvert hjørne.

Parter bag projektet

Bygherre og Arkitekt: Dansk Ejendoms Management A/S

Energi- og installationsingeniør: Dansk Energi Management A/S

Hotelkunde og indretning: Brøchner Hotels A/S

Konstruktionsingeniør: AB Clausen A/S

Hovedentreprenør A: HM Byg tømrer og snedkerforretning A/S

Hovedentreprenør B: Hoffmann A/S

Yderligere information om projektet

https://dejm.dk/portfolio-item/hotel-herman-k/

Sted

Bremerholm 6
1069 København K

Realiseret

2018

Indstillingsår

2019

Anvendelse

Erhverv

Areal

501-5.000m2