Henriksgården i Valby
Forvandling af almen afdeling i Valby
Henriksgården i Valby
Forvandling af almen afdeling i Valby
Læs projektets egen beskrivelse
Ny profil for nedslidt boligafdeling i Kulbanekvarteret i Valby
Den almene afdeling Henriksgården er ikke til at genkende. Bebyggelsens krakelerende betonfacade er erstattet af mursten i smukke gule nuancer, altaner er dækket ind af foldeglas, og ensformige græsørkener mellem blokke er omdannet til frodige fællesarealer. Forvandlingen er et resultat af en helhedsorienteret renovering, hvor almene midler er udnyttet optimalt for at skabe størst mulig værdi for beboerne i afdelingens 332 boliger.
Blik for brugerne
Der er samarbejdet bredt med byggeudvalg og beboere om at finde de rette helhedsbaserede løsninger. Beboerne har ønsket bedre indeklima, højere komfort og trygge omgivelser, der understøtter både hverdagsliv og fællesskab. Der har ikke været budget til en totalrenovering, og beboerne har i bedste beboerdemokratiske stil været med til at prioritere arbejderne. Ved at fastholde rumfordelingen i boligerne er der blevet råd til komplet ny klimaskærm, og ved at beholde de eksisterende køkkener, er der blevet råd til nye badeværelser og foldeglas på altaner.
Inspirerende ressourcetiltag
Det er god ressourceanvendelse, når én løsning kan løse flere udfordringer på én gang, og netop denne tilgang har været styrende for projektet. Flade tage er blevet til ensidigt hældende tage af flere årsager. De nye tage gør det muligt at placere solceller optimalt i forhold til solen, og samtidig er der skabt tagrum, hvor et komplet nyt ventilationssystem er placeret. Ventilationssystemet sørger for godt indeklima i boligerne, og solcelleanlægget leverer gratis fællesstrøm, der blandt andet bruges til tryghedsbelysningen på de nye udearealer. Endelig er altanerne blevet glasinddækket, hvilket både giver beboerne en oplevelse af ekstra plads og samtidig forlænger altanernes levetid.
Den nødvendige udskiftning af nedslidte VVS-installationer er blevet kombineret med en fuld renovering af de oprindelige badeværelser, hvilket sikrer en langtidsholdbar løsning og øger boligkomforten betydeligt. Renovering af eksisterende kloaknet er tænkt sammen med håndtering af tung jordforurening på grunden, og samtidig er området blevet klimatilpasset gennem lokal regnvandshåndtering og etablering af regnvandstanke. Disse tiltag er ikke kun tekniske foranstaltninger, der skal sikre afdelingen imod oversvømmelser, det er også en løsning, der skaber fundamentet for frodige grønne gårdrum med varieret beplantning, der styrker både biodiversiteten og fællesskabet mellem beboerne.
Eksempelværdi
Henriksgården er et tidstypisk betonelementbyggeri fra 1960’erne. Som mange lignende afdelinger har Henriksgården igennem flere årtier kæmpet med byggeskader, udtjente installationer og et meget træt æstetisk udtryk. Derfor har det været afgørende for afdelingen, at de med én omfattende renovering fik løst en lang række udfordringer.
Henriksgården er et stærkt eksempel på, hvordan en slidt almen boligafdeling kan forvandles til et moderne, attraktivt og trygt sted at bo. Projektet viser værdien af klare prioriteringer, tæt inddragelse af beboere og en helhedsorienteret tilgang, hvor både funktionelle, æstetiske og miljømæssige behov vægtes lige højt.
Resultatet er en boligafdeling, som beboerne er stolte af, og som står på niveau med de nyere boligområder i Valby. En afdeling, der igen er et aktiv for lokalområdet. Henriksgården demonstrerer, hvordan man med omtanke, samarbejde og dygtig planlægning kan skabe langtidsholdbare løsninger, der både forbedrer hverdagen for beboerne og styrker den almene boligsektors rolle i udviklingen af vores byer.
Parter bag projektet
DAB-Lejerbo (bygherre) AI Arkitekter & Ingeniører (totalrådgiver), Opland (Landskab), NIRAS (Jordhåndtering) Nordstern (entreprenør)
Yderligere information om projektet
https://ai.dk/projekter/almene-boliger/henriksgaarden/
Sted
Vigerslev Vænge 2-66, Vigerslev Alle 171-179
2500 Valby