Et italiensk Palazzo i Slotsgade
En historicistisk bygning i Slotsgade i Hillerød er transformeret og fået sin oprindelige karakter tilbage
Et italiensk Palazzo i Slotsgade
En historicistisk bygning i Slotsgade i Hillerød er transformeret og fået sin oprindelige karakter tilbage
Læs projektets egen beskrivelse
Matriklen som består af Slotsgade 13-15 og Frederiks Torv 8, er i dag transformeret så den fremstår som en enhed med henblik på udlejning til erhverv. Projektet omfatter renovering, restaurering og transformation af matriklens eksisterende bygninger.
Frederik II byggede Hillerød Slot i 1560, da egnen var velegnet til jagt, og Slotsgade har sidenhen været den vigtigste handelsgade i Hillerød, hvor håndværkere og købmænd slog sig ned for at servicere Frederiksborg Slot. Byen har været hærget af brande i 17- og 1800-tallet, som gjorde det af med de fleste af byens bindingsværkshuse. De huse der blev opført herefter, er af teglsten og med tegltag, og er også dem der i dag præger Slotsgade. Gadens buede forløb fra slottet ned mod torvet med det gamle rådhus, krummer sig naturligt efter søens bred.
I 1865 blev jernbanen fra København til Hillerød opført, hvilket åbnede for handelsmuligheder og arbejdspladser på tværs af byerne. Tidens byggestil historicisme, er en fælles betegnelse for en europæisk arkitekturstrømning, som efterlignede tidligere stilarter. I Danmark blev stilen især anvendt fra 1850’erne og frem til 1910.
Der blev etableret flere virksomheder bag Slotsgade i 1800-tallet, men landbrugsmaskinfabrikken Nordsten fra 1877 var den største. Virksomheden Slotsgade 13-15 er opført i 1887 som administrationsbygning for landbrugsmaskinfabrikken Nordsten, beliggende midt i Hillerød og har en Bevaringsværdi 3. Virksomheden strakte sig dengang fra administrationsbygningen i Slotsgade 15, over Nordstensvej, hvor støberihallen og de øvrige fabriksbygninger lå.
Datteren til ejeren Peder Nordsten, boede i den smalle rødstensejendom Slotsgade 13 fra 1901, også kaldet Prinsessefløjen. Arkitekten Vilhelm Holck der tegnede støberihallen til Nordsten, samt Hillerød Rådhus i nationalromantisk stil, har formentlig også tegnet Slotsgade 13. Bygningen i Slotsgade 15 er bygget i historicistisk stil, og inspirationen blev fundet i den italienske Palazzostil, som er kendt fra italienske renæssancevillaer og paladser. Gadeplanet blev indrettet til butikker, og bygningen blev udstyret med arkadebuer, halvpiller og relieffer.
Efter en grundig farvearkæologisk undersøgelse udført af Nationalmuseets konservatorer, er bygningen blevet ført tilbage til sit oprindelige udtryk.
Slotsgade 15 har været en processuel restaurering, hvor der er taget stilling til de enkelte rum og materialer løbende, i stedet for at anlægge en fast restaureringsholdning fra begyndelsen. Dette har bl.a. muliggjort en fleksibilitet i materialeanvendelsen, men også været nødvendigt, da der dukkede overraskende historiske lag frem undervejs. Dette viste sig især ved de farvearkæologiske undersøgelser, udarbejdet af Nationalmuseets konservatorer, hvor både marmorering, ådring på porte og døre og kraftige facadefarver ændrede projektets oprindelige farveretning. Selvom bygningen ikke er fredet, har restaureringsprocessen fulgt konservatorens anbefalinger for at sikre en så autentisk historiefortælling som muligt, og dermed styrke bygningens arkitektoniske identitet.
Bygherren har haft et fokus på genbrug og genanvendelse fra begyndelsen. Alle materialer, der er taget ud fra bygningen, er opbevaret på pladsen, eller på et lager for senere at blive genbrugt i bygningen, eller i et andet byggeprojekt, f.eks. er væggene stabiliseret med baghusets etagebjælker. Der blev ligeledes genbrugt og suppleret op med gulvbrædder fra en anden byggesag. De steder hvor det har været muligt, har der været brugt genbrugsmaterialer.
De farvearkæologiske rapporterer udarbejdet af Nationalmuseets konservatorer, indeholder anbefalinger til den farvesætning der vurderes at komme tættest på de oprindelige farvelag. Der blev ud fra disse anbefalinger bestilt forud-blandede pigmenter, som maleren kan blande på stedet med linolie, og stryge på med pensel. Rapporterne peger på i alt 5 perioder i facadens farvelag, som de har kunnet afdække. Før 1960 da man begyndte at bruge PVA plastmaling til facaderne anvendte man linoliemaling på facader. Facaden blev i periode 2 farvesat med tre forskellige sienna- eller terrakottalignende farvetoner, hvor de fremtrædende dekorative elementer var malet med den lyseste variant. Vinduerne vurderes at have været malet med en mørk umbrabrun linoliemaling.
Da porten blev afrenset for plastmaling (som har beskyttet messing- og jernreliefferne mod rust) viste den sig at have været ådret, og i fin stand under malingen. Støbejernet er genopført på pladsen af stukkatøren, de afrensede støbejernsrelieffer og rosetter er sat på, og alt er blevet ådret med brun lasering. Vinduerne er bevaret og restaureret med linoliemaling, alt træværk er nænsomt snedkerrepareret.
Det røde baghus på Frederiksgade 8, blev restaureret. Atriumgården med gavlfacader, hvor den ene er blevet behandlet med jernvitriol som oprindeligt og den anden facade er blevet sækkeskuret med kalkmørtel. Atriumvinduerne er i genbrugsaluminium og alle farver er nøje afstemt de gamle mure.
Historicistiske facader har ”ornamentering med mening”, da ornamenteringerne har den funktion at de leder vandet væk fra facaden. Ornamenterne var overvejende i dårlig stand, og er blevet udbedret efter traditionelle metoder, så de kan holde og vedligeholdes mange år frem. Der er tilført nye tilpassede ovenlysvinduer i støbejern.
Facaden er genskabt med linolie og jordpigmenter, og de dygtige håndværkere fortæller om glæden ved at lave denne, for dem sjældne, opgave. Processen undervejs fungerede som en art levende museum, med alle de gamle teknikker, redskaber og materialer. Generelt har der været en begejstring over at blotlægge, og genskabe de oprindelige lag, men også en bekymring over at risikere at træffe forkerte valg, og dermed ødelægge den historiske fortælling vi ønskede at videreføre.
Blik for brugerne
I renoveringen, restaureringen og transformationen af Slotsgade 13-15 er der lagt vægt på at balancere bygningens historiske værdi med nutidens behov, samtidig med at anerkende bygningens historie ved at lade originale og historiske spor være synlige. Restaureringen viser, hvordan bygningen så ud i slutningen af 1800-tallet, men samtidig fremstår som en flot ejendom, hvor man har restaureret bygningerne med respekt for originalitet og autenticitet, der derved gør en forskel for lokalområdet og bidrager til oplevelsen af Slotsgade.
Gårdrummet mellem Slotsgade 13-15 og baggården Frederiks Torv 8 er renoveret, og blevet til et attraktivt og smukt grønt område med mulighed for at skabe liv og aktiviteter med udeservering fra café, restaurant og bar. Transformationen af bygningerne har indvendigt skabt muligheden for at etablere kontorlokaler i et sammenhængende forløb på tværs af bygningsskel.
Det der før var en mere anonym bygning, er nu blevet en markant og identitetsskabende del af Hillerøds historiske gadeforløb. Borgere og forbipasserende i Slotsgade har kunnet følge med i byggeprocessen via opsatte bannere der informerede om bygningens ændrede facadeudtryk, og den farvearkæologiske undersøgelse.
Inspirerende ressourcetiltag
Projektet har været kendetegnet ved en målrettet og bæredygtig tilgang til materialer og ressourcer. Alle originale vinduer, gulve og stukdetaljer er nænsomt restaureret for at bevare så meget af bygningens oprindelige karakter som muligt. Derudover er træ, tømmer og mursten, som blev nedtaget under renoveringen, blevet genbrugt i andre dele af bygningen. Tidligere uudnyttede områder i tagetagen er blevet omdannet til funktionelle og brugbare rum, der understøtter bygningens nye anvendelse.
Eksempelværdi
Transformationen af ejendommene på matriklen viser hvordan forskellige bygningstyper kan integreres som én samlet helhed, og på den måde forlænges bygningsværdien for fremtidige generationer.
Solidt samarbejde
Restaureringen har været et velfungerende samarbejde på tværs af faggrupper, og med en forståelse for et samspil mellem bygningens historie og fremtidens krav. Renoveringen og restaureringen af Slotsgade 13-15 har været en kompleks proces, hvor der har været stillet høje krav til alle involverede parter. Bygherren er i projektet gået meget langt for at restaurere og genskabe efter alle de anbefalede metoder, og har favnet at projektets omfang har udviklet sig undervejs.
Faglig kvalitet
Restaureringen og transformationen er udført med stor respekt for bygningens oprindelige håndværk og detaljer. Den oprindelige arkitekturs hovedtræk er genskabt. Vinduer og dørhuller er åbnet, og deres oprindelige funktion er genskabt. Hovedtrappen er blevet nænsomt restaureret, og marmoreringer og ådringer i portrummet er genskabt – alt udført på et højt fagligt og håndværksmæssigt niveau til inspiration for andre med tilsvarende gamle ejendomme.
De originale plankegulve er blevet restaureret i hovedhuset, og de markante spærkonstruktioner er blevet renset og olieret, og bragt tilbage til deres oprindelige udtryk. Facaden er ligeledes blevet restaureret, og fremstår nu original og autentisk. Samtidig er alle bygningens installationer blevet udskiftet for at imødekomme nutidens og fremtidens behov og sikre en lang levetid.
Levende bygningskultur
I Slotsgade 13-15 samt gårdrummet og baghuset Frederiks Torv 8, er fortid og nutid blevet forenet med stor respekt for originalitet og autenticitet, og bygningernes historiske værdier er ikke blot bevaret, men også fremhævet i deres nye funktioner.
Historiske arkivfotos viser at facaderne i Slotsgade ikke altid har været overvejende meget lyse eller hvide, som de fremstår nu, men præget af den historicistiske og nationalromantiske stil med farvede facader og blankt murværk. Den autentiske materialitet i Slotsgade 13-15 er nu bragt frem i lyset på et stykke kulturhistorie, hvor bygningernes karisma og farvepragt er genskabt og bygningsarvens kulturhistoriske værdi er bevaret. Bygningen fremstår i dag som et smukt eksempel på en oprindelig meget karismatisk bygning, der via en formmæssig genskabelse af underfacaden og den oprindelige farvesætning har fået sin italienske historiefortælling og fordums farvepragt tilbage.
Parter bag projektet
Bygherre: Frederiksborg Gruppen A/S
Totalrådgiver: Møgelhøj Arkitekter
Arkitekt: Møgelhøj Arkitekter
Entreprenør: CL & CO A/S
Ingeniør: AKSEL V. JENSEN – RÅDGIVENDE INGENIØRFIRMA A/S
Konservator: Nationalmuseet, Konservering og Restaurering
Maler: Malerfag
Yderligere information om projektet
https://m-arkitekter.dk/projekter/slotsgade-15-hilleroed/
Sted
Slotsgade 13-15
3400 Hillerød