En modernistisk villa genlæst
Gennemgribende renovering med minimale greb
En modernistisk villa genlæst
Gennemgribende renovering med minimale greb
Læs projektets egen beskrivelse
I Skørping har vi været med til at forvandle dette hus til et moderne hjem, hvor hverdagen nu flyder lettere, og hvor arkitekturen åbner sig mod naturen. Projektet tager udgangspunkt i ønsket om at skabe funktionelle rammer, hvor lys og natur inviteres helt ind i hjertet af boligen – alt sammen med respekt for huset oprindelige udtryk.
Den nye planløsning skaber en naturlig forbindelse mellem boligens etager samt uderummene, så hele huset kan bruges aktivt. Store vinduespartier og terrasser forbinder inde- og uderum og giver boligen et åbent præg, hvor man oplever skiftet i lys og årstider i hverdagen.
Husets oprindelige karakter er respekteret, men nænsomt fornyet med lyse overflader, præcise detaljer og enkle materialevalg. Den nye garage tilføjer både praktiske rammer og et roligt arkitektonisk modspil, der understøtter helheden.
Resultatet er et hjem, hvor små greb har skabt store forandringer. Arkitekturen mærkes ikke i det prangende, men i de stille kvaliteter, der gør hverdagen lettere, lysere og mere forbundet med naturen.
Blik for brugerne
Villatypologien er i sin natur skabt med blik for dens brugere. Denne renovering har haft fokus på at opfylde bygherres ønsker til det moderne hjem, mens respekten for de eksisterende rammer fastholdes. Samspillet mellem de nye vinduesåbninger og husets eksisterende rammer, giver boligen en lettere og mere åben rumlig karakter, hvor lys, udsyn og arkitektur samler sig i en rolig og harmonisk helhed.
Eksempelværdi
Renoveringen af denne villa demonstrerer, hvordan en afgrænset og ydmyg tilgang til fornyelse af den eksisterende boligmasse kan skabe resultater med stor herlighedsværdi. I dette projekt har de små greb gjort den store forskel, hvor arkitekturen mærkes i det stille – et resultat der kan inspirere andre ejere og rådgivere til lignende fornyelser.
Levende bygningskultur
Ved gennemgående at fastholde og respektere husets oprindelige udtryk, har tiltagene i dette projekt styrket bygningens oprindelige arkitektoniske greb. Bygningen er givet nyt liv, og viderefører en bygningskultur der fortjener at blive holdt i hævd. Projektet viser, hvordan de iboende kvaliteter i eksisterende enfamiliehuse kan transformeres og forstærkes, med respekt for både det historiske og arkitektoniske ophav – samt kravene til den moderne bolig.
Parter bag projektet
Bygherre: Privat
Arkitekt: Signatura Architects
Sted
Jyllandsgade 81
9520 Skørping