Vinder af Specialprisen 2021
Det Danske Landsted
En arkitektonisk fortolkning af Flexboligordningen
Det Danske Landsted
En arkitektonisk fortolkning af Flexboligordningen
Læs projektets egen beskrivelse
Læs, hvorfor Renoverprisens Nomineringsudvalg har valgt Det Danske Landsted som Specialprisen 2021.
Beliggende i det kuperede terræn i udkanten af Jungshoved, blot få kilometer fra Præstø, står første version af Det Danske Landsted opført. Som en arkitektonisk fortolkning af Flexboligordningen, står landstedet på skuldrene af en visionær national indsats, der har til formål at sikre vækst i hele landet ved at omdanne tiloversblevne helårsboliger til fritidsformål. En tankegang der videreføres i projektet, og som bygger på et koncept, hvor ubeboede, forfaldne huse i landdistrikterne får nyt liv og genopstår som stolte landsteder. Som et rekreativt sidestykke til livet i byen – og en pendant til den ’svenske ødegård’ og den ’norske fjeldhytte’, tager landstedet ved Jungshoved udgangspunkt i en gammel fuldmuret frugtlade, der kobler stedet til æbleplantagen og vidner om dens historie og landbrugsmæssige funktion.
OMBYGNINGEN
Ombygningen genbesøger laden, der stod solitært og som den eneste tilbageblevne bygning. Her er der taget udgangspunkt i stueetagen, der som omdrejningspunkt for ombygningen er landstedet fleksible areal. Rummene er primært tiltænkt at benyttes i sommerhalvåret, hvor aktiviteter ude og inde i højere grad smelter sammen. Stueetagen er istandsat rustikt med fritlagte murstensvægge, som er blevet kalket både indvendigt og udvendigt, mens betongulve kontrasterer og giver rummene et råt og upoleret udtryk. Det er i stueetagen man kan udfolde de lidt større aktiviteter og dyrke værksteds- og hobbyaktiviteter uden at være nervøs for sarte overflader og slitage. Det er her man samler familie og venner til en frokost og åbner de store porte op mod det omkringliggende landskab. Og det er her man lukker portene i, når det lunefulde danske vejr giver anledning til at rykke indenfor og tænde op i det åbne ildsted.
KONSTRUKTIONEN
Stueetagen er blevet tilføjet en ny tagkonstruktion, da det eksisterende tag kræverede et større restaureringsprojekt. Taget blev derfor fjernet og så de rå mure stod tilbage som et grundmuret skelet. En ny tagkonstruktion blev etableret, som danner rammen om det egentlige boligareal, der kendetegnes af en optimeret planløsning omkring en central kerne. Hævet op på 1. sals niveau, hvor udsigten er bedst med lange kig udover det spektakulære landskab, mens interiøret udført i eg bidrager til en hjemlig følelse og varme. Udvendigt tegner den karakteristiske tagprofil og den umbragrønne farve en subtil fortolkning af de egnstypiske ladebygninger, der blev tilføjet trempeltage i stedet for at bygge nyt når kapaciteten skulle udvides. På samme vis “gives plads” til en ny funktion som bolig, hvor fortolkningen af trempeltaget, modsat saddeltaget, giver den ønskede rumhøjde i hele etagens areal.
Parterne bag
Bygherre: Kirstine Tramm og Torsten Bondo
Arkitekt: NORRØN A/S
Ingeniør: Regnestuen APS
Entreprenør: KØ entreprise
Blik for brugerne
Klimahensyn og bæredygtighed er tænkt ind i alle projektets faser og i selve løsningen. Fra genanvendelige, miljørigtige og eventuelt genbrugte materialer i etableringsfasen til ressourceforbrug på byggepladsen og bygningens daglige drift – fx i form af energioptimering. Der er bl.a. tale om genbrug af eksisterende bygningsmasse, der af de fleste inklusive myndigheder vurderes “nedrivningsmodne”. Ved at anvende husets hovedbestanddele, genereres dermed minimalt affald. Generelt er der anvendt træ som primært materiale i både konstruktion samt den udvendige og indvendig beklædning. Dertil kommer de mange fleksible, uopvarmede rum, som både fremkommer ude og inde, der giver stor anvendelighed med lille opvarmet boligareal. Landstedets isolering er udført med papiruld som granulat indblæst i konstruktionen, mens installationsvæg er udført med træfiberisolering som batts. Begge dele er sunde og miljøvenlige alternativer til konventionelle isoleringsmaterialer som mineraluld. Isoleringsformen har en lang række fordele. Blandt andet at konstruktionen kan udføres uden dampspærre, hvilket tillader huset at “ånde” idet isoleringsmaterialet kan optage og afgive fugt, og hjælper således den naturlige fugttransport. Dette beskytter trækonstruktionen fra ophobning af fugt med skader på konstruktionen til følge. Bygningen har energimærke A2010.
Eksempelværdi
Det Danske Landsted er forankret i et visionært tværkommunalt udviklingsprojekt - på tværs af kommunerne Lolland, Guldborgsund og Vordingborg - omkring gentænkningen af landdistrikternes 60.000 tommer helårshuse under Flexboligordningen, der giver mulighed for at anvende en helårsbolig til fritidsformål. Gennem arkitekttegnede ombygninger af tomme, eksisterende helårshuse på landet, omdannes forfalden bygningsmasse til nye rekreative fritidsboliger. Landstedet er således en ny boligtypologi, der tager det at bo på landet seriøst og giver et nyt og forfriskende byd på, hvordan landdistrikternes tomme huse transformeres. Projektet rummer således et potentiale for at danne skole og udvikle renoveringsdisciplinen. Gennem de konkrete løsninger tjener det som eksempel og inspiration for andre – både i stor og lille skala. Desuden peger projektet på, at det betaler sig at genanvende eksisterende bygninger - også når de fremstår som udtjente og nedrivningsmodne.
Solidt samarbejde
I alle led af byggeprocessen har samarbejdet mellem bygherre, rådgivere, udførende, brugere og myndigheder været utroligt velfungerende. Særligt et aspekt har været kendetegnende for processen: Når noget typisk falder udenfor normen, afstedkommer det en række udfordringer undervejs i processen. Rådgiver og bygherre har i en eksemplarisk samarbejdsproces stået hinanden last og brast gennem alle disse udfordringer og derigennem kompromisløst troet på projektet og sammen fundet løsninger for at imødekomme udfordringer opstået undervejs. Uden et højt ambitionsniveau og vedholdenhed fra både rådgiver og bygherre havde projektet ikke lykkedes, hvilket afspejler sig i høj arkitektonisk og bygningsmæssig kvalitet. Dertil har projektet imødekommet myndighedsmæssige udfordringer, der er løst eksemplarisk gennem stor samarbejdsvillighed fra Vordingborg Kommune.
Levende bygningskultur
Håndværk, rådgivning og arkitektur i projektet er udført på et højt fagligt niveau. Løsningen har desuden givet et værdiløft – både for bygningen, for ejerne og for brugerne. Konstruktioner er udført som et selvstændigt statisk princip, der beregnet af ingeniøren, lever op til gældende krav, hvilket ikke var muligt med de eksisterende konstruktioner. Desuden rummer huset unikke detaljer som bl.a. brede vinduesnicher i siddehøjde, gulve, paneler og vinduesnicher alt sammen udført i egetræ som slidstærkt materiale beklædt på store flader med stor brug. De nye konstruktioner er fremhævet som arkitektonisk element i form af bærebjælker og fritstående tømmerkonstruktioner i stueetagen, bemalet i den karakteristiske umbragrønne farve for at positionere den som et rumligt element, der står i kontrast til de hvidkalkede teglvægge. Ombygningen har således afstedkommet en markant værdiforøgelse af grunden og eksisterende bygning. Ikke alene økonomisk, men mest af alt brugsmæssigt.
Parter bag projektet
NORRØN (arkitekt), Regnestuen (ingeniør), KØ Entreprise, Vordinborg Kommune
Yderligere information om projektet
http://www.detdanskelandsted.dk/
Sted
Jungshoved
4720 Præstø