AB Haabet Gårdrum
Renovering af gårdrum på betondæk
AB Haabet Gårdrum
Renovering af gårdrum på betondæk
Læs projektets egen beskrivelse
AB Haabet er en andelsboligforening i en etageejendom beliggende hvor Amagerbrogade møder Christianshavn. Selve bygningen er fra 1913 og gårdrummet ligger ovenpå en parkeringskælder, etableret tilbage i 1960. Det har gennem tiden været med til at definere mulighederne for gårdrummets disponering, materialer og udseende. Den nye renovering af gårdrummet tager også afsæt i disse forhold, beboernes ønsker og en ellers helt bar asfaltoverflade. Projektet udforsker muligheder i materialevalg og begrønning, når man arbejder ovenpå et betondæk.
I den nye gård placeres ophold, leg og begrønning langs østfacaden, for at få fuldt udbytte af gårdens mest solrige del. Op ad muren etableres intime afslapningsmuligheder med et varierende trædæk. I den nordlige og sydlige del af gården er der sociale, lidt åbne området med plads til leg og større gårdfester. Cykelparkering og færdselsareal placeres langs vestfacaden, hvor der ikke kommer så meget sol i løbet af dagen.
Blik for brugerne
Brugerne til gårdrummet er også bygherren, og har på den måde været en tæt del af processen fra start til slut. Alle foreningens beboere blev i starten af processen inviteret til brugerinddragelse, både for at etablere kontakt til alle og indsamle viden og ønsker fra flest mulige fremtidige brugere. Derefter blev der oprettet et gårdudvalg, som med regelmæssige møder har været med til at skabe projektet. Gårdrummet er mødt med kæmpe tilfredshed fra alle brugerne - både i forhold til proces og det færdige resultat. I sommeren 2023 blev gården indviet med en stor gårdfest for alle, hvor affaldsskure fik en ny midlertidig funktion som overdækning til udendørs fælleslokale.
Inspirerende ressourcetiltag
Gårdrummets fulde areal bliver bragt i spil i det nye gårdrum. En eksisterende fordybning langs hele facaden er bevaret til regnvandsopsamling – hvortil der er anlagt elefantriste og trædæk på en del af arealet så der er niveaufri adgang til cykelparkering og opholdspladser. Opholdspladser og affaldsskurene er hovedsageligt bygget i træ, og skurene har fået sedumtag for ekstra regnvandsopsamling og mere grønt at kigge på, når man ser ned i gården fra lejlighederne. Eksisterende bord-bænkesæt fra foreningen genplaceres i gårdens nye pergolaer.
Eksempelværdi
Projektet giver inspiration til fremtidens udearealer ved at udnytte pladsen oven på en parkeringskælder. I takt med en voksende befolkning og pressede byer handler det om at udnytte vores sparsomme udearealer bedst muligt. Det inkluderer at se muligheder for grønne arealer på forskellige slags dæk - herunder parkeringsdæk eller tagdæk hvor man skal tage særlige hensyn til vægtfordeling.
Solidt samarbejde
Projektet er blevet til i tæt samarbejde mellem bygherre, rådgivere og udførende håndværkere. Undervejs har der været en konstant vidensdeling for at opfylde alle ønsker og krav for projektet. Heriblandt et tæt samarbejde mellem landskabsarkitekt, beboere og ingeniør for at sikre den bedst mulige løsning, hvor parkeringskælderens konstruktion udnyttes til at placere tungere elementer i gården. Samt konstruktive møder undervejs i byggeprocessen mellem rådgiver, bygherre og håndværker for at finde de bedste løsninger på uforudsete udfordringer, eksempelvis ved fastgørelse og tætninger på dæk.
Faglig kvalitet
Der har mellem landskabsarkitekt og ingeniører på projektet været et stærkt samarbejde for at sikre en sikker og gennemarbejdet konstruktion. Affaldsskurerne placeret direkte ovenpå søjler i parkeringskælderen, og et enkelt sted er søjlerne blevet forstærket for at kunne etablere et lidt større plantebed i gårdens nordlige ende. Der har i processen også været fokus på et materialevalg, der vil indpasse sig fint i gårdens eksisterende forhold. Med tiden vil træet gråne, og hele gården vil stå i farver, som matcher de grålige, gyldne og sorte farver i bygningsfacaden tegnet af præmierede arkitekter Dan og Ch. Schou.
Levende bygningskultur
AB Haabet har med projektet fået deres semiprivate udendørsrum tilbage. En gård hvor man kan nyde en stille stund med en bog, og måske hilse på naboen på vej ned med skraldet. Det er foreningens store fællesrum som er blevet gjort indbydende for alle beboere i enhver alder. Nu rummer den både leg, hyggelige opholdssteder og plads til sociale arrangementer. Der er niveaufri adgang til siddepladser i forskellige højder, og samtidig er der muligheder for den stille leg i sandkassen og den aktive leg med boldbane. Dette gjort med tanke på at indpasse sig gårdens eksisterende udtryk, uden at gå på kompromis med sikkerhed og funktionalitet og en betydelig tilføjelse af levende grønt i hele gården.
Parter bag projektet
Bygherre: AB Haabet
Rådgivende landskabsarkitekt: Vega Landskab
Ingeniør: ABC Ingeniører / Strunge Jensen Ingeniører
Udførende entreprenør: Optimus
Yderligere information om projektet
https://vegalandskab.dk/projekt/ab-haabet/
Sted
Ved Linden 5
2300 København