fbpx

Nomineringskriterium: Samarbejde kræver fokus på interesser i stedet for rettigheder

28. aug 2013

Godt samarbejde er centralt for at et renoveringsprojekt skal lykkes. Det kræver at alle parter i projektet stiller skarpt på hinandens interesser og behov fremfor egne rettigheder. Henrik Mielke, medlem af nomineringsudvalget og direktør i Enemærke og Petersen, uddyber nomineringskriteriet ”Samarbejde”.

Hvorfor er det vigtigt med eksemplarisk samarbejde i renoveringsprojekter?

– Fordi det skaber størst mulig værdi for alle parter, der er involveret i projektet –  både hvad angår økonomi og kvalitet.

Hvordan sikrer man godt samarbejde i store såvel som små renoveringsprojekter?

– Samarbejdet i byggebranchen bygger ofte på en rettighedsbaseret tilgang, hvor projekters kontraktgrundlag sætter rammerne for, hvilke krav man stiller til hinanden i processen. Hvis man skal sikre et godt samarbejde på tværs af alle faggrupper – og det er centralt for at et projekt skal lykkes – så er det vigtigt at man ikke låser sig fast på denne tilgang, men i stedet prøver med en interessebaseret tilgang. Det betyder, at man skal have fokus på hinandens interesser og behov, i stedet for hvilke krav man kan stille til hinanden.

Kan du give et eksempel på det?

– Jeg har siddet som entreprenør på et fortætningsprojekt for en andelsbolig, hvor man ville udnytte tørlofter til bolig. Der var lavet en fast tidsplan, hvor ti boliger skulle gøres færdig ad gangen. På et tidspunkt skrider tidsplanen pga. hussvamp og en efterfølgende forsikringssag, og vi gør derfor krav på tidsforlængelse. Bygherren mener ikke, det er berettiget, og vi ender med at diskutere det, indtil jeg til sidst spørger ind til deres grundlag for at holde fast i tidsplanen. Det viser sig, at de allerede har solgt fire af de ti boliger, og at de derfor skulle stå klar til tiden. Vi ender med at finde frem til en fælles løsning, hvor de fire boliger står klar til tiden, men tidsplanen for de resterende seks bliver forlænget. Det er et konkret eksempel på, at man, ved at sætte behov i fokus i stedet for krav, kan styrke samarbejdet til fordel for både de involverede parter og det endelige projekt.