Nomineret til Renoverprisens Specialpris 2026: Helnæs Mølle: Fra funktionsløs mølle til levende samlingspunkt
02. jun 2026
Møllen på Helnæs havde stået uden funktion i over 50 år. Selvom der var tilladelse til at rive den ned, har en ny ejer valgt at omdanne den 180 år gamle stubmølle til restaurant, bar og samlingspunkt for både lokale og turister.
Læs Nomineringsudvalgets udtalelse om projektet (pdf). Se desuden film, og læs artiklen nedenfor.
Helnæs Mølle fra 1843 stod forfalden, uden vinger, og var ikke en bygning, der indbød til en nem renovering. Peberbøsseformen, den kompakte grundplan, kampestensvæggene, den originale trækonstruktion og det bevarede maskineri satte tydelige rammer for, hvad man kunne gøre. Alligevel er det lykkedes for parret, der har købt møllen og etableret otte nybyggede ferieboliger omkring den, at give bygningen en ny funktion som restaurant og samlingspunkt – en transformation, der er nomineret til Renoverprisens Specialpris 2026.
Det er takket være et tæt samarbejde mellem bygherre, arkitekt, ingeniør og et hold af lokale håndværkere, at projektet er lykkedes inden for den korte tidsplan, som hensynet til ferieområdets sæson krævede. Nomineringsudvalget hæfter sig ved, at møllen ikke er blevet gjort til et museum, men til et sted, hvor kulturarven opleves gennem den daglige brug.

Håndværket: bjælker slebet i hånden, strå lagt som oprindeligt
Nomineringsudvalget fremhæver også brugen af de oprindelige konstruktioner og materialer som en central del af projektets kvalitet. Den originale trækonstruktion er bevaret og styrket. De bjælker, der ikke kunne reddes, er udskiftet, og alle bjælker, nye som gamle, er håndslebne og står rå og ubehandlede som i møllens storhedstid. Hele møllen er flot nytækket med strå efter det oprindelige udtryk. Kampestenssoklen er renset og istandsat, og det karakteristiske bevarede hovedtandhjul og den lodrette akse er synliggjort som et centralt element i restaurantens rumlige oplevelse.
De nye elementer er udført, så de falder naturligt sammen med det gamle. Det kan være svært at se, hvor det oprindelige slutter, og det nye begynder, men projektet forsøger ikke at skjule, at møllen har fået tilføjet nye dele. I stedet bygger renoveringen videre på de materialer og det gode håndværk, der allerede var i bygningen.

Fra bar i stueetagen til udsigt over Helnæsbugten
Stueetagen er organiseret om et buet barområde placeret i bygningens midte, så de rå kampestensvægge forbliver synlige langs ydersiden. Første sal rummer restauranten med to store vinduespartier, der er designet, så man udefra bevarer møllekroppens kompakte, introverte udtryk, mens gæsterne indendørs kan kigge direkte ud over Helnæsbugten og se dele af det stråtækte tag.
Fra første sal er der åbent kig op til møllehatten, og felter i sort materiale er indarbejdet i dele af trækonstruktionen. De fremhæver bjælkeværket visuelt, fungerer som isolering og giver rummet en bedre akustik. Belysningen er lagt an til at fremhæve bygningens form frem for at oplyse den fladt, og resultatet er et rum, der i høj grad opleves med sanserne.

Myndighedssamarbejde som forudsætning
Projektet befandt sig i et vanskeligt myndighedsfelt med mange hensyn. Strandbeskyttelse, krav fra Kystdirektoratet, lokalplanen og Nationalmuseets interesser skulle alle afklares. Derfor blev den tidlige dialog med myndighederne afgørende. Undervejs blev projektets løsninger løbende afstemt med de rammer og krav, der gjaldt for stedet.
Assens Kommune har fungeret som aktiv medspiller, blandt andet fordi halvøen Helnæs er prioriteret som turistdestination. Et centralt greb har været at fastholde møllen som samlings- og fællesrum som defineret i lokalplanen fra slutningen af 1990’erne. Vindueshullerne på første sal er trukket ind i facaden som et direkte resultat af dialogen med Kystdirektoratet, der ønskede at undgå refleksioner i kystlandskabet. Det samlede arkitektoniske udtryk er dermed delvist formet af regulatoriske krav.

Kulturarv som forretningsmodel og lokal ressource
Ideen om at bruge møllen til restaurant opstod som svar på et konkret behov. Gæsterne i de otte nye ferieboliger omkring møllen efterspurgte et spisested i nærheden, og i dag er Restaurant AKS ikke alene et tilbud til turister. Den fungerer også som byens fredagsbar, ramme for fødselsdage og lokale arrangementer samt som det samlingspunkt, halvøen hidtil har savnet.
Nomineringsudvalget fremhæver Helnæs Mølle som et inspirerende eksempel på kulturarv som forretningsmodel foldet ud i praksis, og på hvordan en historisk bygning kan få ny betydning gennem en kreativ tilgang. Møllens historiske karakter og placering som vartegn ved indgangen til Helnæs er med til at tiltrække gæster, styrke ferieboligernes attraktionsværdi og forankre møllen i fortællingen om Helnæs. Identiteten udspringer af møllens historie og beliggenhed og kunne ikke være opnået med en ny bygning.
Her er kulturarven ikke kun bevaret, men også blevet en æstetisk, funktionel og samlende oplevelse for både lokale og besøgende.

Parter bag projektet
Bygherre: Stig Nør Larsen
Arkitekt: Jesper Thyge Brøgger
Ingeniør: Haldor Stefanson fra ingeniørfirmaet Henry Jensen
Tømrerfirmaer: Vestfyns Tømrerforretning og Tømrerfirmaet René Nielsen
Tækkefirma: JR Tæk
Elfirma: Broby El
Murerfirma: Murermestrene CO
VVS: Voldbro Smedie
Interiør: FORMIII
Læs projektets egen indstilling.



