Kulturarv i kommunen – renoveret landbrugsbygning giver nye muligheder for både kunstnere og borgere
16. dec 2014
Det behøver ikke at gå ud over de historiske værdier, hvis en bevaringsværdig bygning skal have en ny funktion. I Skælskør har en tidligere staldbygning fået nyt liv som det keramiske center Guldagergaard, der var nomineret til RENOVER prisen 2014
Guldagergaard ligger midt i byen omgivet af en bypark som et grønt og landskabeligt åndehul, der minder om, at gården, der er fra starten af 1900-tallet, oprindeligt var en frugtplantage. I dag er æblerne udskiftet med keramik og landbrugsmedarbejderne erstattet af kunstnere, der bor i den historiske hovedbygning og arbejder i værkstedet i den tidligere staldbygning.
Nye funktioner til landbrugets udtjente bygninger
Historiske landejendomme kan være vanskelige at bruge i en moderne landbrugsdrift, og mange af dem mister derfor deres oprindelige funktion og risikerer at forsvinde. Desværre, for mange af bygningerne har store kvaliteter med deres solide byggematerialer, deres byggeskik og arkitektur og deres historie, der bidrager til et steds særlige identitet. På Guldagergaard er det heldigvis gået anderledes.
Slagelse Kommune, der ejer Guldagergaard, bevilger efter et angreb af borebiller penge til en genopretning af staldens konstruktioner, og med yderligere støtte fra en fond kan centret i 2012 opfylde sin vision om ikke blot at udbedre skader, men også skabe nye og bedre faciliteter i den gamle staldbygning. Det er fra starten et ønske fra alle parter, at der skal bygges om med respekt for de gamle bygninger. På den måde kan man både bevare historiens vingesus og få en ny funktion.
“Det har været vigtigt for os i renoveringen at prøve at bevare den stemning, der hele tiden har været. Man skal kunne se, at det har været en staldbygning. Ombygningen har taget højde for både den enkelte bygnings og det samlede anlægs karakter og særlige kvaliteter som tidligere landejendom”, fortæller Michael Käszner fra Slagelse Kommune. Han har været bygherrerådgiver for kommunen og været med til både at bevare stemningen og bygge videre på den.
Stadig en stald
Set udefra ligner det nye værksted stadigvæk en landbrugsbygning med de massive mure og få og forholdsvis små vinduer. Det er en facade uden særlig pynt, hvor rødmalet træværk som porte og døre og en enkel gesims udgør udsmykningen. De gamle, rødmalede spærender er der endnu og danner en taktfast rytme under tagskægget. I dag er de godt nok bare til pynt, for tagkonstruktionen er helt ny, men spærenderne er bevaret for at fastholde det oprindelige udtryk. Bygningen har den samme højde og de samme proportioner som før, så udefra kan man ikke se, at der er sket store ændringer indenfor.
”Den oprindelige etageadskillelse var skæv og ikke brandmæssigt brugbar. Derfor blev etageadskillelsen rettet op og hævet 2-20 cm og udført som BD60-konstruktion. Og med den nye tagkonstruktion fik vi mulighed for at isolere kraftigt i taget og for at trække dagslys ind med et nyt rytterlys,” fortæller Michael Käszner.
Nutidens markører
Rytterlyset er et af nutidens tiltag, som på en diskret måde markerer sig udvendigt, ligesom der er etableret en ny kvist, hvor der før var en kvist med en luge ind til høloftet. Den gamle kvist har på den måde givet inspiration til den nye, så der er sammenhæng mellem det historiske hus og de nye tilføjelser.
Også indenfor forenes det gamle og det nye. Der er etableret værksteder i den gamle stald i stueetagen; det er her, man arbejder med ler og ovne, og man kan tillade sig at svine. Her er væggene rå, tømmerkonstruktionen er synlig, og de gamle staldvinduer er bevaret. Der er en rustik stemning af produktionsbygning.
Det tidligere høloft på 1. sal er derimod helt nyindrettet. Her kan man sidde i lyse lokaler og modellere på sin computer eller lave andre aktiviteter, der ikke tåler skidt og støv. Vægge og gulve er plane og præcise. De få vinduer er suppleret med rytterlyset, der giver masser af dagslys og skaber rum med en lys og let stemning. På loftet er der monteret felter med træbetonplader, der bryder det forfinede look, og det er helt bevidst.
”Træbeton har været et udskældt materiale i en periode, men det fungerer godt i en bygning som her; det bringer tankerne hen på landbrugsbygninger,” siger Michael Käszner.
Et andet nyt indgreb er to trapperum, der er bygget ind i hver sin ende af bygningen. Trappekernerne er beklædt med mørkbrændte mursten med meget tekstur.
”Det har været vigtigt i den arkitektoniske tilgang at differentiere mellem det gamle og det nye, det mørke og det lyse, det forfinede og det rå. Vi har været meget opmærksomme på at ramme stedets ånd, også i materialevalget. Der er et spil mellem de glatte vægge og de rå loftsplader af træbeton og mellem de lyse, præcise rum og de to trappekerner med de mørke mursten,” fortæller Holger Christian Møller, der har været arkitekt på renoveringen.
Hjemmebrænderi
Murstenene var lyse, da de blev leveret fra teglværket, og er viderebrændt på Guldagergaard. Man ville gerne have den mørke farve som kontrast til den ellers lyse indretning – og som stedets eget bidrag til byggeriet.
”Det tog noget tid at lave. Vi ville brænde murstenene ved brændefyring, som værkstedet her er kendt for, og vi fandt ud af, at det smukkeste resultat opstod ved at brænde stenene i olietønder. Der var 6000 sten, og der kan være 30 mursten ad gangen, så det tog tre måneder,” fortæller Mette Marcher, der er leder af Guldagergaard.
Kulturarven giver liv til byen
Renoveringen har betydet, at der er mange flere kunstnere, der søger om ophold på Guldagergaard, fordi centret nu kan tilbyde helt særlige keramiske værkstedsfaciliteter.
”Der er ingen tvivl om, at renoveringen trækker folk til. Med de rigtige faciliteter kan man få flere udenlandske studerende hertil. Når man kommer nede i byen, kan man mærke suset udefra; de studerende går jo også ned i Brugsen for at handle og bruger de øvrige butikker. En del keramikere har slået sig ned her, og også lokalbefolkningen er blevet mere opmærksom på stedet efter ombygningen. Den effekt er vi i kommunen meget opmærksomme på,” fortæller Michael Käszner.
Høet er spist, dyrene er væk, og der bliver ikke plukket flere æbler. Men den bevaringsværdige stald er stadig en produktionsbygning, der skaber nyt liv i byen og keramisk kunst i verdensklasse.