Karen Mosbech er ny formand for Renoverprisens nomineringsudvalg
02. mar 2021
Det er et andet nomineringsudvalg end tidligere, der nu skal gennemgå de indstillede projekter til Renoverprisen 2021. Udover en ny formand indtræder også to nye medlemmer i nomineringsudvalget.
Når indstillingsperioden til Renoverprisen 2021 slutter i dag, er det tid til, at nomineringsudvalget skal i arbejdstøjet. De skal nu gennemgå alle de indstillede projekter og udpege de seks, der skal nomineres til prisen.
For første gang siden prisens etablering i 2013 ser det fire mand store nomineringsudvalg dog anderledes ud. Det er nemlig med en ny formand og to nye medlemmer. Karen Mosbech, der indtil sommeren 2021 er adm. direktør for Freja Ejendomme, overtager rollen som formand fra Gøsta Knudsen, den tidligere stadsarkitekt i Aarhus. Karen Mosbech har været medlem af nomineringsudvalget siden prisens etablering.
”Det er nogle store sko, jeg skal udfylde efter Gøsta, som har været en faglig kompetent og engageret formand igennem mange år. Så jeg er meget stolt og en smule beæret over, at jeg nu skal være formand”, siger Karen Mosbech og uddyber, at hun nu ser frem til at skulle dykke ned i renoveringsprojekter endnu en gang:
”Hvert år bliver jeg overrasket over, hvor mange spændende renoveringsprojekter der er i Danmark – og som egentlig ikke bliver formidlet særlig meget. Men det gør de i Renoverprisen, og derfor er prisen vigtig. Jeg mener også, at Renoverprisen bliver mere og mere aktuel fx i forhold til bæredygtighed og kulturmiljø – det er der ikke mange andre, der sætter fokus på,” siger hun.
To nye medlemmer
Udover ny formand indtræder også to nye medlemmer af nomineringsudvalget: Kasper Lynge, viceinstitutleder for Institut for Byggeri og Bygningsdesign ved Aarhus Universitet, og Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle Kommune. Begge medbringer de en stor tro på, at renovering er en samfundsvigtig disciplin.
”De eksisterende bygninger udgør størstedelen af bygningsmassen, og derfor er det enormt vigtigt at have fokus på renovering. Set med mine ingeniørfaglige øjne er der stadig mange muligheder for at udvikle renoveringsdisciplinen, og jeg glæder mig meget til at se og dykke ned i de nytænkende renoveringer, der bliver indstillet til Renoverprisen,” siger Kasper Lynge.
Også Lisbet Wolters ser frem til at være med til at udvælge de bedste renoveringseksempler, der bliver indstillet til Renoverprisen.
”Jeg synes, det er enormt vigtigt at inspirere til, hvordan vi kan genanvende de bygninger, vi allerede har. Og jeg synes også, det er vigtigt at give et skulderklap til dem, der gør sig anstrengelser for at udvikle renoveringsdisciplinen. Renoverprisen gør begge dele, og derfor er jeg rigtig glad for at være blevet en del af nomineringsudvalget,” siger Lisbet Wolters.
Torben Esbensen, direktør i Esbensen Rådgivende Ingeniører, udtræder af nomineringsudvalget, mens Henrik Mielke, adm. direktør i Enemærke & Petersen, der har været med i nomineringsudvalget siden 2013, fortsætter som medlem.
Om nomineringsudvalget
Nomineringsudvalget består af en formand og tre medlemmer, som repræsenterer byggefaglig, arkitekt- og ingeniørfaglig viden. Nomineringsudvalget er udpeget direkte af styregruppen for Renoverprisen.