fbpx

Gamle huse giver identitet

04. jan 2016

Historie, originalitet og forestillingen om det gode liv. Det er muligvis nogle af de kvaliteter, der gør, at flere hellere vil flytte familien ind i et ældre hus end at bygge et helt nyt op fra bunden, forklarer Rie Søgaard Jensen, der er rådgivningschef i Dansk Bygningsarv A/S.

Et gammelt hus der både knirker og knager, og som giver en fornemmelse af historiens vingesus. Det er måske, hvad flere og flere drømmer om – i hvert fald at dømme ud fra pris.

I en undersøgelse, som Boligøkonomisk Videncenter foretog i 2014 kunne man se, at gamle murermestervillaer fra 1930’erne siden 1992 i gennemsnit er steget 40 procent mere i pris end nyere parcelhuse. Ser man på de sidste fem år er prisen på murermestervillaen steget med 5,7 procent, mens prisen på parcelhuset i samme periode er faldet med 2,4 procent.

Gamle huse har charme
Rie Søgaard Jensen, der er rådgivningschef i Dansk Bygningsarv, peger på en række faktorer, der kan være årsagen til, at mange gerne vil betale ekstra for at flytte ind i et hus af ældre dato.

– Originalitet, charme og sjæl er nogle af de kvaliteter, der tiltrækker folk til de ældre huse. For noget tid siden havde jeg kig på en gammel murermestervilla. Da jeg viste billeder af huset til en ven, udbrød han med det samme: ’Ah, duften af friskbagt morgenbrød og det gode liv”. Og det, synes jeg, meget godt udtrykker den tryghed og idyl, som de ældre boliger udstråler, og som nogle mennesker nok bliver tiltrukket af, siger Rie Søgaard Jensen og uddyber, at den såkaldte ”simple living”-tendens også kan være en af årsagerne til, at de ældre huse er attraktive at flytte ind i:

– Der er nogle tendenser i vores samfund, som handler om at gå tilbage til rødderne og genoplive det gode gamle håndværk og de gamle traditioner. Og her skaber de ældre huse en god ramme.

Som et tredje punkt forklarer Rie Søgaard Jensen, at de ældre huse giver en anden modstand, der fremtvinger kreativitet og originalitet i indretningen:

– De ældre huse giver en anden modstand, når man skal indrette dem. Det betyder, at man ofte bliver tvunget til at finde nogle lidt mere unikke løsninger, end hvis man satte sig ned og gav udtryk for sine ønsker til en arkitekt eller et typehusfirma.

Københavnerne vil bo i gamle huse
Selvom der er meget, der tyder på, at flere og flere vælger det ældre hus til frem for et nyere hus, understreger Rie Søgaard Jensen dog, at de ældre huse særligt appellerer til et bestemt segment i befolkningen.

– Hvis man kigger på, hvilke boliger der står tomme rundt omkring i Danmark, tegner der sig et billede af, at de ældre huse særligt er populære i hovedstadsområdet. Hvis man for eksempel kigger på husene fra perioden 1900-1919, så står 4,3 procent af disse tomme i hovedstadsregionen. Til sammenligning står mellem 9 og 13 procent af husene fra samme periode tomme i resten af landet, siger Rie Søgaard Jensen.

Rie Søgaard Jensen uddyber, at der kan der være rigtig mange årsager til, at flere ældre huse står tomme rundt omkring i landet sammenlignet med hovedstadsområdet. Bl.a. at nogle ældre huse givetvis ikke har så attraktiv en beliggenhed, som dengang de blev bygget.

Selv om interessen for ældre huse særligt appellerer til det østlige Danmark, er der ikke noget der tyder på, at den vil blegne lige foreløbig.

– De gamle, originale huse har alle dage tiltalt nogle segmenter i befolkningen, og sådan vil det nok også være fremover. Samtidig ser vi også, at det ikke kun er privatpersoner, der har interessen. Mange virksomheder vælger at rykke ind i gamle bygninger og ”låner” identitet fra de rammer, de flytter ind i. Ved at flytte ind i en gammel bygning med historie og sjæl, kan man nemlig kommunikere nogle bestemte værdier og vise, hvad man står for, slutter Rie Søgaard Jensen.