Fælles fodslag fremmer kvalitet
28. feb 2013
Murermester og entreprenør Kim Siestø har i samarbejde med SBS Rådgivning stået for hovedentreprisen på renoveringen af en ejendom på hjørnet af Mimersgade og Baldersgade på Nørrebro i København. Kvaliteten af projektet er først og fremmest sikret gennem godt samarbejde og god dialog.
For mindre end et år siden var hjørneejendommen på Baldersgade og Mimersgade på Nørrebro i København en slidt bygning med 27 lejligheder, der havde badefaciliteter i kælderen. Nu har ejendommen gennemgået en total forvandling til 20 lyse lejligheder med store badeværelser, nye køkkener og et solcelleanlæg etableret i det nye naturskifertag.
Murermester og Entreprenør Kim Siestø A/S har været hovedentreprenør på renoveringen, der har været en udfordring ikke mindst pga. byggepladsens begrænsede areal. Da renoveringsprojektet var på sit højeste gik 45 mand og trådte hinanden i hælene på en byggeplads, der udover selve ejendommen kun talte et fortov og et par skurvogne. I den type renoveringsprojekter kommer kvaliteten ikke af sig selv, men er først og fremmest et resultat af godt samarbejde og god kommunikation, mener Kim Siestø.
– Når man render rundt på så lille et område som i Baldersgade og Mimersgade, nytter det ikke noget, at man går i vejen for hinanden eller ikke bliver færdig med delopgaverne til tiden. Derfor stræber vi så vidt muligt efter at samarbejde med underentreprenører, som vi kender, og hvor vi ved at håndværkerne har arbejdet med hinanden tidligere.
Samtidig er det vigtigt at alle parter i renoveringsprocessen tager et fælles ansvar for projektet. Hvis der f.eks. opstår et problem i byggeriet, nytter det ikke noget at skubbe det væk fra sig og sige, ”det er ikke mit problem”, forklarer Kim Siestø. I stedet vælger han som entreprenør at komme med et bud på en løsning, selvom det måske egentlig var ingeniørens eller en andens opgave. Og det skaber god dialog og god stemning, som i sidste ende gør hele forskellen.
– God kvalitet kommer af, at folk har en solid holdning til det de laver. Det gælder for alle, om man er arkitekt, ingeniør eller håndværker. Og derfor skal man som leder og mellemleder selvfølgelig også være god til at videreformidle den holdning og dermed motivere til at tage ansvar, siger Kim Siestø.
Materialevalg spiller selvsagt også en rolle, når man taler kvalitet i renovering. Men også her spiller åben dialog og samarbejde en rolle, pointerer Kim Siestø. Når firmaet har vundet et projekt går han ofte sammen med rådgiveren i dialog med bygherren om alternative materialer.
– Til projektet i Mimersgade og Baldersgade fik vi f.eks. et godt tilbud på nogle lækre gulvbrædder af bedre kvalitet og til samme pris, som de der oprindeligt var valgt. Og det er bygherren selvfølgelig interesseret i. På den måde fik vi tilrettet forskellige ting i projektet, som endte af høj kvalitet.
Renoveringen af ejendommen i Baldersgade og Mimersgade står nu færdig og er klar til indflytning i den nærmeste fremtid.