Den økologiske renovering – bæredygtig familievilla

24. jun 2014

Renoveringen af et to-familiers hus er gennemført med fokus på økologiske materialer og bæredygtighed.

På en villavej i Roskilde har en privat bygherre haft de økologiske briller på, da han skulle renovere en to-families villa fra 1930’erne. I renoveringen har han prioriteret kun at bruge økologiske, ugiftige materialer med lav vedligeholdelse, f.eks. mørtel og fæhår frem for almindelige fugematerialer.

Samtidig er renoveringen et pragteksemplar på en privat energirenovering. Huset lever nu op til bygningsreglementet for 2020 og producerer dobbelt så meget energi, som det bruger. Det gode resultat er blandt andet opnået med grundig isolering og et solcelleanlæg, der er monteret på taget. Projekt har dermed en høj eksempelværdi til inspiration for landets mange parcelhusejere.

Nomineringsudvalget siger om nomineringen:

-Samlet vurderet er Bøgevej 9 et fint eksempel for Danmarks mange enfamiliehuse, og på en ambitiøs ejers kompromisløse indsats for at vise, hvad der skal til for at leve op til fremtidens krav om bæredygtighed og en effektiv udnyttelse af ressourcerne.

Parterne bag renoveringen:
Bygherre: Ole Winther Olsen og Kirsten Hvidtfeldt, samt Gunvor Hvidtfeldt, Anders Borup og barnebarn Mathias
Arkitekt: Søren Olsen, HOUSE Arkitekter
Udførende: Egen Vinding & Datter ved Lars Jørgensen

Se video om Den økologiske renovering