fbpx

Den almene boligsektor skal blande danskerne

21. dec 2016

Siden sin start har meningen med den almene boligsektor i Danmark været at sikre alle mennesker gode boligvilkår. I dag opfylder den almene bolig dog også et andet mål: Den skal modvirke segregering i de store byer, fortæller Rolf Andersson, der er byggedirektør i KAB.

Den almene boligsektor stammer  tilbage fra det store Kanslergadeforlig i 1930’erne, hvor netop den almene bolig kom til at spille en essentielt rolle for at sikre, at alle mennesker uanset indkomst skal have et sted at bo under gode og sunde forhold. Derfra har den almene bolig udviklet sig gennem årene, og nu bor næsten en femtedel af Danmarks befolkning i en almen bolig.

I dag skal den almene bolig dog også opfylde et andet mål: Den skal modvirke segregering i alle bydele i hele Danmark.

– I de store byer i Danmark, hvor den private udlejning bliver dyrere og dyrere, er den almene sektor den eneste, der ikke har en markedsbestemt husleje. Og det har jo den vigtige betydning, at det ikke kun er mennesker med høje indkomster, der kan bo i de større byer, siger byggedirektør i KAB, Rolf Andersson, og fortsætter:

– Derudover er det den almene sektors rolle at modvirke segregering, hvor de forskellige samfundsgrupper adskilles fra hinanden. Så ambitionen for de almene boligorganisationer er, at boligerne skal være så billige, så alle kan bo der, men de skal også være så attraktive, så nogle også af helt frit vilje vælger at bo der.

Renovering er vigtigt
Den almene boligsektor skal være så attraktiv, at flere vælger at bo der, selvom deres indkomst tillader dem at bo i en privat bolig. Derfor er renovering og opdatering af den almene boligmasse særlig vigtig.

– Når vi renoverer den almene boligmasse, bliver den mere attraktiv for nogle grupper, som måske normalt ikke ville bo i en almen bolig. Derfor synes vi, at det er meget positivt, at der nu bliver uddelt en pris specifikt til et alment renoveringsprojekt, siger Rolf Andersson.

Frem med de gode eksempler
Og ifølge Rolf Andersson burde der være nok gode eksempler at tage af.

– Der er mange gode eksempler derude på renoveringer, der har formået at skabe nogle fantastiske boligområder, og som er lykkedes med at skabe socialt blandede områder. Derfor er vi i den almene sektor rigtig glade for, at det bliver sat spot på dette, siger han og afrunder:

– Der er en løbende dialog i branchen om, hvordan vi udvikler den almene boligsektor. Og der er jeg sikker på, at Jubilæumsprisen med alle de gode eksempler, der forhåbentligt bliver indstillet, kan bidrage til diskussionen om, hvordan vi skaber bedre boliger til alle.