Bygningernes gemte guld

24. feb 2021

Der er et stort potentiale i nedrivningen af vores bygninger, som ikke bliver udnyttet i dag. Det mener Katrine Hauge Smith, der er seniorkonsulent i Teknologisk Institut. Projektet ’Bygninger som ressourcebank’ konkluderer, at et nyt perspektiv på nedrivning og genanvendelse kan flytte branchen i en mere bæredygtig retning.

Kilden til fremtidens byggematerialer er en af de udfordringer, som det er stadig vigtigere at forholde sig til og finde svar på. Ifølge tal fra Teknologisk Institut bliver der i Danmark nedrevet 2.4 millioner m2 bygningsareal om året, og bygge- og anlægsbranchen producerer ligeledes over 5 millioner ton byggeaffald om året. Det svarer til mere end en tredjedel af alt det affald, der hvert år opstår i Danmark.

Dét kalder på forandringer til vores måde at bygge på, hvis vi skal kunne mindske mængden af affald og skabe en mere bæredygtig byggebranche, mener Katrine Hauge Smith, der er seniorkonsulent hos Teknologisk Institut. Hun har stået i spidsen for projektet Bygninger som ressourcebank, som blev afsluttet i 2020. Ifølge hende handler ét af de første skridt i den forandring om at ændre synet på nedrivningen som proces:

”Byggeprojekter bliver i dag set som en lineær proces, hvor fokus er på det endelige byggeri, og hvordan det realiseres. Her er nedrivning bare et element, der skal overstås, før man kan komme i gang med det egentlige byggeprojekt. Det er misvisende, for der er et stort værdiskabende potentiale i nedrivningsfasen, fordi vi jo her ender op med en masse materialer, som kan genbruges direkte eller i forarbejdet form sammen med nye produkter. Det er vi nødt til at arbejde mere systematisk med, hvis vi skal kunne bygge i fremtiden,” fortæller Katrine Hauge Smith.

Stigende behov og bredt potentiale
Tal fra Miljøministeriet viser, at vi siden 2013 har hentet mere sand, grus og sten op af undergrunden, som bl.a. bruges til at udarbejde byggematerialer, men når råstofsgravene udtømmes, kan det ikke tages for givet, at der kan findes nye kilder til de eftertragtede ressourcer.

Derfor er der behov for at se vores eksisterende bygninger som potentielle ressourcebanker, som kan anvendes i takt med, at stadig flere råstofsgrave udtømmes. Som med en almindelig grusgrav kræver det en kortlægning af den potentielle mængde materialer, som kan (gen)indvendes. Samtidig kræver det også, at vi tænker over selve måden, vi bygger på, så vi har øje for, hvordan materialerne kan nedrives og genanvendes i et fremtidigt byggeri, forklarer Katrine Hauge Smith.

”Vi er nødt til at kortlægge vores bygninger, så vi får et overblik over, hvor stort potentialet er i vores eksisterende bygningsmasse. Det handler bl.a. om materialernes holdbarhed og mængden af skadelige stoffer, men også selve byggemetoden. I bygninger fra før 50’erne vil der fx være meget at genanvende, fordi der er brugt gode materialer. Senere bygninger har derimod PCB og asbest, og moderne bygninger er mere komplekse, hvilket gør dem svære at skille ad. Her kan vi faktisk lære meget af de gamle dyder; Jo renere og enklere vi bygger, jo lettere vil det være at anvende igen i fremtiden,” fortæller Katrine Hauge Smith.

Regler og robotter
Teknologisk Institut har på baggrund af projektet oprettet et kursus i ressourcekortlægning, hvor deltagerne bliver rustet til at øge genanvendelsen af materialer på byggeprojekter i forbindelse med både nedtagning, renovering og ombygning.

Selvom emnet ræsonnerer hos mange i branchen, er der stadig store barrierer, der står i vejen for at indfri det fulde potentiale i genanvendelsen af byggematerialer. En velfungerende og systematisk genanvendelse kræver nemlig både de rette lovgivningsmæssige rammer såvel som de rigtige teknologier, forklarer Katrine Hauge Smith:

”Hvordan måler vi kvaliteten af materialerne, og hvem står med ansvaret, hvis det går galt? Det skal vi finde svar på for at kunne sikre en stabil forsyning og ordentlige rammer. Det kræver bl.a. ’End-of waste’-kriterier for byggematerialer, så der er klarhed over, hvornår affald bliver til et produkt. Det er med til at gøre materialerne sporbare og sikrer kvaliteten, som så igen skaber tillid til materialerne. Samtidig er vi udfordret af, at selve genanvendelsen i dag foregår manuelt. Her skal vi have digitaliseret arbejdsgangene og videreudviklet på de teknologier, der kan øge effektiviteten, så flere får et incitament til at gøre det.”

Plads til at eksperimentere
En egentlig overgang til øget genanvendelse i byggeriet ligger altså ikke lige for, og hos Teknologisk Institut ser man også arbejdet som et langt sejt træk. Der skal nemlig både skabes det fornødne kompetence- og vidensgrundlag for at pege branchen i retningen af et mere cirkulært byggeri såvel som en større efterspørgsel blandt forbrugerne. Det betyder dog ikke, at byggeriet er fanget i en ’catch-22’, forsikrer Katrine Hauge Smith og opfordrer flere i branchen til at eksperimentere.

”Der er stadig meget, vi kan gøre for at skubbe på udviklingen og operationalisere det langt mere på tværs af branchen, fordi faggrupperne bidrager med forskellige perspektiver. Ingeniørerne er jo mestre i at regne på tallene og skabe sikkerhed den vej, arkitekterne til at tænke ud af boksen og få den gode idé, og entreprenørerne har det praktiske sigte. Der er ikke én standardløsning, så alle kan biddrage med indspark. Derudover kan bygherrerne jo være med til at sætte en retning i udformningen af deres udbudsmaterialer,” fortæller Katrine Hauge Smith, som dog også peger på, at vi er nødt til at se ud over det økonomiske incitament, når vi taler cirkulær økonomi og genanvendelse.

”Det handler jo også om meget mere end kroner og ører, for når vi genbruger og genanvender materialer, er vi jo med til at bevare noget, der kan have både arkitektonisk og historisk værdi. Her kan vi være med til at bringe de gamle materialer videre og give dem et nyt liv. Det, tror jeg også, at rigtig mange heldigvis kan se værdien i.”

Læs mere om projektet her.