fbpx

Bolius: Fra fagtungt til folkeligt videnscenter

18. dec 2014

På få år er Bolius gået fra primært at fokusere på det faglige til at være hele Danmarks indgang til viden om boligen. RENOVER prisen har sat deres digitale strateg, Eric Ziengs, i stævne for at høre om udviklingen.

Hvad er det for en udvikling Bolius har gennemgået de seneste år?
– I starten, da Bolius blev et videncenter, formidlede Bolius primært meget fagtung viden. Vi har dygtige rådgivere ansat, som ved en hel masse om cement, mursten og indeklima. Alle de ting der er vigtige, når man skal bygge et hus, men som kræver, at man ved noget om fx bygningskonstruktion.
Men en stor del af vores målgruppe er også almindelige mennesker, der ikke nødvendigvis ved særligt meget om bygningskonstruktion. Og dem ramte vores indhold slet ikke.
Så det har vi ændret, så vi nu har en meget mere afbalanceret vægtning af det tunge faglige indhold og indhold i den lettere ende rettet mod den almene befolkning. Helt konkret betyder det også, at vi har oprustet på medarbejdere inden for kommunikation, som fx journalister.

Hvad har jeres tilgang været for at nå denne bredere målgruppe?
Først og fremmest handler det om at sætte sig i kundernes eller brugernes sted og møde dem, hvor de er. Det nytter fx ikke at sætte sig med armene over kors og insistere på at bruge ordet ”skimmelsvamp”, hvis alle kunderne kalder det ”skimmel”. Ligesom det ikke giver mening kun at udgive lange webartikler på en hjemmeside, hvis en stor del af målgruppen er på Facebook. Indholdet skal ramme målgrupper på alle relevante niveauer og alle relevante kanaler.

Hvad har været den største udfordring i skiftet til at være et mere folkeligt videncenter?
– Selve omstruktureringen er en udfordring. Og det har vi været opmærksomme på i Bolius fra start af. Men skal vi være helt konkrete i forhold til sociale medier, så har mange en tendens til at tale om Facebook og hashtags, når de skal lægge en kommunikationsstrategi. Men i virkeligheden starter det et helt andet sted, nemlig indefra med en god organisering. Vi skal organisere vores dygtige medarbejdere på den rigtige måde. Derudover er det vigtigt at anerkende, at man har brug for hjælp. Nogen der kan give et blik udefra og ind og hjælpe med at identificere svagheder osv. Det kan være konsulenter, vores brugere eller vores gode relationer i branchen.

Hvad har Bolius fået ud af omprioriteringen?
Helt konkret har vi fået meget mere trafik til vores hjemmeside, så vi kan øge livskvaliteten for flere boligejere. Vi er blevet markant klogere på vores målgruppe, så vi kan tilpasse vores indhold til præcis den situation, de er i. Og vi har fået styrket vores relationer til dem og dermed skabt ambassadører, så de deler vores indhold, når de synes det er relevant. Kort sagt kan vi øge livskvaliteten hos flere boligejere ved at inddrage dem mere. Og vi er på samme måde interesserede i at samarbejde mere med branchen for at opnå fælles mål.

Har du interesse i at samarbejde med Bolius, så tag fat i Eric Ziengs på Twitter eller mail.