fbpx

Konkurrence: Hvordan bevarer vi teglfacaderne?

15. maj 2014

Hvordan fremtidssikrer vi de karakteristiske danske teglfacader samtidig med, at vi imødekommer behovet for energirenovering? Wienerberger, KADK og NORRØN udlover i samarbejde med Innosite en samlet præmiesum på 50.000 kr. til de bedste svar på det spørgsmål.

En stor del af de danske bygninger er opført i de karakteristiske røde og gule teglsten og opfattes derfor af mange som særligt danske og som en del af vores kulturarv. Men den stigende renoveringsudfordring har sat teglfacaderne i farezonen for at blive erstattet af andre facader. Oftest renoverer man nemlig muret byggeri ved at ”pakke husene ind” i en let konstruktion med isolering og udvendig pladebeklædning eller puds. Det ændrer markant ved facadens udtryk.

I et forsøg på at finde løsninger, der både tilgodeser energirenoveringsbehovet og de karakteristiske teglfacader, har Wienerberger, KADK og NORRØN udskrevet en konkurrence på Innosite.dk, der belønner de mest innovative løsninger på, hvordan teglfacader kan bibeholdes og nytænkes samtidigt med, at der energirenoveres. Den samlede pengepræmie på 50.000 kr., som fordeles mellem de bedste forslag. Konkurrencen er åben for alle, der har en god idé, og løber til 1. juni 2014.

Læs mere om konkurrencen her.