Gråbrødrevej 19 i Tønder – nye attraktive boliger i Tønder

Foto: Carsten Ingemann

Renoveringen af Gråbrødrevej 19 i Tønder er nomineret til RENOVER prisen. 

Renoveringen af en treetagers boligejendom i centrum af Tønder er et godt eksempel på, hvordan renovering kan forskønne ældre bygninger og igen gøre dem attraktive at bo i – til glæde for både de nye beboere, for byens borgere, der får noget flot at se på, og for hele byen, der bliver mere levende, når boliger ikke står tomme.

Ejendommen, der er bevaringsværdig, havde i en årrække stået ubeboet og forfalden hen. Bygningen står nu nydeligt renoveret med nye sprossevinduer, indpassede zinkinddækkede kviste og en nymalet, rød facade.

Indvendigt er lejlighederne blevet moderniseret, og facaden har fået en nænsom renovering, så den nu fremstår revitaliseret, men med respekt for bygningens historie. Bygningen er samtidig blevet energioptimeret, så den lever op til kravene for nyt byggeri.

Parter bag projektet
Bygherre: Ejendomsselskabet Leoparden A/S
Totalrådgiver: ARKITEKTER SYD ApS
Entreprenør: Ejendomsselskabet Leoparden A/S