Byggevirksomheder vil eliminere affald fra deres produktion

Hundrede procent genanvendelige materialer og nul affald. Det lyder umiddelbart som lidt af en udfordring, men ikke desto mindre er det en udfordring, som flere virksomheder tager op i disse år for at opnå miljø-certificeringen Cradle to Cradle. Heriblandt danske KALK A/S, der lige har modtaget certificeringen som den første kalkproducent i verden.

Bæredygtighed er blevet et nøgleord i byggebranchen og har fået flere virksomheder til at overveje, hvordan de kan minimere deres affald. Men nogle virksomheder går skridtet videre og forsøger helt at eliminere affald fra deres produktion for at leve op til visionen om cradle to cradle (på dansk vugge til vugge), der handler om, at alt, hvad vi anvender og fremstiller, skal kunne bruges igen og igen i nye sammenhænge.

En af disse er virksomheden KALK A/S, der er specialiseret i kalkprodukter til renovering af bygninger. Virksomheden har et mål om at gøre alle sine materialer og ressourcer hundrede procent genanvendelige i år 2030.

– Egentlig har vi været bæredygtige i mange år, fordi vores produkter som udgangspunkt er baseret på kalk, som jo er et naturligt råstof. Men vi har aldrig sat ord på det. Nu har vi så taget et aktivt valg om, at alle vores produkter skal leve op til cradle to cradle-tanken ved at være hundrede procent genanvende­lige og helt fri for skadelige stoffer, fortæller Rasmus Jørgensen, der er direktør i KALK A/S, og uddyber:

– Vi har sat forskellige initiativer i søen for at nå vores mål. Blandt andet har vi startet et samarbejde med virksomheden Gamle Mursten Aps om at genanvende den kalkmørtel, som de renser fra deres gamle mursten, i vores nye kalkmørtler. Indtil videre kan vi genanvende 20 procent af den gamle kalkmørtel i nye mørtler, men vores ambition er, at det tal skal op på 100.

Cradle to Cradle-certificering kræver arbejde
For de initiativer, som KALK A/S på nuværende tidspunk har igangsat, modtog de i midten af oktober må­ned i år det officielle Cradle to Cradle-certifikat på alle deres produkter på såkaldt sølvniveau.

For at opnå et Cradle to Cradle-certifikat gennemgår og vurderer den officielle danske Cradle to Cradle-instans, Vugge til Vugge Danmark,  en virksomheds produkter helt ned på ke­misk stofniveau. Herudover vurderer de, om virksomheden og produktionen lever op til de fem faste krite­rier, som Cradle to Cradle bygger på: Materialesundhed, genanvendelse af materialer, brug af vedva­rende energi, forvaltning af vand og social ansvarlighed.

Hvert andet år tages certificeringen så op til fornyelse og re-certificering, og det er med til at gøre det til en løbende proces, forklarer Rasmus Jørgensen:

– Et Cradle to Cradle-certifikat er ikke et færdigt resultat, som man kan sætte to streger under og være glad for. Det er noget, der hele tiden skal arbejdes på.

Et certifikat på bæredygtighed
For KALK A/S betyder certifikatet en garanti for bæredygtighed, og Rasmus Jørgensen opfordrer andre virksomheder til at overveje også at få certifikat på deres bæredygtighed:

– Certifikatet giver vores kunder garanti for, at hvis der pludselig findes skadelige stoffer i fx vores indfarvede produkter, så ryger de af hylderne med det samme. Vores kunder kan altså regne med bæredygtighed, når de køber vores produkter. Det ser vi som den største styrke ved certifikatet, som også andre virksomheder i byggebranchen kan udnytte.

Læs mere om Cradle to Cradle-certificeringen her.