Ribbefabrikken på Valhøjvej

Transformation af gammel ribbefabrik til boliger

Se mere

Ribbefabrikken på Valhøjvej

Transformation af gammel ribbefabrik til boliger

Læs projektets egen beskrivelse

Midt i en baggård i Valby, hvor Niels Larsens Træindustri engang fremstillede ribber til byens skoler, har et stykke bygningskulturarv fået nyt liv som boliger. Transformationen tager afsæt i en enkel, men stærk idé: Alt det CO2-tunge er allerede opført. Derfor er de eksisterende bærende konstruktioner bevaret og genanvendt. Nye etagedæk er opført i biogene materialer og den indre struktur er gentænkt med fokus på at skabe sunde boliger med høj boligkvalitet. Projektet viser, hvordan tæt bymæssig bebyggelse kan tilpasses nutidens behov uden nedrivning og nyopførelse og hvordan man, ved at tænke i ikke kun kvadratmeter, men også kubikmeter, kan skabe rummelige boliger med et lavt klimaaftryk.

Indenfor i boligerne giver de naturlige overflader rummene en sanselig kvalitet, der både kan ses, mærkes og duftes allerede ved ankomsten. Her dufter stadig af frisk træ ligesom i den gamle ribbefabrik. Boligerne er indrettet med fokus på fremtidig fleksibilitet og kan med få konfigurationer rumme alt fra små familier til generationsfællesskaber. Fælles uderum som gårdhave og grønne tagterrasser gør at der igen er kommet liv i gården og understøtter et godt naboskab og fællesskab.

Blik for brugerne

Boligerne er kompakte og tæt organiseret, men med en generøs rumlighed. Rumdisponeringen arbejder bevidst med både højde og bredde. Stueetagen har en dybde på op til 14 meter, mens første sal måler 6 meter i dybden. Derfor er de primære opholdsrum placeret på øverste etage, hvor dagslyset kan strømme ind fra både syd og nord. I stueetagen er den oprindelige loftshøjde på 3,4 meter fra fabriksbygningens tid bevaret, hvilket sikrer et dybt og generøst dagslysindfald gennem de høje glaspartier. De sekundære funktioner som badeværelser, opbevaring og trapper er placeret centralt i bygningen, hvilket frigør yderzonerne til opholdsrum og sikrer gode dagslysforhold. Tagfladerne er udnyttet til udearealer mod både syd og nord og tilbyder unikke uderum midt i en tæt by.

Boligerne er robuste, ikke kun i materialevalget, men også i deres fleksible disponering. Planløsningerne muliggør både opdeling og sammenlægning, hvilket gør dem egnede til ændrede boligformer som for eksempel bofællesskaber på tværs af generationer. Udenfor danner fællesgården og de delte tagterrasser rammen om et godt naboskab. I stedet for faste afskærmninger er der anvendt grønne beplantninger som opdeling mellem terrasserne. Det tilfører visuel variation og inviterer til sociale møder, uden at fratage beboerne deres private zoner.

Inspirerende ressourcetiltag

I transformationen er størstedelen af de eksisterende bærende konstruktioner bevaret og genanvendt. De nye etagedæk i fuldtømmerbjælker er nøje indpasset, så de laster af på de primære eksisterende konstruktioner og bliver en naturlig forlængelse af bygningens struktur. De rupløjede tagbrædder er efterladt ubehandlede, og gennemgående er materialevalget holdt enkelt og ærligt. Det synlige træ og naturlige overflader er ikke kun et æstetiske valg, men bidrager også til holdbarhed og et sundt indeklima.

De tekniske løsninger balancerer nutidens krav til energi, komfort og indeklima med respekt for bygningens oprindelige kvaliteter Bygningen er efterisoleret udvendigt og forsynet med nye energieffektive vinduer og døre, så energiforbruget er reduceret, og komforten er forbedret. Samtidig er der indført gulvvarme i samspil med fjernvarme, som sikrer et lavt energiforbrug pr. kvadratmeter.

Eksempelværdi

Udgangspunktet for projektet var en gammel fabriksbygning, der ikke længere havde en benyttelse. I stedet for at rive den ned og bygge nyt er dette projekt et eksempel på, hvordan man gennem en indsigtsfuld transformation kan give bygningen et nyt liv, der både gør nytte af den allerede indlejrede CO2 og bevarer bygningens unikke kulturarvsfortælling.

Vi har arbejdet med et kubikmeter-perspektiv på boligkvalitet, hvor rumhøjde, dagslys og rumlig variation, åbner muligheden for at skabe oplevelsesrige boliger med et mindre fodaftryk og flere etager. Mange af disse kvaliteter fandtes alllerede i fabriksbygningen, og ved at tage dem alvorligt bliver det muligt at skabe tætte boliger uden at gå på kompromis med boligkvalitet.

Den sociale organisering af udearealerne i projektet, viser en måder at bo sammen i byen, hvor der bevidst arbejdes med balancen mellem fællesskab og privatliv, så begge kvaliteter er til stede i det tætte baggårdsmiljø.

Levende bygningskultur

Bygningen er et eksempel på det værkstedsmiljø, der tidligere prægede mange københavnske baggårde, hvor produktionen fandt sted i gården, mens administration og arbejderboliger lå i forhuset ud til gaden. I dette projekt er bygningens skala og karakter bevaret, så stedets fortælling kan videreformidles, men med et nyt liv og relevans. Baggården genaktiveres og tilføres ny energi, så den igen indgår som en levende del af karréens hverdag. Et eksisterende stentrykkeri har fortsat hjemme i gården og sameksisterer med de nye boliger, hvilket yderligere understøtter fortællingen om baggården som produktionsmiljø.

Ud over bevarelsen af bygningens ydre forståelse tager projektets indre afsæt i den oprindelige fabriksbygnings struktur. Herigennem skabes et særligt grundlag for anderledes rumligheder og boligkvaliteter, der både sikrer spændene og gode boliger, der samtidig vidner om bygningens tidligere liv.

Parter bag projektet

Totalentreprenø: BGB
Rådgivende ingeniører: Øllgaard
Arkitekt: Arcgency

Yderligere information om projektet

https://bevarboligen.dk/boliger/valhoejvej-fra-ribbefabrik-til-rummelige-boliger/

Sted

Valhøjvej 13 D-K
2500 Valby

Fotos: 12,14,16,18 = Arcgency. Resten af billederne er: Astrid Marie Rasmussen

Realiseret

2023

Indstillingsår

2026

Anvendelse

Bolig

Areal

501-5.000 m²