LANGELINIESKURET

FRA ASFALTØRKEN TIL FOLKELIGT ÅNDEHUL

Se mere

LANGELINIESKURET

FRA ASFALTØRKEN TIL FOLKELIGT ÅNDEHUL

Læs projektets egen beskrivelse

Langelinieskuret er en fredet bygning i den gamle frihavn i København og dermed en bærende del af et industrielt kulturmiljø fra 1890’erne. Særligt ikonisk er bygningens promenadedæk, hvor generationer har brugt lykkelige timer med isvaffel i hånd. Men Langelinieskuret er blevet glemt. Renoveringen i 1990’erne forvandlede bygningen fra nedslidt frihavnsbygning til butiksarkade vendt mod krydstogtturisme og outlets. En asfaltørken bemalet med udsalgsbannere. Det vil vi lave om på. Derfor har Langelinieskuret været igennem en retransformation – fra discount til kvalitet. Vores mål er at få Københavnerne tilbage til Langelinie og give Langelinieskuret dets værdighed igen.

Renoveringen af en 6000kvm fredet bygning i beton, stål og ølandssten er ikke uden udfordringer. Bygningens stand bar præg af stilstand og af det hårde miljø ved Øresund, hvor vand og salt havde tæret i en sådan grad, at vandet piblede ind. Derfor var en af de første opgaver at påføre ny støbeasfalt på promenaden og lægge omfangsdræn om hele den lange bygning. Renoveringen kan i store træk deles op i fire dele: Promenaden, Stueetagen, Perrondækket rundt om bygningen, og Kælderen.

Ved endt renovering står Langelinieskuret værdimæssigt løftet. Det originale industriislæt får lov til at skinne igennem og på taget byder bygningen byen til bords. Nu er det op til Københavnerne at genfinde deres gamle udflugtssted og gøre det til deres eget.

Blik for brugerne

Da man i 1890’erne ville placere en frihavn på Langelinie, møder forslaget et ramaskrig af protest med slagordet: ’Bevar vor Langelinie’. Borgerskabet ville beholde sine ’blå lunger’. Kompromiset mellem industriens og borgernes behov resulterer Langelinieskuret: en 350 meter lang bygning med offentlig tilgængeligt promenadedæk på taget og pakhusskure nedenunder. Således fik Frihavnen de skure til vareindlevering de havde brug for mod kajen og borgerne fik et fornemt eleveret promenadedæk, hvorfra de kunne bese havnens trafik og Østersøens blå blik.

Blikket for brugerne er altså en afgørende del af bygningens arv – fortid og fremtid. Derfor tager renoveringen de besøgende med i udformningen af promenaden især. Før renoveringen lå promenaden gold hen som asfaltørken. Nu mødes de besøgende af grønne haver. Plantekasser i beton med nøje udvalgte kystnære og hjemmehørende planter, der på de 350 meter skaber små opholds- og opdagelsesrum: snapsesti, kyssebænk, strandeng og bærsti. Mellem promenadens to trappetårne står Danmarks længste langbord Langeliniebordet. Intet siger fællesskab som et langbord. Her er alle lige og der er altid plads til en mere. Bordpladerne i beton tegner én lang linje og understreger dermed de arkitektoniske og landskabsmæssige streger. Egetræsstellet med bænke på hver side følger samme linje. Af hensyn til kørestolsbrugere er der flere steder ’huller’ i bænken. Ligeledes har vi opstillet plantekasser med træer, blomster og buske hyld, røn, enebær, og æble m.fl. for at danne små rum langs bordet og skabe intimitet for alle, om man er to, seks eller tredive sammen. På promenadens sidste del ligger to pétanquebaner kranssat med marehalm, fyr og strandarve. Kongstanken med renoveringen af promenaden har været at invitere til folkeliv og fællesskab gennem let genkendelige strukturer, der som en stedsspecifik installation taler ind i bygningens historie. Installationen blev indviet med en stor fællesspisning og i efteråret 2025 så vi første tegn på at lokalområdet tog godt imod installationen: På skolernes motionsdag sad 400 elever fra langelinieskolen bænkede ved langbordet inden de skulle ud på dagens løbetur.

Inspirerende ressourcetiltag

Ved transformation af et fredet hus er der helt automatisk forhold, der sikrer en mere bæredygtig tilgang til ressourcer. Enhver ændring i bygningen skal kunne argumenteres for, hvilket giver mulighed for at overveje, hvorvidt ændringen er nødvendig. Derfor har tilgangen til Langelinieskuret været karakteriseret ved omhu og mådehold, hvor subtraktion, addition og udskiftning kun har fundet sted, hvis nødvendigt for bygningens overlevelse og fortsatte brug. Både for oven, for neden og i siderne er der blevet pansret mod vand i form af omfangsdræn og ny støbeasfalt på promenadedæk og perroner. Den nye indretning på promenaden er bygget af egetømmer og støbte elementer af genbrugt, knust beton. I bygningens indre I stueetagen er det blevet vægtet højt, at man har haft en reversibel tilgang til indretningen. Nye, tværgående portaler af cortenstål underordner sig bygningens eksisterende rytme og har karakter af indsatte ”møbler”, der ikke forstyrrer husets værdier. De kombinerer det rumskabende og sanselige med det praktiske, hvor indbyggede akustikpaneler af søuld bidrager til det maritime islæt, og skinner med strømforsyning giver lys og lyd til lokalerne. I kælderen ses nu et smukt rustikt terrazzogulv slebet af det originale betongulv. Ved afslibningen dukkede sporene fra de oprindelige transportbaner i kælderen op. De spor har fået lov at blive og dermed indgår det ’nye gulv’ i en læsbar samtale med fortidens arbejdsgange. Materialeholdningen bag projektet har generelt været informeret af bygningens eksisterende substans og dens maritime og industrielle karakter, der vidner om historien som pakhus.

Eksempelværdi

Da Langelinieskuret blev købt af Karberghus i 2019 blev det beskrevet som en ”blindtarm” i byen, hvis tidligere funktion som udflugtsmål for københavnere ikke længere var gældende. Flere af lokalerne stod tomme, og fra alle side var bygningen utæt. Langelinieskuret er et eksempel på, hvordan man på ny kan skabe rum for fællesskab. Både i og på bygningen inviteres der til fri brug for offentligheden såvel som for betalende gæster. Transformationen af Langelinieskuret er et eksempel på, hvordan man respekterer den historiske arv og viderefører den i en moderne kontekst, der kan give plads til nyt liv.

Solidt samarbejde

Istandsættelsen af Langelinieskuret har været båret af et solidt og tillidsfuldt samarbejde mellem bygherre, rådgivere, entreprenører og specialister. Et centralt og lærerigt samarbejde har været med NIRAS, som stod for udbuddet af istandsættelsen af beton og klimaskærm samt byggeledelsen af denne del. Efter udbud blev Arkil valgt som entreprenør sammen med en række underentreprenører. Samarbejdet var konstruktivt og fagligt udviklende, men ikke uden udfordringer fra begge sider – ikke mindst fordi beton som materiale sjældent forbindes med restaurering af fredede bygninger. At forene betonentreprenørers arbejdsmetoder med krav om nænsomhed har krævet dialog, gensidig forståelse og justeringer undervejs. Bygherrens krav om genanvendelse af den opgravede jord fra arbejdet med omfangsdræn gav anledning til diskussion. Entreprenøren ønskede ikke at genanvende jorden fordi de ikke kunne garantere kvaliteten, mens bygherren fastholdt kravet ud fra et principielt bæredygtighedshensyn. Gennem dialog og præcisering af ansvar blev der fundet en løsning, som udfordrede gængs entreprenørpraksis, men hvor resultatet viste sig at være tilfredsstillende.

Parallelt med istandsættelse af klimaskærm og beton, der blev udført i hovedentreprise, har der foregået et meget tillidsbaseret samarbejde med fagentreprenører i den indre istandsættelse og indretning, hvor skiftende behov og stramme tidsplaner har været et vilkår. Her har tidlig inddragelse af leverandører med specialviden (blandt andet inden for indeklima og storkøkkener) været afgørende. Designer David Thulstrup og storentreprenør Hans-Jørgen Bruno Hansen har spillet vigtige roller i den mest toneangivende del af de indre arbejder i Vinbar og Event, der udgør godt 1/3 af arealet i stueetagen. På promenaden har samarbejdet med de lollandske møbelsnedkerne fra WOODD og betonstøberiet Cazana i Århus været afgørende. Samarbejdet har generelt været præget af åbenhed, faglig respekt og et fælles ansvar for helheden, og med forståelse for, at Langelinieskuret er en særlig bygning at arbejde med.

Faglig kvalitet

Restaureringen af Langelinieskuret tager afsæt i den fredede bygning fra 1894 og dens helt særlige bygnings- og kulturhistoriske karakter. Projektet blev indledt med en beskrivelse af bygningens bærende fredningsværdier som fagligt fundament for efterfølgende beslutninger. Bygningen er bygningstypologisk unik: på én gang skur, mur og promenade, et historicistisk værk og en tidlig ingeniørmæssig bedrift gennem den innovative anvendelse af armeret beton, Monier-beton. Karberghus ansatte tidligt en projektchef med solid restaureringsfaglig baggrund til at lede arbejdet. Der er arbejdet bevidst med forståelsen af bygningens to hovedfaser – opførelsen i slutningen af 1800-tallet og transformationen fra koldt til varmt hus i 1990’erne – og med respekt for de historiske lag. Valget af eksterne samarbejdspartnere har været afgørende, herunder specialister med dyb viden om historisk beton. En gennemgående rådgiver har været betonekspert Ole Viggo Andersen fra NIRAS, som har haft ansvar for udbud og løsninger vedrørende blandt andet omfangsdræn, betonrenovering og støbeasfalt. Som privat ejer med et langsigtet ejerskab – Karberghus har aldrig solgt en bygning – er der konsekvent valgt løsninger med høj faglig kvalitet, velvidende at ejeren selv skal drifte og håndtere bygningen fremadrettet.

Levende bygningskultur

Der er mange fagligheder ind over for at renovere så stor og særlig en fredet bygning. Betonarbejdere arbejder sjældent med fredede bygninger og vi har derfor skulle have nye sider af de fagligheder frem. Hos smedene har vi fået alle bygningens 60 porte renoveret, brostensbelægningen udenfor har været oppe for at lægge omfangsdræn og lagt igen af dygtige brolæggere. På promenaden har snedkerne skabt langbord egetræ med tapsamlinger og betonstøberiet har lavet bordplader og plantekasser. De mange samarbejder, har skabt indsigter på tværs af discipliner.

Parter bag projektet

Bygherre er Karberghus A/S, der er en ejendomsvirksomhed. Fra Karberghus har det været restaureringsarkitekt Signe Hommelhoff, der har styret renoveringen. En bred kreds af udførende og rådgivere har bidraget. Herunder Kjell P, Maler Fischer Hvidtfeldt og Hansen, Lauritz Hannibal, Kornerup, Martin Funch Ingeniører, Ltech, Egholm VVS, Spangenberg & Madsen, Kbh Industri og Design-gulve, Hoffmann, Deko, NCC, Christiansen & Essenbæk, Holbæk Ny Maskinsmedie, Emil Nielsens Smedje og Helstrand Smedje, Arkil, NIRAS, Woodd, Cazana, David Thulstrup, m. fl.