Hans Broges Gård og Lygtehuset
Transformationsprojekt af fredet bygning i hjertet af Aarhus
Hans Broges Gård og Lygtehuset
Transformationsprojekt af fredet bygning i hjertet af Aarhus
Læs projektets egen beskrivelse
Bygningen på Mindegade 8 i Aarhus C, også kaldet Hans Broges Gård, er en fredet ejendom. Forhuset til ejendommen blev opført i 1850 af storkøbmanden, Hans Broge (1822-1908) og fungerede både som privatbolig og som købmandsgård med pakhuse og stalde.
I dette projekt har vi forvandlet de lokaler, hvorfra storkøbmanden og bykongen, Hans Broge, skabte sit handelsimperium i Aarhus, til et nyt hjem for en af byens mest velrenommerede restauranter. En bygning, der er rig på kultur- og byhistorie, men som også fremstod nedslidt og forsømt efter mange år som kommunal vuggestue inden transformationen.
I transformationen har det været en ambition at bevare bygningens kerne og historiske detaljer. Der er således skabt et rum og gårdmiljø, der funktionelt rummer det nye, men som samtidig er tro mod de autentiske værdier og kernepunkter.
Lygtehuset, som ligger i baggården, er et historisk vidne om en tid, hvor de aarhusianske vægtere opbevarede deres fakler og petroleum til byens gadelamper. Transformationen er ligeledes tilgået med stor omhu og præcision med respekt for bygningens historie og arkitektoniske kvaliteter.
Ydre omstændigheder gjorde, at Lygtehuset ikke kunne forblive på dens oprindelige placering, og løsningen blev derfor, i samarbejde med Den Gamle By, at flytte og transformere bygningen. Lygtehuset blev således nænsomt pillet ned og registreret sten for sten og er genopført som det eksisterende hus på sin nye placering, hvor det nu fungerer som et smukt og stemningsfuldt anneks til restauranten. I dag står Lygtehuset som et blivende minde om respekten for den oprindelige arkitektur, hvor en simpel og let sammenbygning udført i glas elegant kombinerer nyt og gammelt, og samtidig giver de nødvendige kvadratmeter i forhold til at gøre bygningen anvendelig til personophold.
Blik for brugerne
Det var i hovedbygningen, at Hans Broge skabte sit forretningsimperium tilbage i 1800-tallet, hvor han blandt andet blev kendt for at eksportere smør til England og sætte et solidt tryk på udviklingen af Aarhus. Det foregik blandt andet fra kontoret i Mindegade, hvor den berømte købmands pengeskab stadig er en del af inventaret i den gamle bygning. Alle indvendige og udvendige døre er blevet erstattet med en tro kopi af de oprindelige og detaljerede fyldningsdøre i traditionelle materialer, men udført efter nutidige brandkrav. Der er udført akustikpuds på loftet i baghuset, mens der er monteret akustikplader under bordene i forhuset, for at bevare det flotte eksisterende glasloft i denne del af bygningen. Lygtehuset er genopbygget, registreret sten for sten, og de genkendelige døre og vinduer er rekonstrueret efter det gamle håndværk. Transformationen er gået fra en gammel og smal ’opbevaringsbygning’ med flere små rum til et stort og anvendeligt åbent rum via glasbygningen. Således er det blevet sikret, at bygningen nu kan nydes af mange mennesker i mange år fremover, og ikke ender sine dage som et nedslidt gammelt skur. Området i hjertet af Aarhus er nu transformeret til et brugbart og tilgængeligt område for aarhusianerne og restaurantens gæster.
Solidt samarbejde
Bygningen har, med en fredningsværdi på 1, arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter af national betydning. Dette er krævet sparring, vidensdeling og koordinering mellem alle led; rådgivere, offentlige instanser og de udførende håndværkere har alle formået at udvise høj faglighed, således projektet kunne lykkes med et forbilledligt resultat. Projektet er udført i tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen gennem hele processen samt arkitekturhistorisk rådgivning med Den Gamle By, Aarhus.
Faglig kvalitet
Da der er tale om en fredet bygning, er der gennem hele processen stillet særlig høje krav til finish og præcision, ligesom der er krævet særlig akkuratesse ved udførelsen. Dette har gjort, at det håndværksmæssige samarbejde og udførelse har været exceptionelt højt. Arkitekter og bygningskonstruktører har gennemgået og analyseret bygningens fredningsværdier, således at ejendommen kan bevares på længere sigt og udfylde sin nye funktion.
Levende bygningskultur
Det er en kompleks bygningsmasse, men er også en hyldest til byens historie. Med nutidige standarder og en bevaringsværdighed, har vi som arkitekter trådt både varsomt og analytisk frem. At genskabe områdets kvaliteter og byggeskik er en spændende disciplin, som vi er særlig stolte over. Arbejdet er blevet udført med den traditionelle materialeholdning og bevaring af bygningshistoriske spor. Restaureringen af Hans Broges gamle kontorbygning i Mindegade giver aarhusianerne mulighed for at få et unikt indblik i byens historie. Ejendommen er opført i den arkitektoniske klassicisme. Ejendommen er refundfuget, som er betegnet ved rendelignende indskæringer, pudset mur og med afvekslende brede og smalle kvadrer. Arkitekt, Hans Wilhelm Schrøder (1810-1880) har tegnet forhuset og stod i sin tid bag flere af byens ejendomme i det centrale Aarhus. Hans Broges Gård blev fredet i 1970 og i fredningsakten står blandt andet: “Den miljømæssige værdi knytter sig til måden, forhuset naturligt indgår i gadens husrække, der er præget af grundmurede, toetagers bygninger med pudsede facader, der primært stammer fra 1800-tallet. Gadens bygninger og de tilhørende sidehuse og baggårde udgør tilsammen en vigtig del af Aarhus’ ældre bydel.”
Parter bag projektet
Bygningsejer: Danica Ejendomme
Bygherre/tidligere bygningsejer: Fibach A/S
Rådgiver & arkitekt: ARDESS ApS
Arkitekturhistorisk samarbejde: Den Gamle By, Aarhus
Ingeniør: Caspersen - Rådgivende Ingeniørfirma ApS
Hovedentreprenør: Nordbyens Energi & VVS A/S
Underentreprenør/murer: Rasmus Jakobsens A/S
Underentreprenør/tømrer: Jakob Tømrerfirma A/S
Underentreprenør/snedker: Risskov Tømrer- & Snedkerforretning A/S
Underentreprenør/elektriker: Rafn El ApS
Underentreprenør/maler: Malermester Claus Christensen ApS
Yderligere information om projektet
https://www.ardess.dk/restaurant-et-/-mindegade-8-10
Sted
Mindegade 8
8000 Aarhus C