Fredericia Maskinmesterskole Sønderborg
Teknisk bygning transformeret til teknisk uddannelse
Fredericia Maskinmesterskole Sønderborg
Teknisk bygning transformeret til teknisk uddannelse
Læs projektets egen beskrivelse
Fredericia Maskinmesterskole har åbnet en ny afdeling i Sønderborg, hvor fremtidens maskinmestre kan blive uddannet i en tidligere kedelhal, som er blevet omfattende transformeret til et lyst og højloftet undervisningsmiljø, hvor det rå murværk står i spændende kontrast til de nye tilføjelser.
Bygningen, der oprindeligt er opført med et rent teknisk formål, danner nu meget passende ramme om en teknisk uddannelse.
Bygningens oprindelige teglfacader, med de karakteristiske, slanke vinduespartier og murværksdetaljer er bevaret, så udefra ligner bygningen sig selv, men indenfor er der, med udgangspunkt i de eksisterende konstruktioner og installationer, lavet en hel ny indretning, så den store, åbne og dobbelthøje hal nu indeholder undervisningslokaler, kontorer, møderum og fællesarealer fordelt på to etager. I det store værksted og i det største af undervisningsrummene i stueplan, er det dobbelthøje rum dog bevaret, så man her stadig får den fulde fornøjelse af de høje vinduespartier, der lader dagslyset strømme langt ind i rummene.
Blik for brugerne
Projektet er nøje udarbejdet i samarbejde med bygherre, så de nye lokaler nøje har kunnet tilpasses de konkrete behov.
Især den nære relation mellem teoretiske og praktiske undervisningsarealer har været bærende for projektet, såvel som at skabe nogle indbydende rammer for ophold og samvær, så der kan skabes et attraktivt studiemiljø.
Eksempelværdi
Den nye maskinmesterskole i Sønderborg er et forbilledligt eksempel på, hvordan fortidens bygninger, der er opført med et meget specifikt formål, kan udnyttes og tilpasses til en helt anden funktion, uden at gå på kompromis med nutidens krav.
Levende bygningskultur
EUC Syd i Sønderborg er indrettet i et gammelt industrikompleks, der tidligere har rummet et Kamgarnsspinderi. Kedelhuset er opført som en del af dette kompleks. Ved at bevare kedelhuset, og særligt ved at bevare det ydre udtryk, er historien om den industrielle fortid i Sønderborg bevaret og fremtidssikret.
Parter bag projektet
Bygherre: EUC Syd
Arkitekt/totalrådgiver: ZENI arkitekter a/s
Ingeniørrådgiver: SWECO
Hovedentreprenør: Hjortgaard Byggeri A/S
Yderligere information om projektet
Sted
Hilmar Finsens Gade 14-16
6400 Sønderborg