Cirkulær renovering af bolig i Åbyhøj
Istandsættelse af 1-værelses lejlighed med genbrugte materialer og cirkulære principper
Cirkulær renovering af bolig i Åbyhøj
Istandsættelse af 1-værelses lejlighed med genbrugte materialer og cirkulære principper
Læs projektets egen beskrivelse
Lejligheden i Åbyhøj er en del af et alment boligbyggeri, hvor renoveringer normalt gennemføres efter velkendte løsninger. I dette projekt er der valgt en anden tilgang, hvor formålet er at afprøve, hvordan cirkulære principper kan integreres i den daglige drift og renovering af almene boliger.
Udgangspunktet har været at bevare så meget som muligt af den eksisterende lejlighed. I stedet for at udskifte køkken, bad og overflader er materialer og bygningsdele blevet vurderet enkeltvis med fokus på stand, funktion og mulighed for genbrug. Flere elementer er derfor genbrugt mens nye materialer kun er tilført, hvor det har været nødvendigt.
I modsætning til nye byggematerialer kan genbrugsmaterialer ikke bare bestilles i de ønskede mængder og formater. Udvalget er begrænset, kvaliteten varierer, og det kræver tid at finde materialer, der både passer teknisk og æstetisk ind i boligen. Markedet for genbrugsmaterialer er endnu ikke fuldt udviklet, og erfaringerne fra Åbyhøj viser, at der fortsat er praktiske barrierer for at arbejde cirkulært i almindelige renoveringer. Netop disse erfaringer er en del af det, CDB arbejder videre med blandt andet ved at opbygge viden om muligheder for bedre adgang til genbrugsmaterialer i fremtiden.
Den færdige lejlighed fremstår lys, funktionel og tidssvarende. For de fleste vil det ikke være synligt, at der er arbejdet med genbrugte materialer, men netop det er en vigtig pointe i projektet. Renoveringen viser, at cirkulære principper kan indarbejdes i almindelige boliger uden at ændre på oplevelsen for beboeren.
Projektet fungerer som et konkret eksempel på, hvordan cirkulær renovering kan gennemføres i praksis og danne grundlag for en mere ressourcebevidst tilgang i den almene boligsektor.
Inspirerende ressourcetiltag
Projektet har haft fokus på at reducere brugen af nye ressourcer ved at tage udgangspunkt i den eksisterende lejlighed og kun udskifte det, der var nødvendigt. Materialer og bygningsdele er vurderet enkeltvis, og velfungerende elementer er bevaret eller blevet tilpasset og genbrugt frem for erstattet. Der er desuden anvendt genbrugte materialer, hvor det har været muligt, og løsningerne er tilpasset de materialer, der var tilgængelige. Det har medført færre nye materialer og mindre affald på byggepladsen sammenlignet med en traditionel renovering.
Eksempelværdi
Projektets eksempelværdi ligger i, at cirkulære principper er afprøvet i en helt almindelig flyttelejlighed og som en del af den daglige drift. Erfaringerne viser, at en mere systematisk vurdering af eksisterende materialer kan reducere behovet for udskiftning uden at gå på kompromis med kvaliteten. Tilgangen kan umiddelbart overføres til andre boliger og boligorganisationer, da den ikke kræver særlige rammer, men primært ændrer måden, renoveringer planlægges og gennemføres på. Projektet peger samtidig på konkrete barrierer, særligt adgangen til genbrugsmaterialer, som kan arbejdes videre med og deles med andre.
Parter bag projektet
AL2bolig – bygherre
Søren Jensen – rådgivende ingeniør
Thylkjær ApS – udførende
Greendozer – udførende
Yderligere information om projektet
https://xn--cirkulrtdriftedeboliger-e9b.dk/
Sted
Henrik Hertz Vej 64D mf
8230 Åbyhøj