Ørsteds Haver vinder Renoverprisen 2021
09. sep 2021
Renoveringen af Ørsteds Haver vandt torsdag aften Renoverprisen 2021 og en check på 100.000 kr. Frederiksbergs tidligere grimmeste bygning kan dermed kalde sig Danmarks bedste renovering.
Bygningen på H.C. Ørstedsvej blev før sin renovering kaldt Frederiksbergs grimmeste facade af beboerne selv. I renoveringen er facaden og altangangene gentænkt i en klimaskærm, der ikke kun giver adgang til lejlighederne, men også har skabt vertikale haver, der lægger op til uformelle møder mellem naboerne.
Med renoveringen har ejendommen fået et radikalt anderledes udseende, der både højner det arkitektoniske udtryk, mindsker klimaftrykket og skaber glæde blandt beboerne.
Det er et valgkollegie bestående af 70 personer fra branchen, der har stemt Ørsteds Haver helt øverst op på vinderpodiet. Formanden for Renoverprisens nomineringsudvalg, Karen Mosbech, understreger, at Ørsteds Haver har været oppe imod et felt af meget fine og stærke kandidater.
”Sjældent har vi set så stærke projekter, der alle kunne have vundet prisen. Men Ørsteds Haver er helt sikkert en fortjent vinder. Projektet er et rigtig spændende eksempel på, hvordan man ved at renovere en facade faktisk kan ændre en hel bygnings værdi,” siger hun og understreger, at mange kan lade sig inspirere af renoveringen:
”Holdet bag renoveringen har brugt ét enkelt hovedgreb – nemlig at renovere facaden – og det er der noget meget værdiskabende over. Så der ligger en enorm eksempelværdi i renoveringen, fordi der findes mange lignende bygninger rundt omkring i Danmark,” siger Karen Mosbech.
Vinderne havde svært ved at skjule deres overraskelse og begejstring over at vinde prisen:
“Det er fantastisk at få sådan en anerkendelse, som ingen troede på, men som alligevel kunne lykkes. Det er den grimme ælling, der er blevet til en smuk svane. Men vi kalder den bare for Ørsteds Haver,” sagde Thomas Conradsen, der er beboer i ejendommen.
Udover den eftertragtede prisstatuette vinder Ørsteds Haver en check på 100.000 kroner.
Særlig hæder til unikt projekt
Udover Renoverprisen blev Specialprisen uddelt. Specialprisen går til et originalt og særligt projekt, der ikke lever op til alle Renoverprisens kriterier, men som alligevel fortjener hæder.
Prisen gik i år til en flexbolig i Jungshoved på Sydsjælland, der tidligere var en frugtlade, men som i dag fungerer som et sommerhus for en børnefamilie. Huset står som eksempel på, hvordan ubeboede og forfaldne huse i landdistrikterne rundt omkring i landet kan få fornyet liv.