fbpx

Nyt liv i tomme bygninger kan revitalisere en hel by

15. feb 2023

De fleste byer af en vis størrelse rummer centrale bygninger som stationen, mejeriet og posthuset. Når de oprindelige funktioner forsvinder, ligger bygningerne ofte tomme hen, men ikke i Brædstrup ved Horsens. Her har det gamle posthus fået nyt liv som udlejningsboliger og restaurant. 

 

 

Det tidligere posthus er fra 1921 og har høj bevaringsværdi. Men i 2005 rykkede postvæsenet ud, så nærområdet i bymidten mistede det daglige liv omkring posthuset. Det er der nu sat en stopper for, efter en privat bygherre har købt og renoveret bygningen.

Boliger i de øvre etager
Posthuset er ompudset, men facaden mod Jernbanegade står stort set som oprindeligt og byder velkommen med den gamle hoveddør omkranset af en enkel, nyklassicistisk portal. Via den originale trappe kommer man til første sal, hvor postmesteren i sin tid boede i en herskabelig lejlighed på 220 m2. Den er i dag delt op til to nye boliger med de gamle døre, gerichter og indbyggede skabe bevaret. Til gengæld er gulve, lofter, køkken og bad helt nyt for at tiltrække lejere, der også får glæde af, at energiforbruget er optimeret med efterisolering og nye vinduer.

Den oprindelige trappe er forlænget til tageetagen, men i samme udtryk, så man kommer standsmæssigt op til det tidligere loft, hvor der før var bl.a. pigeværelser. I dag er der indrettet to nye lejligheder, der er mindre og billigere og dermed er et tilbud til andre lejertyper, f.eks. studerende. Mens tagkonstruktionen er helt ny og har integreret to kviste med altan, består tagdækningen af traditionelle vingetagsten, lige som de tre murede skorstenspiber er genopført for at styrke husets oprindelige udseende. Skorstenene er ej blot til pynt, for de bruges til installationer.

Restaurant skaber liv i stueetagen
I stueetagen er livet fra posthusets tid vendt tilbage, men nu i en restaurant med navnet Det Gamle Posthus. Indretningen vidner om lokalbefolkningens glæde over, at bygningen og dens historie er bragt til live igen, for mange kommer forbi og fortæller historier og afleverer genstande, som har relation til postvæsenet, og som nu pryder restaurantens lokaler.

Restauranten hænger i dag tæt sammen med byrummet udenfor gennem et nyt stort glasparti, der kan åbnes mod en plads med udeservering, når vejret vil. Det har krævet forstærkning af de gamle mure med en ny stålkonstruktion at kunne lave så stor en åbning.

Livet i området er vendt tilbage
Gennem tiden var der kommet flere tilbygninger til hovedbygningen, bl.a. en stor sidefløj. Bygherrerne havde fået flere kvadratmeter til udlejning, hvis de havde bevaret den, men de valgte alligevel at rive den ned, så forbindelsen mellem posthuset og stationsbygningen blev genskabt. I tæt samarbejde med kommunen, der ønskede en opgradering af bymidten, blev det triste og døde område foran posthuset og stationen, der var præget af asfalt, parkeringsbåse og gammelt plankeværk, nyindrettet som Banetorvet med plads til både aktivitet og ophold. Banestien, der følger den gamle jernbanes forløb, blev ført tilbage på sporet hen over torvet og forbinder i dag byens centrale historiske bygninger: mejeriet, stationen og posthuset.

Renoveringen af posthuset og udviklingen af bymidten er ikke kun til glæde for borgerne og de mange turister, der besøger Brædstrup, men har også inspireret andre til at renovere byens historiske bygninger og skabe nyt liv i dem. Det har været med til at ændre byens lidt triste image til stolthed, og den nye lokale identitet tiltrækker tilflyttere, så byen i dag er i vækst.

Før
Før renoveringen stod det gamle posthus tomt og trist, en nyere tilbygning blokerede for forbindelsen til den gamle station, og området omkring bygningen blev mest brugt til parkering.

Efter
Efter renoveringen har posthuset fået lejligheder på første sal og i tagetagen. Både den oprindelige portal omkring hoveddøren, trappen til 1. sal og døre og skabe i postmesterens tidligere lejlighed er bevaret. I stueetagen er indrettet restaurant, og mange lokale har doneret genstande fra postvæsenets tid, der i dag pryder rummet. Den nyere vinkelbygning er revet ned, så forbindelsen til den gamle station er genskabt, og området omkring posthuset, der ligger mellem stationen og det tidligere mejeri, er i samarbejde med kommunen omdannet til et aktivt sted med udendørsservering, mulighed for både leg og ophold og en stiforbindelse, der følger den gamle jernbane.

Fire gode grunde

Karen Mosbech giver her sin begrundelse for, hvorfor Det Gamle Posthus i Brædstrup nomineres til Renoverprisen 2022.

”Det er det lokale engagement og det at skabe et sted, der er mere end bare en renovering, som er unikt ved Det Gamle Posthus i Brædstrup. Historien om, at det er det gamle posthus, som ligger ved siden af den gamle station og overfor den gamle købmand, gør det til noget helt særligt og vigtigt for byen. Det ville man ikke kunne skabe med nybyggeri.”

”Jeg er Imponeret over konceptet, tankegangen og hjertet i projektet. Og så har de skabt nogle lejligheder med balkoner ud til et område med liv.”

”Udover et godt samarbejde med kommunen, så er projektet også blevet til på baggrund af et godt samarbejde med lokale håndværkere og med et helt tydeligt fokus på en social bæredygtighed, og det er imponerende.”

”Der ligger gamle posthuse, apoteker og stationsbygninger i rigtig mange byer rundt omkring i landet, hvor der ikke er nogen, der gør det, som de har formået med Det Gamle Posthus i Brædstrup. Der kommer der bare nogle hvide plader på facaden, og så bliver der anlagt et pizzeria. Det her projekt er blevet lavet med kærlighed, også til facaden, og det har skabt meget høj eksempelværdi.”