fbpx

Nomineret til Renoverprisen 2025: Fra sukkerindustri til kulturelt samlingspunkt

03. jun 2025

På Møn, nær landsbyen Damme, står en bemærkelsesværdig bygning som vidnesbyrd om Danmarks tidlige industrialisering: Saftstationen fra 1884. I dag er den forvandlet til et levende kulturhus og en fredelig ferieoase som resultatet af en omfattende og respektfuld renovering. (Fotos: Thomas Muus).

Læs artiklen nedenfor, og se filmen – og læs nomineringsudvalgets fulde begrundelse i dette link.

I det åbne landskab syd for Damme ligger en ganske særlig bygning, der tidligere var en aktiv del af sukkerindustriens infrastruktur. Opført af De Danske Sukkerfabrikker i 1884 fungerede den som en af fire lokale saftstationer på Møn. Herfra blev saften fra sukkerroer sendt til videreforarbejdning i Stege.

Produktionen af sukkerroesaft ophørte allerede i 1929, og siden har bygningen haft skiftende funktioner – som betonvareproduktion, lager, værksted og udstillingsrum. I en årrække stod den tom og forfalden, uden en klar fremtid.

Alt dette ændrede sig, da et ægtepar med en vision og passion for arkitektur i 2016 købte bygningen og satte sig for at restaurere den. Ambitionen var at forene fortidens historie med nutidens behov og skabe et sted, der kunne samle både lokale og besøgende – med respekt for bygningens arkitektoniske kvaliteter. I dag er industri erstattet af ro, natur og kulturelle arrangementer i den transformerede saftstation, der tiltrækker mennesker fra nær og fjern.

En respektfuld renovering

Renoveringen af Saftstationen er et studie i nænsomhed og forståelse for bygningens oprindelige karakter. Der er arbejdet med at bevare så mange autentiske detaljer som muligt – både æstetisk og funktionelt.

Facaden er restaureret med originale Marienborgsten, og skifertaget har været igennem en større proces efter at et tidligere opsat stålpladetag havde forårsaget omfattende skader. De oprindelige støbejernsvinduer er afrenset, malet og har fået nyt glas. Supplerende vinduer og døre er lavet med smalle aluminiumsprofiler, der matcher de historiske proportioner.

Indvendigt rummer bygningen i dag tre ferielejligheder og et stort multifunktionsrum på 200 m². Hver lejlighed har sin egen farve og er opbygget med en kerne i midten, der rummer badeværelset. Indretningen er med rene linjer og møbler specielt designet til formålet. I multifunktionsrummet er der enorm loftshøjde og smukt lysindfald, som rammesættes af træpanelerne i loftet. Her afholdes koncerter, foredrag og lokale arrangementer. På udearealerne er resterne af ramperne, som roerne blev transporteret ad, bevaret, ligesom sporene fra produktionslinjen stadig er synlige indendørs.

Samarbejde, kvalitet og langsomhed

Nomineringsudvalget fremhæver, at et af de mest bemærkelsesværdige aspekter ved projektet er, at det har fået tid til at udvikle sig. Renoveringen er sket i tæt samarbejde mellem lokale håndværkere og bygherre – et samarbejde præget af tillid, fleksibilitet og tålmodighed. Processen har strakt sig over flere år, og der er blevet lagt vægt på kvalitet frem for hastighed.

Der er tale om et ægte con-amore-projekt – drevet af en vision om at skabe noget smukt og meningsfuldt. Hver detalje i renoveringen bærer præg af omhu for bygningens historie og materialitet. Det har krævet særlige tekniske løsninger: Varmepumpen er skjult i en kælder bag store riste, der sikrer den nødvendige lufttilførsel, i det store multifunktionsrum er der gulvvarme for at bevare de oprindelige linjer uden radiatorer, og ventilationens indblæsning ligger i riste langs kanten af gulvet og bidrager til at modvirke kuldebroer fra vinduespartierne.

En ny rolle – med rødder i fortiden

Saftstationen i Damme er i dag et kulturelt samlingspunkt og tilflugtssted for både lokale og besøgende. Med sin placering i naturen, arkitektoniske tyngde og levende funktion tiltrækker stedet folk med interesse for arkitektur, kultur og historie.

Projektet viser, hvordan man kan skabe en bæredygtig forretningsmodel i historiske rammer – ikke ved at slette fortiden, men ved at bygge videre på den. Her er funktionen tilpasset bygningens særlige kvaliteter.

Nomineringsudvalget fremhæver Saftstationen som et eksempel til efterfølgelse for alle, der ønsker at bringe fortiden meningsfuldt med ind i fremtiden – et inspirerende bud på, hvordan historiske industribygninger kan få nyt liv gennem lokal forankring, respektfuld renovering og visionær anvendelse.

Parter bag projektet

Bygherre: Saftstationen ApS  

Arkitekt: Arkitekt Peter Bysted MAA 

Ingeniør: MP Rådgivende ingeniør ApS  

Håndværkere:  

Murer: Murermester René Karstensen  

Tømrer: Tømrermester Jan Kubel  

VVS: Rex Naturvarme ApS  

Stål: Næstved Smede- & Maskinværksted ApS  

Tagdækker: Falk Tag & Facade ApS  

Vinduer/døre: HSHansen A/S  

El: Hemmingsen El ApS  

Maler: Malermester Ivan Luffe 

Læs projektets egen indstilling her.