Fra udtjent landejendom til inkluderende mødested i naturen: Det Fælles Mødested i Tarup-Davinde vinder Renoverprisens Specialpris 2025
05. sep 2025
Renoverprisens Specialpris 2025 går til renoveringen af en tidligere landejendom i naturområdet Tarup-Davinde på Fyn. Landejendommen er blevet transformeret til Det Fælles Mødested – en moderne bålhytte – der inviterer mennesker til at mødes, lære og opleve naturen sammen.
Den 5. september 2025
I går løb Renoverprisen 2025 af stablen, og her blev Det Fælles Mødested Tarup-Davinde hædret med Specialprisen 2025 for et renoveringsprojekt med stor eksempelværdi.
Projektet viser, hvordan funktionaliteten af gamle bygninger kan gentænkes med både respekt, kreativitet og forståelse for de historiske rammer og lokalbefolkningens ønsker – og dét har gjort den gamle landejendom til et hjerterum for fællesskaber og friluftsliv:
“Renoveringen af Det Fælles Mødested ved Tarup-Davinde viser på fornem vis, hvordan gamle bygninger ikke behøver stå og forfalde – men kan blive pejlemærker for fremtiden. Den gamle landejendom er transformeret med stor nænsomhed og enkelhed, og resultatet er et ærligt og imødekommende sted, der favner fællesskab, læring og naturoplevelser på tværs af alle aldre. Det er et sted, man har lyst til at være – og det er det fineste, renovering kan gøre,” siger Henrik Mielke, forperson for Renoverprisens Nomineringsudvalg.
Specialprisen uddeles til projekter, der overrasker og inspirerer med kreative greb i arbejdet med bygninger, der har historisk eller bygningskulturel værdi og/eller værdi for fællesskaber i lokalområder.
Når bål og fællesskab skaber nye rum
Midt i det 400 hektar store naturområde Tarup-Davinde ligger den tidligere landejendom og nu fælles mødested – ikke som et levn fra fortiden, men som et levende samlingspunkt og en port til det store naturområde øst for Odense.
Natur- og fritidsområdet Tarup-Davinde har ca. 80.000 dagsgæster om året og er forbundet af et omfattende sti- og sporsystem, der alle bevæger sig rundt om Det Fælles Mødested. Indendørs rummer mødestedet både fortællerum med ildsted, naturlaboratorium, grejbank, vandrestue og toiletfaciliteter.
Udendørs er der etableret brændefyret udekøkken med pizza- og raketovne og bålpladser – faciliteter, der giver både lokale og turister et opholds- og oplevelsessted midt i den fynske natur, hvor der også er adgang til shelters.
Et mødested til mange – skabt af mange
Forvandlingen fra landejendom til Det Fælles Mødested er sket med en omfattende brugerinddragelse, hvor foreninger, naturvejledere, frivillige og lokale kræfter har været med fra første idé til det færdige resultat. Tanken bag dén tilgang har været at give en følelse af fælles ansvar og ejerskab, hvilket nu anerkendes med Specialprisen:
“Vi er meget glade, stolte og rørte over at have vundet denne pris, og sender en kæmpestor tak til alle derhjemme, som får stedet til at leve. Da vi åbnede i december 2023, stod 250 mennesker i snevejret og kiggede på, mens alle vores frivillige stod på én lang række og klippede båndet. For det er jo dét, Tarup-Davinde er – et sted, hvor vi er fælles om tingene. Så nu glæder vi os bare helt vildt til at komme og fejre det med alle,” fortæller John Juul Henriksen, direktør for Tarup-Davinde og fortsætter:
“Vi vil bruge prisen til at sætte yderligere fokus på Tarup-Davinde og få endnu flere menneskers øjne op for, hvordan en gammel bygning kan noget helt unikt.”
Og netop den inkluderende tilgang har også vejet tungt i Renoverprisens nominering af Det Fælles Mødested:
“Projektet skiller sig ud ved at være en såkaldt kold bygning. Den uopvarmede bålhytte er åben for brugerne året rundt hele døgnet. I det hele taget er der arbejdet bevidst med at gøre stedet til et åbent sted – et sted, hvor man har kombineret ude- og indeliv på en meget kreativ og velfungerende måde,” siger Henrik Mielke.
Renovering med respekt for genbrug
Det har også vægtet højt, at projektet har brugt meget af det, som allerede var der. Renoveringen bygger på genbrug af eksisterende strukturer med respekt for bygningens oprindelige karakter og den lokale byggeskik – og samtidig er nutidens krav til udsugning og statik integreret.
Der er anvendt enkle, originale materialer; facaderne er ført op med kalkmørtel og traditionelle teknikker, og nye stålbjælker er malet i en klassisk rød farve, som også er anvendt til dørene. Og så har renoveringen sikret tilgængelighed for alle – også kørestolsbrugere.
Partnerne bag projektet
Bygherre: Tarup Davinde I/S
Arkitekt: Jep arkitektur ApS
Ingeniør: Henry Jensen A/S
Bygherrerådgiver: Rico Boye Jensen
Hovedentreprenør: Carsten Knudsen Tømrer og Snedker
Støttet af: Odense og Faaborg Midtfyn Kommuner, Realdania, Lokale og Anlægsfonden
Formidlingsprojekt: JAC Studios, støttet af Nordea Fonden
Om Renoverprisen og Specialprisen
Renoverprisen og Renoverprisens Specialpris uddeles af Realdania og Grundejernes Investeringsfond og har siden 2013 belyst potentiale i renoveringer.
Prisen er blevet uddelt hvert år siden 2013 og bygger på seks vurderingskriterier: eksempelværdi, solidt samarbejde, inspirerende ressourcetiltag, faglig kvalitet, blik for brugerne og levende bygningskultur.
Med Specialprisen følger en præmie på 10.000 kr. til projektets parter.
Selve Renoverprisen (hovedprisen) blev i 2025 vundet af projektet Thoravej 29, der har transformeret en tidligere industribygning til det levende fællesskab Thoravej 29 i København Nordvest. For Renoverprisen er der en præmie på 100.000 kr. til vinderholdet bag årets bedste renovering.
De seks nominerede projekter til Renoverprisen 2025 og de to nominerede til Specialprisen 2025 blev udvalgt af Renoverprisens Nomineringsudvalg, mens de endelige vindere er valgt af Renoverprisens Valgkollegium – 89 fagfolk fra hele byggebranchen – efter en afstemning.
Nomineringsudvalget for Renoverprisen 2025 består af Henrik Mielke (formand), COO i Pihl & Søn; Kasper Lynge, institutleder for BUILD, Aalborg Universitet, Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle Kommune, og Signe Sønderskov, direktør for byggeri og byudvikling i Domea.
Læs mere om projektet og se film og fotos på www.renover.dk
Yderligere oplysninger:
presse@renover.dk eller Pia Bodal, Renoverprisen, tlf. 40934422