fbpx

Konstabelskolen – fra forsvarsakademi til ungdomsboliger

24. jun 2016

Den gamle Konstabelskole i København er blevet til lejligheder til studerende.

Det nye bykvarter på Margretheholm er blevet 84 moderne ungdomsboliger rigere. Den gamle, nedslidte teglstensbygning, som fra 1939 dannede ramme om Forsvarets Konstabelskole, er blevet renoveret ud- og indvendigt og indrettet til to- og trerumslejligheder til studerende.

Tegnestuen Vandkunsten har med relativt lille budget tegnet en energirenovering med udvendig isolering, som tillader bygningens mest karakteristiske partier at fremstå uændrede. Det rå beton og de pudsede vægge er bevarede, og bygningens militære historie er afspejlet i bygningens farver, hvor blå, gul og grå repræsenterer henholdsvis søværnet, hæren og flyvevåbnet.

Hver bolig er indrettet med eget bad og køkken, og der er etableret fælles køkken og vaskerum og cykelparkering i kælderen. Ungdomsboligernes brugskvalitet har haft stor tiltrækningskraft hos de studerende, og tilflytningen af unge har pustet nyt liv og aktivitet i lokalområdet.

– Det har været en udfordring at bibeholde så meget af det eksisterende hus, som vi har gjort. Så derfor er vi meget stolte af at være blevet nomineret, og det er en cadeau til alle, der har været med i projektet. Og folk i området er glade for, at der er bevaret en bygning med historie, siger Niels Andersen, projektchef Sjælsø.

Nomineringsudvalget har indstillet renoveringen med følgende beskrivelse:

Det er lykkedes projektet at lægge en helt ny facade uden på et eksisterende hus på en sådan måde, at man stadig kan se de gamle spor bagved. Kontrasterne imellem de oprindelige, rå materialer og de nye, forfinede materialer giver nogle boliger, som på en meget sjælden måde er fyldt med liv og oplevelser.

Parterne bag projektet
Bygherre: PKA
Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten
Ingeniør: Midtconsult A/S
Opført af Sjælsø A/S