fbpx

157 projekter dyster om at vinde RENOVER prisen

06. mar 2019

Indstillingsperioden til RENOVER prisen er slut. I alt er 157 projekter indstillet. Nu er det op til nomineringsudvalget at beslutte, hvilke projekter der skal nomineres til prisen.

Siden januar har alle kunnet indstille deres bud på Danmarks bedste renovering til RENOVER prisen 2019. Nu er der lukket for indstillinger, og derfor står det klart, at det er blandt de 157 indstillede projekter, at årets vinder skal findes.

De indstillede projekter tæller renoveringer fra hele Danmark – lige fra Aalborg i nordvest til Gudhjem i øst.

”Det er virkeligt glædeligt at se, at der kan indstilles så mange renoveringer til RENOVER prisen. Og det er også rigtig godt, at der er eksempler på renoveringer fra hele Danmark. Gode renoveringer er nemlig ikke forbeholdt ét bestemt område – der sker virkelig meget i hele landet,” siger Lars Axelsen, der er administrerende direktør i GI, som er den ene af parterne bag RENOVER prisen.

Et felt af nytænkende – og forskellige – renoveringer
Der er mange forskellige typer af renoveringer indstillet til årets pris. Både renoveringer af store erhvervsbygninger som en maltfabrik i Haderslev, kulturelle bygninger som Hotel D’Angleterre i København K, institutioner som VUC i Roskilde og private boliger som en gammel politigård i Hellerup, der er omdannet til seks town houses.

”Vi er meget glade for, at der igen i år er indstillet mange forskellige typer renoveringer til årets pris. Projekterne repræsenterer et meget bredt og varieret felt af nytænkende og kreative projekter, der emmer af visioner, som, vi håber, kan inspirere til endnu mere nytænkning i branchen,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

Nu er det op til RENOVER prisens nomineringsudvalg at vurdere alle 157 projekter og beslutte, hvilke 4-6 projekter der skal nomineres til RENOVER prisen 2019. De nominerede projekter offentliggøres medio juni. Vinderen kåres ved en prisfest i september 2019.

Se alle de indstillede projekter her.