Fakta: Vi skubber renoveringen foran os

grafik

 

De næste 15-20 år vil renoveringsbehovet i Danmark vokse og vokse. Og foran os venter der en kæmpe renoveringspukkel. Det fortæller Henrik Bang, der er direktør i Bygherreforeningen.

Han har været involveret i analysen af GI’s opgørelse af bygningers alder, baseret på BBR, der har påvist, at renoveringsniveauet og -behovet i dag er højere end nogensinde før og vil vokse markant de næste år. Lige nu fylder renovering af bestående bygninger 50 procent af den samlede omsætning i byggebranchen, og fremadrettet vil behovet blive næsten fordoblet.

Det skyldes, at de bygninger, der blev bygget i 20’erne og 30’erne, er modne til renovering. Det samme er de bygninger, der blev bygget i 60’erne og 70’erne, da man i de årtier prøvede forskellige mindre holdbare materialer af. Og renoveringspuklen kan have konsekvenser – især hvis man skal have for øje at skabe gode, energirigtige løsninger, fortæller Henrik Bang.

– Vi står over for meget store årgange af bygninger, som bliver modne til renovering, og måske har vi ikke et tilstrækkeligt beredskab i kvalificeret mandskab og velegnede metoder til at håndtere så stort et volumen. Det vil betyde, at vi ikke får bygget de gode og billige løsninger, som der er brug for, herunder at mulighederne for energirenovering ikke bliver udnyttet. Derfor gælder det om at få rykket i de her år, fordi det er billigst og mest realistisk at energirenovere, når man nu alligevel renoverer facaderne og skifter taget ud. Ellers kan der gå 50 år før muligheden kommer igen, forklarer Henrik Bang.