fbpx

Torben og Monopolet: Grønt er stadig det nye sort

05. nov 2015

Da Danmarks største fagmesse for bæredygtigt og energieffektivt byggeri, Building Green, løb af stablen d. 28. og 29. oktober i Forum i København, kunne publikum blandt andet overvære debat i ”Det Grønne Monopol”. Her blev der i Mads og Monopolet-stil debatteret dilemmaer inden for grøn omstilling – herunder hvordan man motiverer boligejere til at energirenovere.

– Det første dilemma, vi har modtaget, er fra en, der hedder Hans Christian Schmidt. Han har skrevet ind, at han går og overvejer, hvad vi kan gøre for at få bygninger energirenoveret, så de derved kan bidrage til at nedbringe CO2-udslippet. Hvad vil I sige til ham?

Sådan lægger ordstyrer Torben Liborius, der er erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, ud, da han i rollen som Mads Steffensen skal sætte gang i en monopoldebat under titlen ”Er grønt stadig det nye sort” ved dette års Building Green.

Med i sit monopol har han Jens Joel, der er energi- og klimaordfører for Socialdemokraterne, Tom Saxlund, der er områdedirektør i Nykredit, Martin Lidegaard, der er tidligere klima-, energi- og bygningsminister og nu folketingsmedlem for Radikale Venstre, Bent Madsen, der er adm. direktør i Danmarks Almene Boliger, samt Michael H. Nielsen, der er direktør i Dansk Byggeri.

Udbud og efterspørgsel skal følges ad
Som svar til det opdigtede spørgsmål fra Hans Christian Schmidt giver monopoldeltagerne deres bud på, hvad man kan gøre for få flere boligejere til at få øjnene op for energirenovering. Fx lyder et forslag fra Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri, at der skal sættes større fokus på de økonomiske gevinster, der er ved energirenovering:

– Det, vi oplever i byggeriet er, at der gennem årene er gjort rigtig meget på udbudssiden i forhold til energirenovering – man har fx opbygget kompetencer, vi har fået bedre boligrådgivere og der er lavet anvisninger. Men efterspørgselssiden mangler eller er meget svag. Og hvis der ikke både er udbud og efterspørgsel, så sker der ikke noget ude i markedet, siger han og fortsætter:

– Jeg tror, at det er vigtigt, at vi begynder at italesætte energirenovering på en ny måde – og der spiller vores politikere en særlig rolle. Så mit råd til Hans Christian Schmidt er, at han skal synliggøre nogle af alle de økonomiske gevinster, der er ved energirenovering. Som fx at et hus, som har et bedre energimærke, stiger i værdi, at det kan sælges hurtigere osv.

Grøn omstilling for alle
Formålet med en debat som ”Det Grønne Monopol” er at hive nogle af de dilemmaer frem, som findes i den grønne omstilling og gøre dem nærværende og konkrete:

– Byggeriet har meget at byde på i forhold til den grønne omstilling, så derfor er det vigtigt, at vi tager emnet op på en fagmesse som den her. Og når vi så laver en monopoldebat, hvor der er noget humor og kant inde over, så er det for at gøre emnet og debatten nærværende for bygningsejerne, for politikere og for os alle sammen i det hele taget, uddyber Michael H. Nielsen efter debatten.

Som svar på det spørgsmål, som hele debatten var bygget op om, nemlig om grønt stadig er det nye sort, er Michael H. Nielsens svar:

– For os i byggeriet er grønt helt sikkert stadig det nye sort, og vi er klar til at gøre en indsats, og vi er klar til at kæmpe for nogle langsigtede visioner. Men det kræver også, at der er politisk opbakning fra regeringen, og der mangler vi at se, at det grønne stadig bliver betragtet som det nye sort, slutter Michael H. Nielsen.