Nomineringskriterium: Renovering skal bidrage til omgivelserne

25. apr 2013

For at blive nomineret til RENOVER prisen 2013 skal de indstillede projekter bidrage positivt til omgivelsernes sociale, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter. Karen Mosbech, medlem af nomineringsudvalget og administrerende direktør i Freja Ejendomme, uddyber nomineringskriteriet ”Bidrag til omgivelserne”.

– Kan du give et eksempel på, hvordan et renoveringsprojekt kan bidrage til opgivelsernes sociale, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter?

– Helsingør Kulturværft er et rigtig godt eksempel på et renoveringsprojekt, der gør alle tre ting. Det gamle skibsværft i havnen er blevet lavet om til et bibliotek og kulturhus, og området er gået fra at være et dødt industriområde til en kulturmagnet i byen. Stedet er fuld af liv med folk, der læser avis, arbejder på computere og lytter til musik. Samtidig er projektet af høj arkitektonisk kvalitet, hvor det gamle rustikke skibsværft er bevaret i kombination med moderne arkitektur.

– Skal projekterne for at blive nomineret bidrage positivt til alle tre ting, eller er det nok med et enkelt eller to af dem?

– I princippet er ét af dem nok. Men det er klart, at den sociale gevinst skal være stor, hvis det skal opveje, at projektet er af ringe arkitektonisk kvalitet. Og omvendt.

– Kan det for bygherren betale sig at bruge penge på det æstetiske og på at sikre, at bygningerne giver noget til omgivelserne?

– Jeg er overbevist om, at arkitektonisk kvalitet kan ses på bundlinjen. Som virksomhed er det f.eks. nemmere at tiltrække de rigtige medarbejdere, hvis man arbejder med omgivelserne og renoverer sine bygninger med jævne mellemrum. Der er heller ikke nogen tvivl om, at hvis man renoverer boliger med arkitektonisk høj kvalitet, så passer beboerne bedre på dem.