fbpx

RENOVER prisen fortsætter

04. okt 2013

RENOVER prisen, der belønner Danmarks bedste renovering, er blevet godt modtaget i byggebranchen og har sat øget fokus på renovering. Derfor uddeles prisen igen til næste år

Byggebranchen får igen lejlighed til at gå sammen om at kåre det bedste renoveringsprojekt i Danmark. RENOVER prisen, der i år blev givet til den københavnske boligejendom Ryesgade 30 A-C, vil også til næste år blive uddelt til et projekt, der udmærker sig inden for renoveringsdisciplinen. Dermed fortsætter det mangeårige samarbejde mellem Realdania og GI om at give renovering den synlighed og status, som den fortjener.

RENOVER prisen er kommet godt fra start i forhold til at leve op til denne ambition. Tværfagligheden har været i højsæde og den faglige stolthed omkring renovering er vokset. Prisen har samlet branchen, på en måde, som ikke før er set. Derfor har Realdania og GI besluttet at uddele prisen igen til næste år:

”Da vi stiftede RENOVER prisen, håbede vi, at den ville få opbakning i byggebranchen og være med til at skabe øget opmærksomhed omkring renovering. Vi er blevet positivt overraskede over, hvor godt der er blevet taget imod prisen, og hvor stor opmærksomhed den har fået. Derfor har vi besluttet at fortsætte med prisen endnu et år,” siger Lars Axelsen, administrerende direktør i GI.

Dette års RENOVER pris har ikke bare skabt et øget fokus på renovering, men også åbenbaret en perlerække af små og store renoveringsprojekter, som kan tjene som et inspirationskatalog for fremtidens renoveringsprojekter:

”I år så vi mange spændende eksempler på, at branchen havde udfordret de konventionelle normer inden for renovering og eksperimenteret med produkter og løsninger. Det er den slags, der skal til, hvis vi skal løfte renoveringsdisciplinen. Vi er glade for at kunne uddele prisen igen i 2014, hvor vi forventer at kunne præsentere et felt af lige så høj kvalitet,” siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

De nærmere datoer for, hvornår prisen uddeles, og hvornår der åbnes for indstillinger, vil blive offentliggjort på hjemmesiden www.renover.dk i løbet af oktober måned.