fbpx

Hotel Skt. Annæ

Læs projektets egen beskrivelse

Hotellets sjæl og mystik er bevaret
Hotel Skt. Annæ – en nænsom renovering af et antikt hotel med respekt for sjæl og arkitektoniske kvaliteter
Bygningens anvendelse: Hotel Skt. Annæ (tidligere Hotel Neptun) ligger centralt i København på Sankt Annæ Plads bag ved Nyhavn og har en lang og spændende historie. Hotellet kan spores tilbage til 1851, hvor en fru Svendsen drev et ulovligt overnatningssted for smuglere og andre lovløse. For at blive lukket ind skulle man opgive kodeordet: ’Neptun’.
Efter renoveringen til ca. 50 mio. kr. betegner hotellet sig som et nyt 4-stjernet boutique hotel baseret på historiske bygninger.
Hotellet består af 154 værelser, som er indrettede smagfuldt og individuelt for at bevare hotellets charme og historiske atmosfære.
Udfordringen: Meningen og ambitionen med renoveringen var at bevare og fremhæve hotellets sjæl og arkitektoniske kvaliteter.
Da renoveringen gik i gang var den store udfordring, at tegningerne over Hotel Neptun fra en gang i 1800-tallet overhovedet ikke lignede det københavnske hotel tæt på Nyhavn, der nu stod foran en større renovering.
Løsningen: Så hvad gør man, når man ikke kan stole på, hvad der gemmer sig bag væggene og ikke aner, hvordan den bærende konstruktion hænger sammen?
Man er nødsaget til at komme med et kvalificeret gæt og projektere – altså udarbejde nye tegninger og beregninger – mens man bygger.
Derved fik bygherren mere for pengene, da den dyre detailprojektering først gik i gang, da konstruktionerne var blotlagte. Herefter kunne man muligvis arbejde videre med den oprindelige idé, ellers måtte man udarbejde et nyt forslag. Det var vigtigt hele tiden at have en ny plan klar, såfremt den tidligere plan slog fejl.
Forvandlingen at hotellet er sket med stor respekt for den oprindelige sjæl. Derfor har man heller ikke nødvendigvis brugt standard-stålprofiler. Hvor bygherre ønskede at fastholde den oprindelige rumhøjde, har man derfor dimensioneret en hel del specialbjælker, såkaldte kompositbjælker.

 

Brugskvalitet

Hotellets 154 værelser er blevet ombygget til et boutiquehotel med to atriumgårde og en flot tagterrasse. Det er lykkedes at bevare hotellets sjæl og arkitektoniske kvaliteter samtidig med, at man har tilpasset sig den nye tid og turisternes krav.

Bidrag til omgivelser

Renoveringen er sket i et samspil med den overordnede fornyelse af Skt. Annæ Plads, hvis mål er at skabe større sammenhæng i området og bedre rammer for byliv og trafik med fokus på høj arkitektonisk kvalitet forankret i stedets lokale tilhørsforhold.

Solidt samarbejde

Ejeren Claus Hildebrandt var et vigtigt led i den succesfulde renovering, hvor et startmøde med alle rådgivere gav mulighed for at afstemme forventninger i projektgruppen i forhold til de enkeltes indsats. Det skabte ejerskab og en fælles forpligtelse.

Økonomi og værdiforøgelse

En ny samlet brandstrategi for nr. 18 og 20 gav f.eks. fem ekstra værelser, et bedre flow gennem hotellet og et øget brandsikkerhed.

Udførelseskvalitet

Intet er skabt efter en skabelon og standard-stålprofiler. Hvor bygherren ønskede at fastholde den oprindelige rumhøjde dimensionerede man en hel del specialbjælker - såkaldte kompositbjælker - for mest muligt at kunne køre den gamle stil igennem.

Parter bag projektet

Bygherre: Familien Hildebrandt
Arkitekt: Peter Hammer
Interiør Design: Space Copenhagen
Samarbejdspartner: Claus Staffe Ingeniør ApS
Teknisk rådgiver: NIRAS
www.hotelsktannae.dk/
www.facebook.com/Hotel-Skt-Annæ-424886377716068/?fref=ts

Yderligere information om projektet

http://www.niras.dk/aktuelt/nyheder/2016/renovering-af-smuglerhotel-boed-paa-overraskelser-bag-pudset.aspx

Sted

Sankt Annæ Plads 18-20
1250 København K

Realiseret

2015

Indstillingsår

2016

Anvendelse

Øvrige

Areal

501-5.000m2