fbpx

Guldagergaard

Begrundelse for nominering

Guldagergaard var før renoveringen i 2012 en frugtplantage. Den tidligere landejendom var nedslidt og utidssvarende og havde mistet sin oprindelige funktion. Den situation er der lavet godt og grundigt om på.

Når man ankommer til Guldagergaard er det første indtryk af det smukke bygningsanlæg pastoral fred og idyl. En fin ramme for de værksteds- og forskningsfaciliteter, der skal til for at indfri ambitionen om at være et internationalt center for keramisk kunst med høje kvalitetskrav. Den fornemt renoverede landbrugslænge fremstår umiddelbart som en passende ramme, der inviterer til et dybere bekendtskab.

I værkstedet, som hører til blandt de bedste i verden, er det tydeligt, at brugerne har været en væsentlig del af renoveringens program og konkrete udførelse. Den funktionstunge, tæt pakkede underetage med drejebænke, arbejdsborde, store vaske, reoler til keramiske prøver og ovne til brænding af leret spejler vaner og gennemprøvede arbejdsmønstre. I overetagen, som bæres af et nyt hævet dæk, er brugernes deltagelse også tydelig. Den opleves i den let forståelige, funktionelle disponering og gavlvæggene, hvor

Guldagergaards keramikere med en specialbrænding i olietønder har givet de mørke mursten en stoflighed, som sitrer af pirrende liv i lyset fra overetagens elegante rytterlys. Langs de efterisolerede ydervægge er der etableret en skabsvæg, som brydes af vinduerne således, at de brede vindueskarme kommer til at fungere som podier for kursisternes værker.

Den gamle landbrugsejendom er efterisoleret, og ældre døre og vinduer er erstattet af nye. Førstesalen er noget særligt. Her er vægge og tag isoleret, så de indfrier dagens krav. Men her stopper det ikke. Et automatiseret ventilationsanlæg genanvender den varme luft, der udledes ved brændingen af keramik. Det nye ventilationssystem sørger endvidere for den helt rigtige temperatur til opbevaringen og tørringen af det ubrændte ler.

Renoveringen af Guldagergaard bidrager med det sikre arkitektoniske greb og det smukke samspil med områdets øvrige bygninger visuelt til lokalområdets identitet. Udstillingen af keramik af høj international kvalitet i Æblehuset tiltrækker kunstinteresserede turister og lokale, og centret har skabt international bevågenhed. Det er for en kommune som Slagelse, hvor Udkantsdanmarks udfordringer er velkendte, af stor værdi at have et overbevisende eksempel på, hvordan udfordringen i form af manglende vækst og funktionstømte bygninger kan tackles.

Samlet vurderet er renoveringen af Guldagergaard et fint eksempel på et vellykket samarbejde mellem en kommune, en fond og en selvejende institution. Renoveringen er overbevisende gennemført med et sikkert arkitektonisk greb. Velgørende er også den fine forståelse af virkemidlerne, der kan tages i brug for at realisere en økonomisk bæredygtig tranformation fra funktionstømt landejendom til en ny fremadrettet anvendelse som keramisk center med et internationalt ry.

Se flere billeder

Læs projektets egen beskrivelse

Guldagergaard var oprindelig frugtplantage, og har sat et væsentlig præg på området, men fungerer i dag som internationalt center for keramisk kunst. Renoveringen har haft fokus på en bæredygtig genanvendelse af en tidligere landejendom, og renoveringen og udbygningen nænsomt har respekteret bygningens og det samlede anlægs bevaringsværdier. Samtidigt har projektet tilført stedet et nutidigt arkitektonisk lag, som fremstår som et godt eksempel på bevaring og nyudnyttelse.

Parter bag projektet

Bygherre: Guldagergaard/Slagelse Kommune.
Arkitekt: HCM Arkitekter v. Holger C. Møller.

Yderligere information om projektet

http://www.ceramic.dk

Sted

Heilmannsvej 31 A
4230 Skælskør

Nomineret 2014

Realiseret

2012

Indstillingsår

2014

Anvendelse

Kultur

Areal

1-500m2