fbpx

Konstabelskolen på Margretheholmen er Danmarks bedste renovering

01. sep 2016

Sanseligt pirrende og fandenivoldsk med en kunstnerisk kvalitet som et maleri af Asger Jorn. Konstabelskolen er et nytænkende bidrag til bæredygtig renovering. Sådan lød nomineringsudvalgets vurdering af de københavnske ungdomsboliger på Margretheholm, der torsdag aften vandt RENOVER prisen 2016.

Parterne bag renoveringen af Konstabelskolen på Margretheholm kan kalde sig danske mestre i bygningsrenovering. Torsdag aften trak projektet det længste strå, da formand for nomineringsudvalget, Gøsta Knudsen, stod for uddeling af RENOVER prisen 2016 ved årets prisfest på Langelinie Pavillonen i København.

Raffinerede boliger i en militærhistorisk ruin
Den gamle, nedslidte teglstensbygning, som fra 1939 dannede ramme om Forsvarets Konstabelskole, er blevet renoveret ud- og indvendigt og indrettet til lejligheder til studerende.

Tegnestuen Vandkunsten har med et relativt lille budget udviklet en energirenovering med udvendig isolering, som tillader bygningens mest karakteristiske partier at fremstå uændrede. Den rå beton og de pudsede vægge er bevarede, og bygningens militære historie er afspejlet i bygningens farver, hvor blå, gul og grå repræsenterer henholdsvis søværnet, hæren og flyvevåbnet.

Ungdomsboligernes brugskvalitet har haft stor tiltrækningskraft hos de studerende, og tilflytningen af unge har pustet nyt liv og aktivitet i lokalområdet.

– Det er forfriskende og inspirerende at se, hvordan slid og forfald kan iscenesættes som kvaliteter i et moderne renoveringsprojekt. Konstabelskolen er et glimrende eksempel på, at en bevaringsværdig bygning kan indrettes med nye funktioner med store brugsmæssige kvaliteter og med respekt for bygningens historie og arkitektur, siger Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.

Vinderen af RENOVER prisen 2016 er udpeget af et valgkollegium bestående af 70 branchemedlemmer, der har haft samtlige nominerede projekter under luppen siden offentliggørelsen af de seks frontløbere.

I år er fjerde gang, at Realdania og GI uddeler RENOVER prisen til et renoveringsprojekt i særklasse. Det er håbet, at vinderprojekterne vil tjene som eksempler for fremtidige renoveringsprojekter og være med til at sætte fokus på renovering i Danmark.