fbpx

Kender du Danmarks bedste renovering(er)?

02. jan 2017

For femte år i træk skal Danmarks bedste renovering nu findes, vinderen af RENOVER prisen 2017. I anledning af RENOVER prisens femårs-jubilæum uddeles i år også en særlig pris til Danmarks bedste almene renoveringsprojekt, Jubilæumsprisen. 

Frem til den 1. marts 2017 er det muligt for alle at indstille deres bud på Danmarks bedste renoveringer.

Det er femte år i træk, at RENOVER prisen skal uddeles til et renoveringsprojekt, der er så godt, at det fortjener anerkendelse og hæder. Både Realdania og GI, der står bag prisen, ser frem til igen år at kunne fejre årets bedste renoveringsprojekt og samtidig fejre det lille jubilæum.

– I løbet af de fem år, vi har uddelt prisen, har vi mærket, at der vokset en stolthed omkring renovering, som ikke var der tidligere. Renovering fylder meget i byggebranchen, og derfor er RENOVER prisen vigtig for at anerkende de mange gode projekter. Vi glæder os til – nu for femte gang – at kunne hylde en branche, hvor der udvises høj grad af kvalitet og virkelyst, siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania.

Jubilæumspris hylder de almene boliger
I anledning af RENOVER prisens jubilæum og for at anerkende den almene sektors vigtige samfundsnytte rolle og betydning for hele byggebranchen, uddeler GI og Realdania i år også en særlig pris målrettet de almene renoveringsprojekter.

Jubilæumsprisen gives til det bedste almene renoveringsprojekt, realiseret i perioden 2012-2016. Også til denne pris kan alle indstille deres bud frem til d. 1. marts 2017.

– I de almene renoveringsprojekter ser vi ofte eksempler på renoveringsløsninger, der er til gavn for hele branchen. Og det selvom almene renoveringsprojekter ofte er mere komplekse end andre, fordi det kræver et tættere samarbejde om vigtige beslutninger og løsninger mellem byggefolkene og beboerne, siger Lars Axelsen, der er administrerende direktør i GI.

Både RENOVER prisen og Jubilæumsprisen er stiftet af Realdania og GI med det formål at anerkende renoveringsprojekter, som er med til at vise vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave, det er at få opdateret den eksisterende byggemasse i Danmark.

De nominerede projekter offentliggøres ultimo juni. Vinderne af både RENOVER prisen og Jubilæumsprisen kåres ved en prisfest den 31. august 2017.