Holbæk Skibsværft – et attraktivt miljø til byens borgere

Holbæk Skibsværft, foto: Carsten Ingemann

Holbæk Skibsværft er nomineret til RENOVER prisen.

De indledende tiltag til renoveringen af Holbæks gamle værft begyndte tilbage i 2007. Missionen var at skabe et attraktivt miljø til byens borgere. Initiativet var kærkomment, fordi området ved værftet havde begrænset offentlig adgang, belægningerne var nedslidte, og de bevaringsværdige bygninger var i stærkt forfald.

Skibsværftet danner nu ramme om et område fuld af liv for kommunens beboere. Hvor der engang var øde, er der nu et livligt maritimt område med blandt andet cafémiljø, produktionsskole og imponerende klatrevægge hos Holbæk Klatreklub, som i 2015 blev tildelt prisen som Danmarks bedste klatreklub.

Værftets hovedbygning står udvendigt intakt med de bevaringsværdige facaders skævheder og revner. Indvendigt er de gamle trævægge efterisoleret de fleste steder, mens de i caféen er synlige bag moderne glasvægge, der både isolerer og giver kig til historien. Nye bygningsdele er af moderne materialer som glas og stål og er udformet, så de både skiller sig ud og indgår i helheden. Projektet er et godt eksempel på, hvordan man gennem renovering kan puste nyt liv i et område af byen og fortælle om en maritim fortid, der er en vigtig del af Holbæks historie.

Parter bag projektet 
Bygherre: Holbæk Kommune
Totalentreprenør: HM Gruppen A/S
Arkitekt: arkitekterne.as
Ingeniør: Nørbag ApS