fbpx

Fra tosset til mindeværdigt projekt

06. feb 2014

For mange af de håndværkere, der arbejdede med renoveringen af Nordkraft, var det et helt særligt og mindeværdigt projekt – selv om skepsis var stor til at starte med. Læs tømrersvend Vagn Sørensens oplevelse af arbejdet med Nordkraft

– Det var da et tosset projekt

Sådan tænkte tømrersvend Vagn Sørensen, da han skulle i gang med renoveringsarbejdet på Nordkraft i Aalborg. Det tidligere kulkraftværk skulle transformeres til et aktivt center for kultur og institutionsliv. Men Vagn Sørensen kunne konstatere, at de ikke havde tænkt sig at spartle væggene op og male dem. I stedet skulle de bare blive ved med at være arrede og grimme. Og grimt var det, mente Vagn Sørensen. Og han var ikke alene om den følelse:

– Borgmesteren var imod det, men en tur til Tyskland, hvor han så et lignende projekt, gjorde udslaget. Så kunne han se ideen, fortæller Erik Toppenberg, som er Vagn Sørensens mester og 3. generations ejer i tømrervirksomheden Toppenberg, som har eksisteret siden 1918.

erik og Vagn
Mester Erik Toppenberg og tømrersvend Vagn Sørensen med de strækmetalbeklædte facader i baggrunden.

Man har et standpunkt
Ikke kun borgmesterens – men også Vagn Sørensens indstilling til ideerne om at bevare de forrevne vægge – ændrede sig.

– Nu synes jeg, at det er fantastisk flot, fortæller han og giver udtryk for stolthed over at have været med til at renovere den imponerende bygning, som til dels nu er et vartegn for Aalborg.

– Det var en spændende opgave at være med til, vi har lavet nogle interessante løsninger, og samtidig har vi været en del af et spændende projekt. Det var fx helt utroligt at se de maskiner, som skulle skære de store betonbjælker over.

Løsning 1: Visuelt element på isoleringspladerne
Beliggenheden ved vandet ville arkitekten forstærke med montering af strækmetal på facaderne. Materialet giver visuelt en fornemmelse af små bølger, ligesom når man betragter Limfjordens vande.

strukket metal
Strækmetallet er en stærk markør for Norkrafts visuelle udtryk.

Ydermuren på den øverste forhøjede del af bygningen er bygget op af sandwichelementer fra Paroc, som indeholder 250 mm hård isolering. Det er dem, der sikrer, at Nordkrafts gæster kan holde varmen. I Nordkrafts aktive år var der helt andre problemer:

– Jeg var hustømrer dengang, og kulfyringen betød, at det var alt for varmt herinde. Vi svedte som grise, fortæller Erik Toppenberg.

De isolerende sandwichelementer er beklædt med metalplader, og yderst det synlige strækmetal, som Vagn Sørensen har monteret.

– Vi har skruet titusindvis af skruer i for at montere al det strækmetal, og det er nogle meget specielle skruer,” fortæller Vagn Sørensen.

De 28 cm lange skruer er forsynet med borehoveder. Kun den yderste del af skruen har gevind, og indad mod bolthovedet er der også en smule gevind, som sikrer, at skruen lukker helt tæt og ikke lader fugt og vind passere indad.

skrueIII
En af de usædvanligt lange skruer med borehoved og gevind på det yderste af skruen.

Løsning 2: Montering af vinduer
Toppenberg har også stået for vinduesmontage. Der er tale om vinduer i aluminium, som ser ud som de gamle. De sidder som selvstændige vinduer som del af et kæmpe sprosset vindue – og hvilke sprosser! Tykke og lårbrede betonsprosser, som lidt specielt for Nordkraft er spartlet op. Ellers ville vinduesprofilerne ikke have siddet helt tæt.

– Her måtte vi tænke kreativt og hjælpe rådgiverne. Denne del af projektet var ikke projekteret i detaljen, og hvordan man skulle få vinduerne til at sidde fast op imod sandwich elementerne var et problem, som blev løst i fællesskab mellem de udførende og rådgiverne. Vi fandt en god model med anvendelse af nogle vinkelbeslag, fortæller Erik Toppenberg.

betonsprosser
Vinduerne mellem de kraftige originale betonsprosser er monteret af tømrersvend Vagn Sørensen.

En opgave man husker
På vej ud fortæller Vagn, at det er noget sjovere at fortælle om arbejdet på Nordkraft end nu at skulle ud på den bygning på Aalborg Universitet, hvor han pt. er i færd med at montere facadeplader i 30 meters højde og minusgrader med vind og slem chillfaktor. Vi hilser pænt på de PET-vagter, som passer på statsministeren, der denne dag er på besøg i Aalborg. Hun har valgt Nordkraft som kulisse til sit pressemøde. Og de forrevne vægge tog sig godt ud på skærmen.