Fakta: Renovering skaber arbejdspladser

infografik5

 

Der kan skabes flere tusinde arbejdspladser inden for byggeriet her og nu, hvis der investeres i renovering. Det kræver, at private boligejere tør investere, og at det offentlige holder hånden under.

1 mia. kroner kan skabe 1.900 fuldtidsstillinger i byggeriet, hvis de investeres i reparation og vedligehold af bygninger. Samme beløb rækker kun til 1.500 fuldtidsstillinger, hvis de investeres i nybyggeri, som er mindre arbejdskrævende end renovering. Det viser beregninger fra Realdania. Samtidig er en af gevinsterne ved at investere i renovering, at planlægningsprocessen i mange tilfælde er kort, og arbejdspladserne derfor skabes med det samme.

Perspektiverne i at investere i renovering i disse arbejdsløshedstider er til at forholde sig til, men kræver et gunstigt økonomisk klima, forklarer Torben Liborius, afdelingschef i Dansk Byggeri.

–       I øjeblikket renoverer vi for ca. 40 mia. kroner om året, men potentialet er langt større. Skal det indfries kræver det en større aktivitet i den private sektor. Her er den største udfordring, at bygningsejerne – på trods af store opsparinger på bankbøgerne – ikke tør gå i gang med at renovere af frygt for fremtiden. Det er derfor vitalt, at vi skaber en økonomisk situation, hvor folk tør bruge penge, forklarer Torben Liborius.

Indtil der er udsigt til en ende på krisen, er vejen frem offentlige initiativer, som f.eks. BoligJob-ordningen, mener Torben Liborius.

–       Hvis man arbejder seriøst med en BoligJob-ordning, der er klimarettet og forsøger at indføre et ROT-afdrag, som de har i Sverige, så kan det offentlige stimulere boligejernes lyst til at renovere, siger Torben Liborius.